Klimamælk var en fuser for Naturmælk

Jens Kroghs bedrifts samlede klimaregnskab er blevet negativt med 0,12 kg CO2 per liter mælk, og det skyldes en gennemgang af kulstofbinding, foder, maskiner og markarbejde. Men der findes ikke tilstrækkelig dokumentation, mener kritikere, der mener, at der er tale om vildledende markedsføring.

Butikkerne fjerner nylanceret klima-mælk fra Naturmælk. Plantebranchen har klaget til Fødevarestyrelsen over lidt for smart markedsføring.

LANDBRUG – Efter kun en uge fjerner butikkerne i Salling Group nu Naturmælks nye økologiske mælk, der blev lanceret af både Naturmælkk og Løgismose som økologisk mælk fra et klimaneutralt landbrug.

Ifølge Salling Group, der ejer butikskæderne Netto, føtex og Salling sker det fordi, der ikke findes den nødvendige dokumentation for leverandørens klimaanprisning.

Plantebranchen har klaget til Fødevarestyrelsen over det, branchen betragter som vildledende markedsføring.

»Det har vi gjort, fordi loven siger, at når man reklamerer for fødevarer, så skal det være sandfærdigt, og det, mener vi ikke, er tilfældet. Mælken opfylder ikke betingelserne for at være CO2-neutral«, siger Frederik Madsen, repræsentant for Plantebranchen til Landbrugsavisen.

LÆS OGSÅ: Danmarks første CO2-neutrale mælk mælk klar i butikkerne

Vi bruger jo ikke selv ordet klimamælk

Jens Krog, der er bestyrelsesmedlem i Naturmælk og producenten af den omstridte mælk, ærgrer sig over beslutningen.

»Vi bruger jo ikke selv ordet klimamælk. Det har været nogle medier, der har gjort det. Vi synes, at vi havde fundet en model, hvor vi kunne forklare, at vi forsøger at gøre noget andet i morgen end i dag, og at forbrugerne kunne underbygge nogle tiltag ved at betale en krone ekstra«, siger Jens Krogh til Landbrugsavisen.