
Københavnerne kan se frem til renere luft og mindre støj i gaderne. Inden årsskiftet bliver 15 procent af hovedstadens busdrift omlagt til elbusser, som hverken støjer eller oser.
Fra december i år er det slut med dieselos fra busserne på linje 2A, der kører igennem København. De nye elbusser kommer til at køre på ren strøm og giver et vigtigt bidrag til at indfri Københavns mål om at blive CO2-neutral inden 2025.
Energiselskabet E.ON, der allerede driver Danmarks største ladenetværk til private elbilister, skal levere ladeinfrastrukturen til de nye elbusser.
LÆS OGSÅ: Elbusser på linje 2A mellem Tingbjerg og Refshaleøen
»Hver gang vi udskifter diesel med strøm, vil det kunne mærkes på klimaregnskabet, men det vil også kunne mærkes lige bag ved bussen. Dem, der cykler bag en elbus skal ikke længere udsættes for røg og støj. Der er ingen udstødning på en elbus, så det vil også kunne mærkes på luftkvaliteten og sundheden,« forklarer Charlotte Fredberg Schmidt, direktør i E.ONs nordiske eMobility-forretning.
Hun henviser til et nyt studie fra København Universitet, som viser, at københavnerne ville leve et år længere, hvis luftforureningen var den samme som på landet.