8 nye elbusser mindsker den årlige CO2-udledning fra fra busserne i København og Frederiksberg med hele 22 procent.
TRANSPORT – Busselskabet Movia indsatte søndag 48 nye elbusser i København.
Flåden af nye elbusser erstatter de gamle dieselbusser, og ifølge busselskabet Movia mindsker det den årlige CO2-udledning fra busserne i København og Frederiksberg med 4.300 tons eller hele 22 procent.
»Alle københavnere skal kunne trække vejret frit uden at bekymre sig om deres helbred. Derfor investerer vi massivt i grøn, kollektiv transport, så København også på transportområdet går forrest i den grønne omstilling«, siger Københavns Kommunes overborgmester Frank Jensen (S).
»Nu vil mere end hver ottende bus, som københavnerne møder i byens gader, hverken larme, svine eller udlede CO2. Det er et afgørende skridt mod et grønnere København med ren luft«, siger han.
Frederiksberg vil være førende med elbiler
Også Frederiksberg Kommunes borgmester Simon Aggesen (C) lægger stor vægt på de nye busser, som er et led i byens målrettede satsning på at beskytte klimaet. Kommunen har for nylig vedtaget et budget med en historisk ambitiøs satsning på klima og bæredygtighed og med samlede investeringer på en halv milliard kroner.
»Et af vores vigtige delmål er at blive elbilby-nummer et i landet, og her tæller busserne og kommunens egne køretøjer naturligvis med. Jeg er glad for dette samarbejde med København og ser frem til langt flere elbusser i hovedstaden i de kommende år«, siger han.
På Frederiksberg er målet at alle diselbusser er udskiftet til busser, der kører på grønne drivmidler, senest i 2030.
For Movia er de nye elbusser også et vigtigt skridt i at realisere Danmarks største mobilitetsselskabs klimastrategi, hvor målsætningen er fossilfri bustrafik allerede i 2030.
»I Movia arbejder vi for at levere grøn omstilling til gavn for byer og borgere. Sammen med andre kommuner når vi med de 48 nye elbusser på linje 2A og 18 op på at sætte i alt 76 elbusser i drift i Movias område i 2019. Det er lykkedes i et godt samarbejde med vores ejere og operatører, og det er vi glade for«, siger Dorthe Nøhr Pedersen, som er administrerende direktør i Movia.
11 procent af busserne køer på andet end diesel
Transportminister Benny Engelbrecht (S) ser det som et godt skridt mod, at buskørslen i Danmark i løbet af de næste år bliver helt grøn.
»Det er et rigtig godt skridt. 11 procent af busserne i landet vil køre på andet end diesel inden udgangen af 2019«, siger Benny Engelbrecht til Jyllands-Posten.
Flere busselskaber har dog kontrakter på 10-12 års varighed og er dermed bundet til dieselbusserne. Blandt andet er Fynbus først klar til at udskifte busserne på Fyn i 2023, når de kan lave et nyt udbud, skriver avisen.