Lav et nytårsforsæt, der gavner klimaet og dig selv

Er du parat til at sætte handling bag ordene? Her er ti ting, du kan kan gøre for klimaet. Illustration: Pixabay

Se, hvad du kan gøre i din hverdag – og lav et nytårsforsæt, der gavner både dig selv og klimaet, opfordrer Danmarks Naturfredningsforening.

KLIMA – Siden september har danskerne kunnet lave deres helt egen klima-aftale. Det har foreløbig mere end 7.000 personer allerede benyttet sig af.

Danmarks Naturfredningsforening har sammensat en to-do liste med ti forskellige ting, som du kan gøre for klimaet. Du skal blot vælge de tre, der passer bedst til dig, og så får du klima-aftalen som en lille sjov stop motion-film samt skræddersyede guides, der hjælper dig til at overholde aftalen.

De fleste ting på listen er ikke bare gode for klimaet, de er også gode for dig selv, understreger DN.

1. Jeg vil undgå madspild i 1 år

20-30 procent af al mad, der produceres, ender direkte i skraldespanden. Madproduktion er meget ressourcekrævende. Så når vi ikke spiser maden, men smider den ud og i stedet køber endnu mere mad, bliver vores CO2-aftryk større.

For at undgå madspild bør du planlægge dine måltider og indkøb. På den måde sparer du samtidig tid og penge.

2. Jeg vil gøre min have til en CO2-magnet

Når du bor i hus med have, har du en unik mulighed for at skabe din egen vilde oase, som kan binde store mængder CO2. Træer er vores mest effektive middel til at optage og lagre CO2.

En vild og frodig have er sjovere for børn og voksne at opholde sig og lege i, den tiltrækker flere fugle og sommerfugle – og så er den oven i købet nemmere at holde.

3. Jeg vil halvere mit kødforbrug i 1 år

Fødevareproduktion står på verdensplan for en tredjedel af den menneskeskabte CO2-udledning. Og en af de mest effektive måder at reducere udledningen på er at producere mindre kød og flere plantebaserede fødevarer.

Et højt forbrug af især rødt og forarbejdet kød øger risikoen for en række kræft- og hjerte-kar-sygdomme samt diabetes. Derfor er det også sundt for din krop, når du halverer kødforbruget.

4. Jeg vil ikke købe noget nyt i 1 år

En meget stor del af vores CO2-aftryk stammer fra produktionen og transporten af elektronik, tøj, møbler og andre større ting, vi køber. Danskerne har et meget højt forbrug, og vi skifter tingene væsentligt hurtigere ud end i mange andre lande.

Du kommer til at spare en masse penge, når du i stedet for at købe nyt – køber genbrug, bytter dig til ting og reparerer det, der går i stykker.

5. Jeg vil lade være med at flyve i 1 år

Flytrafikken er en kæmpe klimabelastning. En tur til Thailand udleder ca. 2,5 ton CO2 per passager. Det svarer til, hvad vi hver især må udlede per år, hvis vi skal overholde Paris-aftalen. Så det batter virkelig noget på klimakontoen at blive på jorden og lade være med at flyve.

Du får mindre stressede ferierejser. Og så finder du måske skønne steder i Danmark eller i vores nabolande, som du ellers ikke havde oplevet.

6. Jeg vil cykle til arbejde i 1 år

Det er ikke bare godt for klimaet, når du cykler. Det er både sundere, billigere og gavner endda samfundsøkonomien. Danskere udleder i snit 786 kg CO2 om året alene ved at komme til og fra arbejde. Hvis du cykler, kan du få udledningen næsten helt ned på 0.

Studier viser, at selv kortere cykelture mindsker risikoen for overvægt, højt blodtryk, højt kolesteroltal, diabetes, demens og hjertesygdom. Desuden slipper du for køer i myldretiden, du sparer tid på motion og penge på benzin og parkering eller offentlig transport.

7. Jeg vil halvere mit dataforbrug på 1 år

Hver gang du bruger internettet, bliver et eller flere datacentre sendt på arbejde, og det koster strøm og CO2. Skruer du ned for dit dataforbrug, kan du gøre et stort indhug i dit samlede CO2-aftryk.

Når du bruger mindre data, bruger dine enheder mindre strøm, og så sparer du penge på elregningen. Når du går offline slipper du for notifikationer, mails og beskeder, der forstyrrer dig hele tiden. Det giver dig mere tid og ro.

8. Jeg vil gøre min bolig grøn

Cirka 40 procent af Danmarks energiforbrug sker i vores huse. Effektivisering og energibesparelser i boligerne er en af de helt store knaster i forhold til at nå vores klimamål. Hvis fx alle fjernvarmebrugere slukker anlægget om sommeren, sparer vi 180.000 ton CO2.

Energirenovering giver bedre indeklima, og når du sparer på el, vand og varme, sparer du også penge.

9. Jeg vil gøre min pensionsopsparing grøn

De penge, som du skal leve af, når du går på pension, er højst sandsynligt investeret i fossile brændstoffer som kul, olie og gas. Læg pres på dit pensionsselskab, så de udfaser de sorte investeringer. Det vil have en enorm effekt.

Du kan være med til at give den grønne omstilling et kæmpe skub i den rigtige retning og få grøn samvittighed. Desuden vil investeringer i fossile brændstoffer sandsynligvis give et langt mindre afkast i fremtiden, da verdens lande med Paris-aftalen har forpligtet sig til at udfase fossil energi.

10. Jeg vil forpligte min politiker på en ambitiøs klima-politik

Vi kan alle gøre en masse som privatpersoner for at reducere vores CO2-aftryk, men det kræver politisk handling at ændre vores kollektive aftryk. Det er vores opgave som borgere at skubbe til politikerne og sørge for, at klimapolitikken bliver lige så ambitiøs, som vi har brug for.

Studier viser, at det bedste, man kan gøre for at undgå klima-angst, er at tage sagen i egen hånd og gøre noget for klimaet. Desuden kan du inspirere andre til at tage handling.

På Danmarks Naturfredningsforenings side Klimaklogt.dk kan du lave dit nytårsforsæt som en klima-aftale, så får du skræddersyede guides der hjælper dig i gang.

Kilde: Danmarks Naturfredningsforening