Landbrugets klimaregnskab går helt i rødt på grund af den danske industriproduktion af 31 mio. svin og 159 mio. kilo slagtekyllinger årligt.
Af Kjeld Hansen,
journalist og forfatter
DEBAT – Landbrug & Fødevarer er tilsyneladende parat til at udflage både den forhadte svineproduktion og den lige så upopulære kyllingeproduktion. Det er det overraskende budskab i den klimakampagne, som den private interesseorganisations formand, kyllinge- og minkproducent Martin Merrild, netop har igangsat med debatindlæg i stribevis af landsdækkende medier.
Ifølge formanden er dansk landbrug parat til at yde en seriøs klimaindsats, og den vil tage sit udgangspunkt i, at fremtidens fødevarer produceres i de lande, der kan præstere den mindste klimapåvirkning.
Det stiller dansk landbrug i en særlig gunstig position, fordi danske landmænd tegner sig for verdens mindste udslip af klimagasser, hævder Martin Merrild. Derfor vil der intet klimagodt komme ud af at reducere f.eks. mælkeproduktionen i Danmark. Så flytter køerne bare til udlandet, og »det vil øge verdens samlede udledning,« lyder formandens forførende argumentation. Så fingrene væk fra den danske landbrugsproduktion.
Mælkeproduktionen klarer sig fint
Danmark ligger umiddelbart bedømt helt i top, når det gælder klimagasser fra produktionen af komælk, så argumentationen kan lyde besnærende. Imidlertid tegner der sig et ganske andet billede, når man sandhedstjekker de øvrige punkter på Merrilds klimafacitliste. Alle vore andre landbrugsprodukter fremstilles i mindst et EU-land med mindre klimapåvirkning end hos os.
Ser man på den danske masseproduktion af 31 mio. svin og 159 mio. kilo slagtekyllinger årligt, går regnskabet helt i rødt. Svineindustriens klimapåvirkning placerer dansk landbrug helt nede på en 7. plads på linje med gennemsnittet i EU-landene, og så er der hverken medregnet klimagasserne fra produktion og import af sojafoder fra Sydamerika eller udslippet fra eksporten med lastbiler af 14 mio. småsvin årligt til Tyskland og Polen.
Svineproduktion på 16-plads i Europa
Andre videnskabeligt funderede opgørelser, der tager alle klimagasser med, sender faktisk den danske svineproduktion helt nede på en 16. plads i det europæiske klimaregnskab. Endnu mere sølle forholder det sig med slagtekyllingerne på Merrilds facitliste. Produktionen af danske kyllinger ligger på en 13. plads, mens andre opgørelser har den helt nede på 17. pladsen.
Ønsker Landbrug & Fødevarer at blive anerkendt som en seriøs partner i kampen mod klimakatastrofen, så skal forslaget om en international arbejdsdeling omfatte en regulær udflagning af den danske produktion af svin og slagtekyllinger. Ellers er Landbrug & Fødevarers klimakampagne blot en omgang utroværdigt ordgas.
(Artiklen er rettet 7. august. Produktionen af slagtekyllinger er 159 mio. kilo – ikke 159 mio. tons, som det fremgik i første udgave).