Nyt ministerhold vil kvalitetssikre forskning i landbrug, klima og miljø og skrotter derfor Esben Lunde Larsens konkurrenceudsættelse af alle universiteternes forsknings- og rådgivningsopgaver for Miljø- og Fødevareministeriet.
FORSKNING – Der skal ikke være risiko for, at forskningsmiljøer bliver ødelagt på grund af liberal symbolpolitik. Sådan lyder det fra fødevareminister Mogens Jensen og miljøminister Lea Wermelin.
De to ministre annullerer derfor et krav om at sende alle universiteternes forsknings- og rådgivningsaftaler med Miljø- og Fødevareministeriet i konkurrence, oplyser de i en fælles pressemeddelelse.
V-regeringens krav om, at universiteterne skulle konkurrere indbyrdes ville ifølge den nuværende regering skabe unødvendig usikkerhed for universiteterne om deres økonomi i mange år frem.
Landbrugspakken
Det var et krav, der blev indført af tidligere miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen i Lars Løkkes Venstre-regering i 2017 oven på hele balladen om den famøse landbrugspakke, hvor Lundes forgænger i ministerstolen Eva Kjer Hansen til sidst blev tvunget til at gå, fordi et flertal i Folketinget ikke længere havde tillid til hende som minister.
Eva Kjer Hansen havde ifølge kritikere pyntet så meget på landbrugsreformens miljøeffekter, at forskerne havde svært ved kunne genkende deres egne beregninger, som de havde indleveret som led i universitets såkaldte »forskningsbaserede myndighedsbetjening«.
Senest har der igen været rejst tvivl om forskernes uafhængighed, efter at dagbladet Information i en stor undersøgende artikelserie gennem de seneste uger har kunnet afsløre, at stærke erhvervsinteresser i Landbrug & Fødevarer og kødgiganten Danish Crown var med på sidelinjen og havde fået helt uhørt indflydelse, da Aarhus Universitet fornylig udgav en rapport om oksekødets klimaeffekter, som universitetet nu har trukket tilbage, ligesom den ansvarlige leder er blevet tvunget til at forlade sin stilling.
Der skal være ro om rammerne
»Vi skal sikre, at forskerne har gode muligheder for at udføre den vigtige opgave, de løser for ministeriet og samfundet. Derfor skal der være ro om rammerne for universiteternes forskning og rådgivning«, siger Mogens Jensen.
Han siger, at konkurrenceudsættelsen desuden risikerer at skade de meget stærke danske forskningsmiljøer, som det har taget mange år at bygge op, når et område bliver delt eller flyttet fra en institution til en anden.
»Vi er afhængige af viden og forskning på allerhøjeste niveau, hvis vi skal lykkes med vores grønne ambitioner. Det skal vi ikke gamble med, som en konkurrenceudsættelse reelt vil gøre her«, siger Lea Wermelin.
Forskningsaftale for 730 millioner årligt
Miljø- og Fødevareministeriet har i dag forskningsaftaler med Aarhus Universitet, DTU og Københavns Universitet. Aftalerne løber op i omkring 730 mio. kroner årligt.
I løbet af efteråret vil Uddannelses- og Forskningsministeriet i samarbejde med Miljø- og Fødevareministeriet, øvrige relevante ministerier og universiteterne opdatere retningslinjerne for forskningsbaseret myndighedsbetjening.
Retningslinjerne skal både understøtte stabile rammer for universiteterne og bidrage til, at samfundet får mest mulig gavn af universiteternes viden og de konkrete projekter.