Veganerne bejler til bacon-bosser

Mia Sommer, kampagnechef for VeganerUdfordringen, skruer op for charmen og håber på en date med bacon-bossen i Danish Crown.

VeganerUdfordringen inviterer Jais Valeur fra Danish Crown og Peder Tuborgh fra Arla på date. Mia Sommer lover at skrue helt op for romantikken og kurtisere fødevareindustriens bosser efter alle kunstens regler.

I en helsides-annonce i dagens Politiken og i en annonce på landbrugsavisen.dk inviterer VeganerUdfordringen cheferne for Danish Crown og Arla på date.

Her vil vi »skrue helt op for romantikken og kurtisere bacon-bossen og mælke-mastodonten efter alle kunstens regler«, fortæller VeganerUdfordringens kampagnechef, Mia Sommer.

Ifølge hende er flere af Københavns allerbedste veganske steder klar til at byde dem indenfor og imponere.

Formålet med invitationen er at præsentere Danish Crown og Arla for mulighederne på det veganske marked og – måske – inspirere dem til at omfavne den grønne udvikling.

»Vi håber selvfølgelig, vores invitation er så fristende, at de to direktører selv dukker op. Jeg tror, vi har masser at snakke om. Og selvom der måske ikke ligefrem er kirkeklokker rundt om hjørnet, håber vi da, at der også kan blive tale om en anden og tredje date. VeganerUdfordringen skal nok tage regningen«, siger Mia Sommer.

Danish Crown og Arla er formelt blevet invitereret i en e-mail sendt til de to administrerende direktører Jais Valeur og Peder Tuborgh.

En kærlig håndsrækning
Når VeganerUdfordringen kærligt rækker hånden ud til Danmarks to største fødevarevirksomheder er det med budskabet om, at netop de har musklerne til ikke bare at følge med udviklingen men til at være udviklingen og gå foran ind i en fremtid, hvor det plantebaserede kommer til at fylde mere og mere, understreger Mia Sommer.

Hun peger på, at efterspørgslen på plantebaserede alternativer til traditionelle kød- og mælkeprodukter stiger markant.

Blandt andet har Burger King for nylig lanceret The Impossible Whopper med anmelderroste veganske bøffer, og i både USA og Sverige stiger salget af plantemælk støt i disse år, mens salget af komælk er vigende. I Sverige faldt salget af komælk sidste år med 10 procent, fordi mange i stedet vælger veganske alternativer.

»Vi ved jo godt, at bacon og mælk ikke ligefrem rimer på planter, men det ville ikke være første gang, at modsætninger mødes. Vi tror fuldt og fast på, at fremtiden er grøn, og vi tænker at Danmarks største fødevarevirksomheder selvfølgelig skal være en del af den fremtid«, lyder det fra VeganerUdfordringens kampagnechef, Mia Sommer.