Plantefars og havredrik har får efterspørgslen efter økologiske afgrøder som ærter og hestebønner til at stige. Men hverken Naturli´ eller det nystartede Organic Plant Protein vil garantere afsætningen.
PLANTEBASERET MAD – Plantebaserede vegetabilske produkter som plantefars, havremælk og andre madvarer, som aldrig har set skyggen af en ko, en gris eller en kylling, er eksploderet inden for de seneste år, og ifølge Coop, som bl.a. driver butikskæderne Irma, Kvickly, SuperBrugsen, breder den kødfri tendens sig nu også uden for de store byer.
– Alene fra 2018 til 2019 er salget steget med 19 procent, og det er meget markant. Og salget fortsætter opad. Jeg forventer en stigning på 20 procent i 2020, bl.a. fordi salget nu breder sig udenfor København, hvor de nye madtrends ofte starter, siger Lars Aarup, analysechef i Coop.
Han anslår, at det samlede salg af plantebaserede vegetabilske produkter i detailhandelen i dag udgør op mod en halv milliard kroner.
Naturli´har udfaset soja
Blandt de virksomheder, der nyder godt af forbrugernes interesse, er virksomheden Naturli´, som lige er flyttet til Vejen.
– Vi har oplevet stærkt stigende interesse for vores plantebaserede produkter, som nu omfatter mere end 50 forskellige varer. Vi satser på at levere et alternativ inden for alle produktkategorier og bruger især ærter, hestebønner og havre, siger Henrik Lund, der er direktør i Naturli´.
Hvor virksomhedens produkter tidligere har været baseret på soja, har Naturli´ nu udfaset den proteinrige plante fra det ferske sortiment og anvender i stedet grønne ærter i de produkter, der fungerer som substitutter til kød. Det gælder bl.a. Pipfri, som blev lanceret sidste år år og er et 100 procent plantebaseret alternativ til kyllingkød.
– Foruden ærter og hestebønner er vi også interesseret i økologisk havre, som vi bruger til vores havredrik men også til nogle af de varer, der ligger i butikkernes kølediske. Her går vi specifikt efter sorten Poiseidon, fortæller Henrik Lund.
Naturli´ har allerede en kreds af landmænd i Danmark og andre EU-lande, der leverer de nødvendige råvarer og er ikke til den kommende sæson klar til at indgå nye kontrakter.
Organic Plant Protein
En af de nye spillere på markedet for plantebaserede alternativer til kød er den nystiftede virksomhed Organic Plant Protein, som ejes af Fie Graugaard og Ulrich Kern-Hansen, der har solgt 75 procent af aktierne i deres fælles livsværk, Hanegal, og nu i stedet vil koncentrere kræfterne om at produktudvikle nye teksturerede proteinrige produkter.
Organic Plant Protein er i fuld gang med udviklingsarbejdet på fabrikken i Hedensted og har allerede fremstillet diverse vareprøver. Alligevel er virksomheden endnu ikke klar til at indgå leveringsaftaler og kontrakter med de mange interesserede landmænd, der allerede har henvendt sig, fortæller Fie Graugaard.
– Vi har fået mange henvendelser, haft mange besøg og rigtig mange økologiske landmænd er super interesserede. Men vi skal først have en afklaring på, hvilke sorter, vi skal arbejde med. Vores samarbejdspartner, som også bliver dem, der i praksis indgår dyrkningsaftaler med de økologiske landmænd, er det norske firma Vestkorn, som skal stå for en del af forarbejdningen af råvarerne, som vi ikke har maskinerne til i Danmark, siger hun.
Organic Plant Protein satser på ærter og hestebønner, som skal indgå i bl.a. plantepostejer, bolognese sauce, baconlignende tern, snacks og de øvrige produkter, som er i den foreløbige pipeline.
I forarbejdningsprocessen bliver skaldelene i første omgang fjernet, hvorefter kernerne forarbejdes til fint mel, som efterfølgende fraktioneres til stivelse og protein. Denne del af forarbejdningsprocessen skal foregå på Vestkorns anlæg i Norge.
Fakta: Så mange spiser vegetarisk
- 2,5 % af befolkningen spiser helt vegetarisk.
- 11,5 % spiser overvejende vegetarisk (kød nogle gange ugentligt).
Blandt unge:
- 5 % spiser helt vegetarisk
- 18 % spiser overvejende vegetarisk (kød nogle gange ugentligt).
Kilde: Dansk Vegetarisk Forening