Irma-butikker klar med sæsonens første jordbær

Årets første danske jordbær, dyrket i væksthus er klar i udvalgte Irma-butikker. Om 14 dage vil man kunne få danske jordbær i samtlige 1.100 Coop-butikker. Foto: Pixabay

Mængderne er meget små, så kunderne vil kun i udvalgte Irma-butikker kunne købe årets første danske jordbær.

MAD – Butikskæden Irma er nu klar med sæsonens første danske jordbær i udvalgte butikker. De seneste dages flotte forårsvejr, har gjort, at de første jordbær er klar nu.

Allerede i næste uge kommer der større mængder, og om ca. 14 dage vil produktionen være så stor, at der er jordbær i alle 1.100 Coop-butikker.

Det er gartneriet Hunsballe Grønt ved Skælskør, der igen i år er først med jordbær, og ifølge Coop er de dyrket i et moderne væksthus. Det er specielt konstrueret til jordbær-produktion med ekstra store vinduer, der giver mulighed for ekstra meget lys til planterne.

De første danske jordbær sælges for 35 kr. pr. bakke med 250 gram. Der vil i dag være omkring 250 bakker fordelt på 10 forskellige butikker.

Hunsballe Grønt er en familiedrevet virksomhed med over 50 års erfaring i produktion af jordbær og grøntsager, og drives i dag af Claus & Henriette Hunsballe, som er 2. generation. Virksomheden i nærheden af Skælskør.