Det er fedt at rejse langt væk, men klimakrisen har gjort det nødvendigt, at vi ændrer adfærd. Og hvem ved, måske kommer vi til at have det sjovere med at lave ting sammen, når vores venner og familie ikke holder ferie i hver deres ende af verden.
Af Ebbe Hejlskov Bertelsen, studerende
DEBAT – I disse dage kan jeg mærke, hvordan det trækker i mig: Om lidt er det sommerferie!
Det er skønt at tænke på og tale om. I sidste uge sad jeg sammen med en stor gruppe jævnaldrende venner mellem 25 og 30 år. Vi talte om ferieplaner, og det gik op for mig, at der ikke var én, der havde planlagt en rejse, der involverede fly. Folk skulle ud at sejle kano i Sverige, cykle langs den danske Vesterhavskyst, til festivaler på danske småøer og så videre.
Det scenarie ville være utænkeligt for få år siden.
Min generation, der er født i begyndelsen af 1990’erne, er vokset op med en idé om, at der er noget fint og næsten ædelt ved at rejse ud og se verden. Dem af os, der blev født ind i middelklassen, oplevede gennem vores barndom, at lange udlandsrejser blev mere og mere almindelige. Efter en lang sommerferie havde flere klassekammerater som regel været på New Zealand, Borneo eller Hawaii.
Men allerede dengang vidste de voksne vel, at de lange rejser var med til at undergrave den sårbare natur, som man gerne ville opleve? Der var vel en gryende erkendelse af, at den form for forbrug ikke er langtidsholdbar?
Jeg fortsatte ufortrødent med at flyve
I slutningen af 00’erne kunne jeg foretage mine egne valg, og jeg fortsatte ufortrødent med at flyve. Jeg købte en flybillet for 19 kroner fra Billund til London og tog på weekendtur med min kæreste. Jeg var lidt stolt og følte mig global og supermobil – lige det, der var brug for i fremtiden.
I gymnasiet talte vi meget om, at fremtiden er global, og at alle vigtige problemer derfor kræver globale løsninger. Det er, tror jeg, egentlig helt rigtigt, men vi snakkede ikke så meget om, hvad vores rolle i den globale verden er. Når vi rejser rundt i verden, som om det er et stort safariland, er vi så en del af problemet eller løsningen?
I år skal jeg og mine venner så ikke ud og flyve for at få varmen. Jeg tror, at det er gået op for os, at det ikke er kedeligt eller bagstræberisk at holde ferie i det område, hvor man i øvrigt lever.
Vi kan lave tusind ting, der ikke kræver, at vi sætter os op i et fly, og vi kan vende tilbage og være lige så mættet af indtryk, som vores sidekammerat i 4. klasse, der havde været to måneder i New Zealand. Den erkendelse er kommet til mange andre før mig, men jeg mærker også, at det er noget, der sker for mange lige nu.
De flyvende bedsteforældre
Min tidligere højskolelærer formulerede det på den simple måde: Hvis man er 50 mennesker, der skal deles om maden på en buffet, kan man ikke gå både anden og tredje gang, hvis buffeten er ved at være tom. Vi kan ikke fortsætte med at forbruge og rejse som hidtil. Buffeten er ved at være tom.
Det er min fornemmelse, at den erkendelse ikke helt er slået igennem hos de flyvende bedsteforældre. Den generation, der har voksne børn og små børnebørn, friværdi og masser af energi. De er i fuld gang med at udleve deres anden ungdom og planlægger straks en udlandsrejse, når de hører om noget, der inspirerer dem.
Sat på spidsen kan man sige, at de flyvende bedsteforældre allerede har været ved buffeten både anden og tredje gang, og vi bliver nødt til at fortælle dem, at der ikke bliver en fjerde gang. Heldigvis kan vi også fortælle, at det ikke nødvendigvis behøver føre til afsavn.
Jeg tror, at de ved det – et eller andet sted. I deres egen ungdom var flyrejser langt mindre tilgængelige, og folk var som konsekvens mere til stede der, hvor de var. Jeg har i mange år været dybt misundelig på de fællesskaber, som de kunne skabe dengang. Alt det man kunne nå sammen, når halvdelen af ens venner ikke var bortrejst hele tiden. De erfaringer er vi ved at genopdage i min generation.
Send et postkort om alt det fede, du har oplevet
Jeg tror ikke, at vi får flere til at ændre adfærd ved at rette på dem eller udskamme dem. I stedet skal vi fortælle om de oplevelser, vi får, når vi ikke tager langt væk. Derfor vil jeg opfordre dig, der holder ferie et sted, hvor det ikke er nødvendigt at flyve hen, til at sende et postkort til dine flyvende forældre og bedsteforældre her i sommerferien. Fortæl om alt det fede, du har oplevet. Måske læser de det og tænker, at næste år kunne man også holde ferie på Anholt ved Limfjorden eller i Småland.
Det er fedt at rejse langt væk, men klimakrisen har gjort det nødvendigt, at vi ændrer adfærd. Det kan dog også ende med at bære noget positivt med sig. Måske kommer vi til at se hinanden mere og have det sjovere med at lave ting sammen, når vores venner og familie ikke holder ferie i hver deres ende af verden.
For en god ordens skyld skal det siges, at jeg helt sikkert kommer til at flyve igen. Der er ikke nogen, der er clean i klimaspørgsmålet, og slet ikke mig. Men jeg synes, det er værd at lægge mærke til, at det ikke længere er nødvendigt at rejse langt væk for at være med i fællesskabet. Tværtimod.
