Økologisk landbrug er et godt eksempel på, hvordan man med offentlige investeringer i grøn omstilling kan bringe landet i en økonomisk førerposition, som sikrer et fornuftigt afkast på investeringen.
Af Anders Borgen,
cand.agro., økologisk planteforædler
For 32 år siden vedtog Folketinget verdens første lov om økologisk landbrug, og i årtierne efter blev der på Finansloven afsat omkring 30 mio. kr om året i støtte for at fremme sektoren. Det svarer til knap 60 mio. kr/år i nutids-kroner. Det var en rigtig god investering, og i dag er økologisk landbrug en blomstrende økonomisk sektor med milliard-omsætning og samtidig en ikke ubetydelig imagepleje for Danmarks øvrige landbrugssektor på eksportmarkederne.
Tidspunktet var rigtigt, fordi forbrugernes bekymring i forhold til udviklingen omkring både sundhed og miljø i det konventionelle landbrug og fødevaresektor kunne omsættes til forbrug af økologiske varer, som på den måde udnyttes kommercielt. Det er et godt eksempel på, hvordan man med offentlige investeringer i grøn omstilling kan bringe landet i en økonomisk førerposition, som sikrer et fornuftigt afkast på investeringen.
Hokus pokus, så har de landbrugsøkonomiske institutioner forvandlet deres selvskabte miljømæssige problemer til en indtægtsgivende virksomhed.
Invester i fremtiden ved at bevare arter og racer
Der er ingen tvivl om, at biodiversitetskrisen i fremtiden vil rykke forbrugerens præferencer, og at der dermed opstår et nyt forbrugerpotentiale, som kan udnyttes kommercielt. Derfor er det nu det rigtige tidspunkt at investere i bevarelse af gamle husdyrracer og plantesorter. Dengang Danmark vedtog økologi-loven, var der kun omkring 200 økologiske landbrug i Danmark, og de fleste var uprofessionelle hobbylandbrug, men præget af meget stort engagement.
Det samlede økologiske areal var i 1988 på 2.330 hektar, svarende nogenlunde til det areal, der i dag dyrkes med Ølandshvede og spelt. Økologien var på den måde i nogenlunde samme udviklingsstadie, som vi ser med arbejdet med de truede dyreracer og plantesorter i dag. Hvis der investeres i sektoren er jeg ikke i tvivl om, at der på få årtier kunne skabes et marked for bevaringsværdige genetisker ressourcer, som kan sammenlignes med markedet for økologisk varer i dag.
Ligefrem at bringe Danmark er i en førerposition på dette område er nok for høj en ambition, da vi i udgangspunktet er langt bagud efter andre lande i forhold til bevarelse af genetiske ressourcer. Allerede i 1992 vedtog Schweiz en lov med støtte til indsamling, forskning og markedsføring af gamle og lokale husdyr og afgrøder. Dette har givet sig udslag i blandt andet en mærkningsordning for genetiske ressourcer, som i dag kendes af over 30% af forbrugerne.
At det skete i 1992 var en direkte opfølgning på Rio-konventionen om om biologisk mangfoldighed, hvor verdens lande forpligtede sig til at gøre det. Danmark har blot ikke gjort det. Mens de øvrige nordiske lande i dag har programmer for bevarelse af genetiske ressourcer, sidder Danmark fortsat med hænderne i skødet, og gør ingenting, mens de sidste husdyr af flere racer forsvinder på grund af enten konkurser, eller fordi de sidste avlere dør eller bliver for gamle til at passe dyrene.
En direkte hån mod ildsjælenes indsats
Nogle år gives der ganske vist støtte til isolerede projekter. I forbindelse med finansloven 2019 skulle der findes 7 mio kr til at flytte cirkuselefanterne fra Benneweis ned til en dyrepark på Lolland med gode forbindelser til Venstres ordfører på området, så i den forbindelse blev støtten til Danmarks øvrige genetiske ressourcer reduceret fra 6 til 4 mio kr.
Den borgelige regerings prioriteringer i forhold til genetiske ressourcer er på denne måde en decideret hån imod det arbejde, som de sidste ildsjæle over hele landet forsøger at gøre for at sikre det bevaringsarbejde, som staten så grelt svigter.
Om en grønnere regering så vil sikre en anden prioritering er fortsat et åbent spørgsmål, og vil nok afhænge af, om den evner at forstå, at man faktisk kunne vende et alvorligt miljømæssigt problem til at blive en økonomisk fornuftig investering.
Har kampen for økologi blot været spild af tid?
Om investeringen i økologisk landbrug så i praksis har haft nogen miljømæssige effekter er en anden sag. Aldrig har været sprøjtet så meget som nu, og aldrig har så mange svin fået klippet halerne af og på anden måde lidt under industrilandbrugets systematiske dyremishandling. Set på den måde har økologiske landbrug måske været spild af gode folks tid og kræfter, som måske havde været bedre brugt på at bekæmpe det konventionelle landbrug.
I modsætning til økologisk landbrug, hvor det på nationalt plan er miljømæssigt lidt ligegyldigt, om nogle få procent dyrkes økologisk, så vil der indenfor eksempelvis bevarelse af gamle husdyrracer være af helt afgørende betydning, om bare nogle få landmænd vil etablere en besætning af en truet husdyrrace. Mange racer er så truet, at deres fortsatte eksistens er afhængig af blot nogle få avlere. Det er urealistisk, at disse vil overleve få år mere, med mindre der ikke skabes et kommercielt marked for dem.
Et bevaringsprogram, som ikke også er økonomisk bæredygtigt, vil ikke være bæredygtigt i forhold til bevarelse, sålænge det politiske system slet ikke har forståelse for vigtigheden af emnet, og derfor mere ser området som et potentielt spare-objekt til næste finanslovsforhandling.
