Udledning af metan fra gylle og anden husdyrgødning har været markant undervurderet. En reduktion af Danmarks rekordstore animalske produktion vil kunne lette landbrugets tunge klimabelastning, siger Enhedslisten.
KLIMA – Nye beregninger fra Aarhus Universitet opjusterer landbrugets samlede klimabelastning, og tallene viser, at det især er udledningen af metan fra malkekøerne og det intensive danske kvægbrug, der hidtil har været undervurderet i de officielle beregninger.
I de nye beregninger fra Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet, som nu skal indgå i Danmarks klimaregnskab, opjusterets udledningen af metan fra kvæggylle og anden husdyrgødning med ikke mindre end 16 procent, og det øger landbrugets samlede klimabelastning med næsten tre procent.
Husdyrproduktionen er den største kilde til udledninger i landbruget. Alene de to driftsgrene svin og malkekvæg tegner sig for i alt ca. 40 procent den samlede udledning af drivhusgasser fra landbruget, oplyser Miljø- og Fødevareministeriet.
LÆS OGSÅ: Gylle fra køer udleder 16 procent mere metan end man hidtil har troet
Handlingsplaner for landbruget
Folketingets partier skal snart i gang med at lave klimahandlingsplaner for landbrug og agroindustri. Derfor er det vigtigt at have retvisende tal for landbrugets CO2-reduktionen frem mod 2030, påpeger Enhedslistens landbrugsordfører, Søren Egge Rasmussen, der vil reducere Danmarks rekordstore animalske produktion, som tegner sig for hovedparten af landbrugets samlede klimabelastning.
»Vi har alt for mange husdyr i dansk landbrug. Vi bruger 80 procent af landbrugsarealet til foder, og derudover importeres soja fra et areal større end Sjælland fra arealer i Sydamerika. Derfor er det vigtigt at have retvisende tal for den nuværende klimabelastning både for lavbundsarealer og husdyrenes belastning«, siger han.
»Senest i 2050 skal Danmark være en nul-emissionssamfund, og det kræver, at der bliver bundet CO2 i dyrkningen af landbrugs jorde samt øgede skovarealer. Vi skal frem til at have bæredygtig produktion med langt færre husdyr, som fodres med dansk foder«, mener Søren Egge Rasmussen.
Landbrugets andel af Danmarks samlede klimabelastning vokser år for år. I 2008 stod landbruget for 15,6 procent af udledningen, men i dag er landbrugssektorens andel af den samlede klimabelastning øget til omkring 25 procent.