Søde æbler til sure mænd

De besøgende i Den Økologiske Have kunne smage på et stort udvalg af forskellige æblesorter, som Ritt Bjerregaard havde medbragt fra sin økologiske frugtplantage. Foto: Gustav Bech

Ritt Bjerregaards introduktion af nye, resistente æblesorter var den store attraktion på Store Æbledag i Den Økologiske Have i Odder.

Af Ulla Skovsbøl, journalist

ØKOLOGI – Haveejerne kom slæbende med deres egne nedfaldsæbler i store poser, da Den Økologiske Have i Odder holdt Store Æbledag den 24. oktober. Et tilbud om at låne havens most-pressere var nemlig et af dagens tilløbsstykker.

Men det var ikke alene udsigten til af få forvandlet de stødte frugter fra haven til æblemost i dunkevis, der trak. Mange af de ca. 400 besøgende trodsede det klamme og triste efterårsvejr for at høre den økologiske æbleavler og eks-kommissær Ritt Bjerregaard fortælle om nye, resistente æblesorter.

– Ja, hun kommer jo sikkert bare her for at få nogle stemmer, bemærker en ældre mand djærvt til sin sidemand.

De står begge lidt på afstand af den menneskemængde, der maser sig frem for både at kunne se og høre den politiske æbleavler. De skutter sig lidt i efterårstågen med hænderne i lommerne på de fornuftige vindjakker og kasketterne trukket godt ned om hovedet.

– Ja, ja, men derfor kan det vel være godt nok med de her æbler, svarer sidemanden.

Søde æbler udsolgt

De to mænd står vist for langt væk til at høre Ritt Bjerregaards bemærkning om midaldrende mænds specielle æblesmag:

– Af en eller anden grund bryder især midaldrende mænd sig ikke om syrlige æbler, siger hun til almindelig moro for forsamlingen.

– Den megen syre er åbenbart ikke god for dem.

Hun anbefaler derfor et særligt æble til mænd, der er kommet ud over den første ungdom. Redfree, hedder det. Desværre kan hun ikke byde på smagsprøver, for det er allerede udsolgt. Efterspørgslen er åbenbart stor.

Til gengæld er der masser af andre sorter at se og smage på fra Ritt Bjerregaards æbleplantage. En hel stribe kasser med nye sorter af udenlandsk oprindelse – sorter, som kun de færreste herhjemme har hørt om: Florina, Freedom, Vanda, Coulon, Liberty og mange flere. Ritt Bjerregaard afprøver deres egnethed til økologisk frugtavl i samarbejde med Statens Jordbrugsforskning i Årslev.

LÆS OGSÅ:
Ritt og Praktisk Økologi uenige om kobber til økologisk frugt

Svært at slippe for skurv

Mange af de nye sorter gør sig især bemærkede ved at være mere resistente over for skurv end de mere velkendte æblesorter.

Et eksempel på gode, nye sorter er Prima og Pion, siger Ritt Bjerregaard.

– De er udviklet, så de ikke får skurv. Se her.

Hun viser æbler frem, som dog kun kan ses af de nærmeste i det tætpakkede æbletelt, der rummer både æble-udstillingen og have-cafeens kaffe- og æblekagesalg.

– Som man kan se, har nogle af æblerne fået et tyndt sort lag på skrællen. De er udviklet i et varmere klima, men det sorte lag kommer på æblerne, når de dyrkes i Danmark, fordi det er så fugtigt om natten her, forklarer hun.

– Det sorte lag ser ikke pænt ud, men det betyder ikke noget for smagen. Og noget af det jeg gør på min lille æbleplantage er netop at afprøve smag. At finde ud af om folk synes om de enkelte æblers smag.

Gode råd

Men tilhørerne får ikke kun lejlighed til at se og smage. De får også gode råd med hjem til deres egen æblehave. For eksempel at luge godt omkring træerne. De må gerne stå i græsplænen, men der må ikke vokse hverken græs eller ukrudt helt tæt på stammen. Og stammen i sig selv er vigtig, forklarer Ritt Bjerregaard.

-Den skal I virkelig interessere jer for. Det er der desværre mange haveejere, som ikke gør, men det er vigtigt at sætte sig lidt ind i, hvilken stamme man vælger, før man køber træer til sin have.

Man kan stadig købe æbler, der er podet på vildstammer, og de bliver til nogle drabelige træer i små haver. De stammer, der hedder M9 giver derimod meget små træer. Træet bliver ved med at være lille, og det bærer hurtigt frugt, Til gengæld kræver stammen støtte, får de æble-interesserede tilhørere at vide.

De skal dog ikke regne med, at planteskolen umiddelbart kan hjælpe dem, når de kommer med listen over æblesorter fra Ritt Bjerregaards plantage i Stenstrup på Sjælland og beder om et Florina eller et Liberty-træ. En del af sorterne er ikke frigivet til handel endnu, og nogle bliver det måske ikke, hvis Statens Jordbrugsforskning i Årslev i sidste ende vender tommelfingeren nedad for deres egnethed og kvalitet. 

FAKTA: Udenlandske sorter under afprøvning hos Ritt Bjerregård.

  • Florina – Ny fransk sort.  Får ikke skurv.
  • Vanda – Ny tjekkisk sort, bl.a. baseret på Lord Lanbourne.  Får ikke skurv.
  • Freedom – Udviklet i USA. Får ikke skurv. Kan få sort overtræk i det danske klima. Ikke frigivet til salg.
  • Aroma – Svensk krydsning mellem Rød Ingrid Marie og Filippa. I år plaget af Monilia-svamp.
  • Coulon – Belgisk. Moderat modtagelig over for skurv.
  • Liberty – Fra USA. Bl.a. baseret på McIntoch. Får ikke skurv. Ikke frigivet til salg.
  • Florina – Udviklet i Frankring. Får ikke skurv.Ikke frigivet til handel. Årslev er i tvivl.
  • Prima – Fra USA. Får ikke skurv.
  • Holstener Cox – Evt. et alternativ til Cox Orange, som ikke anbefales til økologisk dyrkning på grund af stor modtagelighed for sygdom.
  • Andre sorter, gæsterne kunne smage: Adam Pearman. Rød Kortstilk. Thyrestups Kirsebæræble, Rød Belle de Boskoop.Pederstrup. Joriafree. Sir Prize. Graham Royal Jubelee. Prinan. Rød Ingrid Mark Bodil Neergaard. Lord Lambourne. Gascoynes Scarlet.

Kilde: Ritt Bjerregaard