SF og R siger nej til ny udvinding af olie og gas

Klimaminister Dan Jørgensen understreger, at arbejdet med den grønne omstilling fortsætter, selv om årets klimatopmøde udskydes. Foto: Ulrik Jantzen

Klimaminister Dan Jørgensen har en historisk mulighed for at trække i bremsen og sætte en stopper for ny udvinding af olie og gas i Nordsøen.

KLIMA – Fire olieselskaber står i kø for at få grønt lys til at udvinde olie og gas i Nordsøen. Men regeringen bør trække en streg i sandet og af hensyn til klimaet sige nej til yderligere udvinding af fossile brændsler, mener SF og Radikale, som med en ny udmelding er med til at lægge pres på regeringen.

»Jeg vil være stolt over at være med til at sætte en stopper for det danske olieeventyr. Ikke fordi jeg ikke godt ved, at vi har haft masser af gavn og glæde af de indtægter, det har givet, men fordi vi er på vej mod en fossilfri fremtid«, siger den radikale leder, Morten Østergaard, til DR.

Også Enhedslisten og Alternativet vil have Danmark til at indstille jagten efter olie og gas i Nordsøen, fordi det bidrager til den globale opvarmning og stemmer dårligt med Danmarks ambitioner om at sætte sig i spidsen for en grøn omstilling.

»Det giver virkelig grund til optimisme, at SF og Radikale nu toner rent flag og dermed lægger tungt pres på for, at en dansk regering for første gang nogensinde siger nej til at udvide og forlænge jagten efter olie og gas i Nordsøen«, siger Jens Mattias Clausen, klimapolitisk leder i Greenpeace.

Dan Jørgensens historiske mulighed
»Olie og gas fra Nordsøen kan godt nok eksporteres og på den måde føres uden om det danske klimaregnskab, men det vil være stærkt hyklerisk at undsige sig det ansvar, der følger med ambitionen om at være en genopstået grøn ledernation«, siger han.

»Dan Jørgensen har nu en historisk mulighed for at trække i bremsen og gøre det rette for klimaet og alle de danskere, der gjorde valget til et klimavalg. Med udmeldingen står partierne bag regeringen nu samlet med et utvetydigt krav om dansk klimalederskab«, mener Jens Mattias Clausen.

I dagbladet Information advarede de økonomiske vismænd så sent som i sidste uge regeringen mod at tillade nye olieboringer.

Ligeledes konkluderede en ny rapport fra Oil Change International, at Danmark bør indstille jagten på nye olie og gas i Nordsøen, hvis Danmark vil kandidere til at være en verdens grønne klimaledende nation.

Ved FN-topmødet i New York har Irlands premierminister netop meddelt, at Irland stopper efterforskningen efter olie.

LÆS OGSÅ: Danmark i grøn førertrøje bør lukke ned for udvinding af olie og gas i Nordsøen