Miljøstyrelsen har offentliggjort resultatet af den hidtil største screening af Danmarks grundvand. Der er fundet rester af kemiske sprøjtegifte i 20 procent af boringer. Heriblandt tre ulovlige sprøjtegifte, som aldrig har været godkendt i Danmark.
SPRØJTEGIFT – Miljøstyrelsen har netop offentliggjort resultatet af den hidtil største screening af sprøjtegifte i vores grundvand nogensinde, og blandt de mange rester af kemiske sprøjtegifte er der fundet flere ulovlige sprøjtegifte, som aldrig har været godkendt i Danmark.
Der er taget prøver fra i alt 263 boringer fordelt over hele landet. Og der er fund af rester af sprøjtegifte i 20 procent af boringerne, hvor ti stoffer er fundet over grænseværdien. Mange af de 33 fundne stoffer har ikke før været testet i dansk grundvand. Miljøstyrelsen gør understreger, at der ikke er tale om drikkevandsboringer, men boringer i grundvandsovervågningen.
– Det er helt uacceptabelt, at ulovlig brug af sprøjtemidler i landbruget har ført til forurening af vores grundvand. Det danske drikkevand er helt unikt, og det skal vi passe på også til kommende generationer, siger miljøminister Lea Wermelin.
– I den kommende tid vil Miljøstyrelsen styrke kontrollen af ulovlig import af sprøjtemidler, og jeg vil tage sagen op med landbruget. Der, hvor der er fundet et hormonforstyrrende stof i grundvandet, er vandværker og kommuner blevet bedt om at teste drikkevandet, siger ministeren.
DN kræver styrket kontrol og bedre overvågning
Danmarks Naturfredningsforening blæser alarm og kræver bedre kontrol.
Præsident i Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding, kalder det »ekstremt bekymrende«, at man nu finder ulovlige sprøjtegifte i grundvandet.
– De her stoffer er jo ulovlige af en årsag. Fordi de enten udgør en meget stor risiko for vores drikkevand eller sundhed. Og det viser jo desværre, at der i årevis ikke har været en god nok kontrol med brugen af sprøjtegifte eller overvågningen af vores grundvand, når vi nu finder stadig flere ulovlige stoffer, siger hun.
– Vi har altså i årevis vidst, at der var et stort omfang af ulovlige sprøjtegifte på markedet uden, at myndighederne har screenet for dem i overvågningen. Før nu. Og det er vel og mærke ikke alle ulovlige sprøjtegifte myndighederne nu har testet, tilføjer hun.
Det er problematisk, at myndighederne har sovet i timen, mener Maria Reumert Gjerding, som efterlyser en styrket kontrol, en bedre overvågning og en målrettet indsats for at komme de brodne kar i landbruget til livs.
– Jeg håber virkelig, at politikerne vil tage beskyttelsen af drikkevandet langt mere alvorligt. Vi ved, at der løbende importeres ulovlige sprøjtegifte til Danmark. Og nu finder vi dem i grundvandet. Her bliver myndighederne nødt til at styrke kontrollen og lave en langt mere finmasket overvågning, siger hun.
– Politikerne må også forholde sig til om sanktionsmulighederne er gode nok, og om straffene for ulovlig anvendelse af sprøjtegifte skal skærpes. Det viser de her nye tal, at der er behov for, siger Gjerding.