En række forudsætninger bag den tidligere Venstre-regerings landbrugspakke holder ikke. Derfor vil S-regeringen tredoble indsatsen for at reducere landbrugs kvælstofudledning.
LANDBRUG – Landbrugets udledning af kvælstof er ikke faldet, som det ellers blev lovet, da de tidligere Venstre-ministre, Esben Lunde Larsen og Eva Kjer Hansen, fik flertal til at gennemføre den kontroversielle landbrugspakke, der ophævede gødningsrestriktionerne og loftet over, hvor meget gødning, landmændene måtte sprede på markerne.
Derfor vil fødevareminister Mogens Jensen og miljøminister Lea Wermelin nu opjustere indsatsen, »så den målrettede kvælstofregulering af landbruget styrkes markant allerede næste år«. Det skal blandt andet reducere kvælstofudledningen til kystvandene.
»Da den forrige regering præsenterede landbrugspakken, var Socialdemokratiet ikke en del af aftalen, da vi ikke var trygge ved, at den forventede kvælstofreduktion kom. Det kan vi nu så se, at den heller ikke gør. Derfor er det vores ambition at hæve niveauet i den målrettede kvælstofregulering mærkbart«, siger fødevareminister Mogens Jensen.
»Konkret betyder det, at vi med den målrettede regulering i 2020 vil opnå en kvælstofreduktion, der er det tredobbelte af, hvad den målrettede regulering bidrog med i 2019. Det vil bl.a. kunne lukke det hul i kvælstofindsatsen for 2020, som skyldes manglende fremdrift i de frivillige kollektive virkemidler under den tidligere regering«, siger ministeren.
Usikre frivillige virkemidler
Ifølge Mogens Jensen er regeringen i færd med at sondere mulighederne for at indgå en bred politisk aftale med Folketingets partier. Helt konkret ønsker regeringen at supplere usikre, frivillige virkemidler, hvor der ikke er sikkerhed for, at kvælstofreduktionen kommer som ønsket, med konkrete krav.
De landmænd, der stilles overfor øgede krav kan kompenseres økonomisk. Der er afsat midler til omfordeling mellem de landmænd, som ikke skal bidrage ekstra i den målrettede regulering, og de der skal levere en ekstra indsats.
I 2019 skulle den målrettede regulering levere en kvælstofreduktion på ca. 1.150 tons. I runde tal ønsker regeringen at skrue op for indsatsen i den målrettede regulering i 2020 fra ca. 2.350 tons, som var forudsætningen i landbrugspakken, til 3.500 tons kvælstofreduktion.
Ifølge fødevareministeren ventes det at medføre, at kvælstofudledningen til kystvandene reduceres med yderligere ca. 1.150 tons allerede i 2020, ligesom det forventes at mindske udledningen af drivhusgasser og alt andet lige bidrage positivt ift. naturbeskyttelsen.
Historisk grønt mandat
»Vores regering er valgt på et historisk grønt mandat, og vi ønsker at passe bedre på vandmiljøet«, understreger miljøminister Lea Wermelin.
»Derfor tager vi nu fat på den kvælstofregning, som den tidligere regering har efterladt med landbrugspakken, så vi giver vandmiljøet en hjælpende hånd allerede næste år. Vi er også i gang med at forberede arbejdet og grundlaget for de næste indsatser, der fra 2021 og i de kommende vandområdeplaner skal til for at nå målet om god tilstand i overfladevand og grundvand«, siger Lea Wermelin.
Ifølge vandrammedirektivet skal både overfladevand og grundvand være i god tilstand senest med udgangen af 2027.
Efterafgrøder skal opsamle kvælstof
For at løfte indsatsen med den målrettede kvælstofregulering gennemføres indledningsvist en ansøgningsrunde, hvor landmændene får økonomisk kompensation for at påtage sig en forpligtelse til at udlægge efterafgrøder eller en række alternativer.
Hvis landmændene ikke udlægger tilstrækkelige arealer med bl.a. efterafgrøder i den frivillige tilskudsordning, vil landmændene modtage et ikke-kompenseret krav om at udlægge yderligere efterafgrøder eller alternativer.
»Regeringen ønsker, at dansk landbrug skal have en balanceret og fornuftig tilgang til gødskning af afgrøderne«, siger fødevareminister Mogens Jensen.
Men landmændene skal også levere varen i form af indsatser, der reducerer kvælstofudledningen.
»En styrkelse af den målrettede regulering i 2020 er første skridt til at sikre dette. Vi kommer til at kigge bredt på kvælstofindsatserne efter, at et planlagt udvalgsarbejde er gennemført«, pointerer Mogens Jensen.