Økologien har luft under vingerne, mens salget af konventionelle fødevarer går tilbage
Væksten i salget af økologiske varer har længe været markant højere end for de konventionelle. Men mens de ikke-økologiske produkter tidligere har bidraget en smule til vækst, falder salget af de konventionelle varer nu for første gang.
Det skriver Dansk Handelsblad med henvisning til tal fra analysebureauet Nielsen.
Ifølge bladet er der dog kun tale om et marginalt fald på 0,02 pct. i årets første tre måneder. Men til sammenligning steg salget af konventionelle varer med 0,26 pct. i samme periode i 2018 og med 0,76 pct. i 2017.
Den samlede vækst på dagligvarer lå i årets første tre måneder på 0,88 pct. mod 1,06% i hele 2018.
Stort øko-salg i hovedstadsområdet
Ifølge Nielsens tal er salget af økologiske produkter vokset med 10 pct. i årets første kvartal og udgør nu 10 pct. af salget af dagligvarer fra de fysiske butikker.
Til sammenligning kunne Danmarks Statistik berette om en vækst i det økologiske salg i 2018 på 14 pct. Disse tal er inklusive handlen på nettet.
Ifølge Nielsen tegner hovedstadsområdet for ca. 30 pct. af alt dagligvaresalg og for hele 43 pct. af det samlede økologisalg.
Impulskategorier som slik, chokolade, kager, chips og snacks, spiritus og øl har alle en økologiandel under 5 pct., og udgør derfor ifølge analysebureauet et »uforløst økologisk potentiale«, skriver Dansk Handelsblad, som følger udviklingen i detailhandelen tæt.