De fleste juletræer er dyrket ved hjælp af kemiske sprøjtegifte. Men Nobilis kan blive et godt bud på fremtidens økologiske juletræ, vurderer forsker.
ØKOLOGI – Sølvgran eller nobilis, som den også kaldes, et rigtig godt bud på fremtidens økologiske juletræ. Det siger Ulrik Bräuner Nielsen, der er seniorforsker på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning.
I Danmark er arealet med økologiske juletræer yderst begrænset, og langt de fleste juletræer sprøjtes heftigt med kemiske sprøjtegifte for at forhindre insektangreb og for at holde ukrudtet nede. I dette dyrkningssystem har Nordmannsgranen vist sig som et egnet træ. Men nu er forskere i gang med at udvikle et mere bæredygtigt juletræ til danskerne og til det europæiske eksportmarked. Og her kommer Nobilis ind i billedet.
»Nobilis er et eftertragtet juletræ rundt om i Europa, men det har været ret svært at dyrke, da træets knopper og top tager skade af frostvejr og kulde. Derfor har arten i stor udstrækning kun været brugt til pyntegrønt. Men det noget mildere klima vi oplever i disse år, og med bedre dyrkningsteknik er det blevet nemmere at få flotte træer«, fortæller Ulrik Bräuner Nielsen.
Mindre drys og mere bæredygtighed
Nobilistræet, der stammer fra Nordvestamerika, plages ikke af ret mange sygdomme og insekter, og derfor behøver man ikke at bruge sprøjtegifte. Samtidig er træets behov for gødning begrænset. Det gør træet interessant for de danske juletræsavlere og betragtets som et godt bud på et bæredygtigt alternativ til den nuværende storsællert Nordmannsgranen. Men der er også andre fordele ved træet.
»Nobilis har en uforlignelig holdbarhed inden døre, og så drysser den ikke. Den er mere blå i farven end Nordmannsgranen og har en rigtig fin duft af jul,« fortæller Ulrik Bräuner Nielsen.
I jagten på et mere bæredygtigt juletræ har forskerne kigget mod USA og staterne Oregon og Washington, hvor nobilistræet har sit naturlige udbredelsesområde. Forskerne har lært de amerikanske dyrkningsteknikker og har efterfølgende forfinet og tilpasset dem, så de passer bedre til det klassiske europæiske træ med et mere etageagtigt udseende, frem for det tætte amerikanske »Anders And-juletræ«.
LÆS OGSÅ: Robotter og mariehøns kan erstatte kemi i juletræer
Træer i handlen de kommende sæsoner
På to demonstrationsarealer er det indtil nu lykkedes forskerne at frembringe nobilis-juletræer med et udseende, som vi er vant til fra fx Nordmannsgranen. I samarbejde med erhvervspartnere har forskerne ledt blandt 21.000 sølvgraner rundt omkring i Danmark fra HedeDanmarks frøplantager. Og her er de 750 kønneste træer blevet udvalgt.
»Ved hjælp af DNA-undersøgelser, som dem politiet kan bruge i kriminalsager, var det muligt for os at finde forældrene til de 750 træer. Herefter kunne vi så udvælge 45 af de bedste træer fra de bedste familier til at starte en ny frøproduktion«, forklarer Ulrik Bräuner Nielsen.
Med de nye dyrkningsteknikker fra projektet kan juletræsavlere nu dyrke flere og flottere nobilis-juletræer, som vil komme i handlen i de kommende år.
En større produktion af juletræer fra frø fra de 45 udvalgte træer forventes dog først at komme på markedet om ti år, når træerne er blevet store nok.