Når klimaforureningen er ude af kontrol, så er det politikernes opgave at sætte nogle grænser. Men er der nogen, der reelt er klar til at gøre dét, der skal til? Jeg begynder at tvivle mere og mere.
Af Marianne Bigum, klimatosset civilingeniør, ph.d. i miljøteknologi og folketingskandidat for SF
DEBAT – Så kollapsede det britiske rejseselskab Thomas Cook og er efter 178 år gået konkurs. Medierne flyder over af historier om, hvordan arme rejsende nu er strandede og ikke ved, hvordan de skal komme ud at rejse eller hjem fra deres rejser. Men det er vel, hvad man kunne forvente?
For samtidig med at vi i årevis har råbt op om klimakollapset og flysektorens uholdbare rolle i denne, at vi skal mindske den globale klimaforurening og flyve mindre, så er rejseaktiviteten med fly bare steget og steget, mens priserne er faldet til så latterligt lave beløb, at man da skulle være klimatosset, hvis ikke man benyttede sig af et af de mange slagtilbud og tog en forlænget weekendtur på tværs af Atlanten.
Men at konkursen betyder, at 22.000 mennesker nu står uden arbejde, dét gør mig ondt. For de her mennesker står nu på et usikkert grundlag for dem og deres familier. For dem betød den kollektive klimaforurening et job, der gav brød på bordet, at deres børn kunne få fodboldstøvler, og at de også selv kunne komme på ferie ligesom alle andre.
Vi er kun en fyreseddel fra fattigdom
Jeg læste for nylig, at vi alle kun er en fyreseddel fra fattigdom. Hvor er det rigtigt. Vores velfærdssamfund eroderes næsten lige så hurtigt som koralrevene, uligheden eksploderer, og vi spændes endnu hårdere for vækstens vogn for at få det hele til at løbe rundt i et uholdbart system.
Selv os, der har det godt, med gode arbejdspladser og gode lønninger, har forgældet os i boliglån, der skal betales af på. Og det er altså ikke den enkeltes ansvar at sige fra. Udbud og efterspørgsel er simpelthen ikke en valid undskyldning, når det er vores planets beboelighed, der står på spil.
Klimaet kalder på at nogen sætter grænser
For klimaforureningen er vitterligt ude af kontrol.
Symbolsk nok præsenterede FN’s Miljøprogram en klimarapport samtidig med, at Thomas Cook kollapset ramte medierne. Rapporten viser, at til trods for politikernes og det internationale samfunds mange fine middage, skåltaler og pressevenlige underskriftseancer, så er vi stort set dér, hvor vi for ti år siden mente, vi ville være, hvis vi lod det hele sejle og fortsatte festen. Det er eddermame deprimerende.
Når klimaforureningen er ude af kontrol, så er det politikernes opgave at sætte nogle grænser, ligesom det er min opgave som mor at sætte begrænsninger, når min søn kravler på væggene, fordi han har spist for meget slik og har været for længe oppe.
Umyndiggørelse, helt sikkert, men prøv at høre her; erfaringer viser jo med al tydelighed, at det er nødvendigt!
Men er der nogen, der reelt er klar til at gøre dét, der skal til? Jeg begynder at tvivle mere og mere. Det meste af den borgerlige fløj er endelig kommet med i klimakampen og har meldt ud, at de er med på de 70% reduktion af Danmarks CO2-udslip i 2030.
Det må ikke koste noget
Men det skal helst ikke koste noget eller kræve noget af nogen. Teknologien skal klare det for os, og hvis ikke den grønne teknologi er selvinstallerende, nem, brugervenlig, lækker, og billigere end den klimaforurenende – ja, så kan kloden bare lære det!
Arbejdspladser, vækst og global velstand er alt sammen lige nu sammenvævet uløseligt med den globale klimaforurening, og derfor er kollektivet berøringsangst.
Men kollapset venter lige om hjørnet, ikke kun klimaets men også arbejdspladsernes, og vi er nødt til at få skabt det system, hvor vores arbejde ikke bidrager til undermineringen af vores livsgrundlag. Alt andet er da for åndssvagt.
De 22.000 konkursramte medarbejdere og alle os andre skal have grønne arbejdspladser og grøn omstilling nu!
