Regeringen i Beijing lover økonomiske forbedringer for Kinas bønder. De bruger endnu okser som trækdyr og har svært ved at holde trit med velstandsstigningen i de rige storbyer, hvor den socialistiske udgave af markedsøkonomien skaber imponerende vækstrater. Men først nu er miljøet ved at komme på dagsordenen.
KINA – Hun kigger op, da jeg springer af cyklen og hilser med et af de få ord, jeg har lært: Nihau!
Nihau – Goddag, hilser hun tilbage med et imødekommende smil.
Dermed er mit kinesiske ordforråd så godt som udtømt, og hun forstår ikke engelsk. Med tegn og fakter gør jeg hende begribeligt, hvad jeg vil, og hun accepterer uden betænkeligheder.
Hun stiller sig i positur i kanten af rismarken, smiler glad under den bredskyggede rishat og gør V-tegn med højre hånd. I venstre holder hun sprøjten, hvor giften stadig står ud i en sødt duftende tågedis.
De sorte bukser er smøget op til knæene og de bare fødder dybt begravet i den mudrede jord, hvor overrislingsvandet og giftresterne blander sig i en tvivlsom cocktail.
Okser som trækdyr
På mange måder et typisk billede af kinesisk landbrug anno 2005. Hånden og hakken er blevet suppleret med sprøjten og sækken med kunstgødning, men ellers er alt stort set ved det gamle.
De store og voldsomme forandringer, som Kina gennemlever i disse år, har ikke ændret afgørende på bøndernes situation.
Traktorer og andre moderne hjælpemidler er stadig et særsyn. I rismarkerne er sejlet endnu i dag det vigtigste høstredskab, og når jorden skal vendes, foregår det ofte med en simpel træplov og en okse som trækdyr.
Det var ellers Maos erklærede hensigt at forbedre de kinesiske bønders levevilkår, da han som ung revolutionær kommunist i 1930erne sammen med Den Røde Hær gennemførte Den Lange March på 10.000 km gennem tolv provinser for at vinde bøndernes tillid og opbakning.
Men her 70 år senere er der stadig lang vej igen for Kinas fattige landbefolkning på 750 millioner mennesker.
Økonomisk vækst uden sidestykke
Alt tegnede ellers så godt, da Deng Xiaoping kort efter Maos død i 1976 overtog rorpinden og i 1978 indledte de store økonomiske reformer, som gennem de sidste 25 år har skabt en økonomisk fremgang helt uden sidestykke i verdenshistorien.
Den kinesiske økonomi har i mere end to årtier buldret afsted med en vækst på 9,5 procent årligt, og intet tyder på, at væksten bremser op foreløbig, vurderer den økonomiske samarbejdsorganisation, OECD.
Den kinesiske økonomi er ti-doblet siden opgøret med kulturrevolutionen. Kinas økonomiske fremgang har givet folk flere penge mellem hænderne, øget forbruget og skåret kraftigt ned på antallet af fattige.
Også bønderne har mærket fremgangen.
Kina er nu verdens sjette-største økonomi og målt på købekraft verdens anden-største efter USA. Og OECD forudser, at Riget i Midten ved begyndelsen af det næste årti meget vel kan være verdens største eksportør af varer og tjenesteydelser.
– Det er lige meget, om katten er sort eller hvid – bare den fanger mus.
Sådan lød Deng Xiaopings udlægning af de nye økonomiske tider, hvor det ikke længere var forbudt at tjene penge, og hvor privat initiativ og foretagsomhed erstattede den gamle stive statsstyring under Mao Zedong.
Den nye langt mere markedsorienterede model har forbløffende mange lighedspunkter med vestlig kapitalisme, blot i en mere ureguleret form, som kineserne selv betegner som en ‘socialistisk markedsøkonomi’.
– Det er i orden, at nogle bliver rige før andre, lyder en anden af Dengs hyppigt citerede udtalelser.
Fremgang i 1980´erne
Landbruget blev et af de første områder, der efter reformerne kom til at nyde godt af de nye milde vinde fra styret i Beijing.
De centralt fastsatte priser og den tvungne kollektivisering, hvor bønderne var organiseret i folkekommuner, blev opgivet til fordel for et mere fleksibelt system, som udstykkede jorden i små jordlodder på langtidskontrakter og belønnnede flid og produktivitet.
Bønderne fik nu lov til at dyrke deres egne afgrøder og sælge dem på private markeder, og det gav resultater. Produktiviteten steg, og landbruget oplevede en kraftig opblomstring i løbet af 1980´erne.
I kølvandet på reformerne skød mange nye mindre private virksomheder op i landdistrikterne, hvilket skabte nye arbejdspladser og velstand.
Men allerede i det næste årti begyndte bønderne at tabe terræn. De kunne ikke holde trit med den hastige indkomstudvikling i storbyerne og den mere velstående østlige del af Kina. Og især i de seneste år er forskellen til at tage at føle på.
De kinesiske ledere erkender, at kløften mellem rig og fattig og mellem land og by er blevet for stor, og vil nu gøre noget ved problemet. I første omgang lover de lavere skatter og større investeringer i landbrugssektoren, men er også klar til at øge den direkte landbrugsstøtte.
Det er dog næppe noget, der vil gøre dem særligt populære hos de vestlige landes økonomiske samarbejdsorganisation, OECD, som netop har rost Kina for at holde igen med støtten. I en ny analyse når OECD frem til, at Kinas landbrugsstøtte kun udgør 6 procent af indkomsten, mens niveauet i OECD-lande er helt oppe på 30 procent. I EU tegner de økonomiske tilskud sig for hele 34 procent af landmændenes indkomst.
Ifølge officielle tal tjener en kinesisk landmand i gennemsnit under 2.500 kroner om året, mindre end en tredjedel af gennemsnitsindkomsten i byerne. Og mange bønder må endda klare sig for langt mindre. Den dårligst stillede tiendedel af landbefolkningen tjener således under 700 kroner om året.
Pres på natur og miljø
Med kun 10 procent af verdens opdyrkelige landbrugsareal til rådighed er Kinas bønder i stand til at skaffe mad til en femtedel af verdens befolkning.
Det skyldes høje udbytter og en arbejdsintensiv drift med rundhåndet brug af både kunstgødning og sprøjtemidler på de små jordlodder, der i snit kun er på 0,65 hektar.
Kinas forbrug af kunstgødning er med 280 kg pr. hektar i dag et af verdens højeste, og heller ikke de kemiske sprøjtemidler spares der på. Som regel foregår sprøjtningen (som det ses på billedet) uden personlige værnemidler af nogen art.
Foruden de sundhedsmæssige konsekvenser for bønderne er den intensive drift med til at presse naturen og miljøet til det yderste.
Forureningen er et voksende problem ikke blot i landbruget, hvor det går ud over biodiversiteten og resulterer i voldsom erosion og dårlig vandkvalitet, men overalt i samfundet, hvor den forcerede industrialisering og hastige økonomiske vækst kræver sin pris.
Urenset spildevand ud i floder og vandløb
70 procent af spildevandet fra industri og husholdninger ledes urenset ud i floder og vandløb, og i sidste uge blev en hel by tørlagt efter en eksplosion på en kemisk fabrik.
Fem af Kinas syv største floder er voldsomt forurenede, og i storbyerne hænger smoggen som en tung dyne pga. industriens udledninger og de mange biler, som er ved helt at fortrænge cyklister fra gadebilledet.
Tilsyneladende er myndigheder og politikerne dog opmærksomme på problemerne og forsøger via regulering og afgifter at dæmme op for den værste forurening.
Regeringen har for nylig varslet en fordobling af budgettet for miljøbeskyttelse, hævet ambitionerne for vedvarende energi, og da Kinas præsident Hu Jintao for nylig skulle præsentere den kommende fem-års plan, understregede han behovet for en mere bæredygtig og harmonisk vækst med skyldig hensyntagen til miljøet.
Staten ejer al jorden i Kina
Staten ejer al jorden i Kina, men den drives hovedsageligt af private. Staten lejer nemlig jorden ud til de enkelte landmænd på langtidskontrakter.
Kina afskaffede den private ejendomsret, da Mao kom til magten. Derfor ejer staten al landbrugsjord.
Men staten lejer jorden ud til de enkelte landmænd på langtidskontrakter, og i 1998 blev forpagtningsperioden udvidet til 30 år.
Efter opløsningen af folkekommunerne i slutningen af 1970’erne er der i 2005 kun ca. 2.000 statsfarme tilbage. De driver ca. 3,6 pct. af Kinas landbrugsjord. Hertil kommer andre kollektivbrug, som driver ca. 3 pct.
Kinas mere end 200 mio. landmandsfamilier driver hver deres lille jordlod på i gennemsnit 0,65 hektar.
FAKTA om Kina
21 procent af verdens befolkning bor i Kina, men landet råder kun over 10 procent af verdens dyrkelige landbrugsareal.
- Kina har et et-parti-system og styres af Kinas Kommunistiske Parti med Hu Jintao i spidsen.
- 21 pct. af verdens befolkning bor i Kina, men landet råder kun over 10 pct. af verdens dyrkelige landbrugsareal.
- Kina har for lidt vand. Der er kun en fjerdedel vand til rådighed pr. indbygger i forhold til gennemsnittet på verdensplan. Da grundvandet samtidig svinder, bliver der endnu mindre at tage af i fremtiden.
- Klimaet er meget varieret. Tropisk i den sydlige del og koldt i den nordlige.
Ud af fattigdom
- Selv om Kinas enestående økonomiske fremgang de sidste 25 år har løftet 400 mio. ud af den værste fattigdom, er der stadig 88 mio. kinesere, der lever under fattigdomsgrænsen, skønner Verdensbanken.
- En landmand i Kina tjener i gennemsnit under 2.500 kr. om året. I byerne er indkomsten mere end tre gange så høj.
15 procent af BBP
- Landbrugets betydning for den kinesiske samfundsøkonomi er for nedadgående.
- Landbrugssektoren står for for 15 pct. af BNP og 40 pct. af beskæftigelsen.
- Et-barns-politikken blev indført for 25 år siden og gælder stadig. Hvis den første er en pige, må man forsøge igen.
Energi
- Kina må spare på energien. På bare tre år er energiforbruget steget 65 pct. Kina lægger i dag beslag på 14 pct. af verdens energiforbrug og er verdens næststørste olieimportør – kun overgået af USA.
Biler
- Vestlige luksusbiler som Mercedes og Porche går som varmt brød. For BMW er Kina i dag et af de vigtigste markeder.
Forurening
- 16 af verdens mest forurenede byer ligger i Kina, og 40 pct. af Kina er udsat for syreregn.
Kilder: FN, OECD, FAO, South China Morning Post
