Folkekirken er Danmarks tredje største jordbesidder. Men de lokale menighedsråd kan bremse den grønne omstilling.
K R O N I K
Af Jan Morell, forfatter, maler og medlem
af menighedsrådet ved Sct. Johannes Kirke i Aarhus
Fredag 28. februar var mit forslag om omlægning af Folkekirkens jordbesiddelser fra konventionel til bæredygtig, kemikaliefri drift på dagsordenen som beslutningsforslag i folketingssalen. Det var en følge af min kronik i Jordbrug.dk (23. oktober) Dagbladet Information (27. november) og et interview jeg gav til Radioavisen få dage efter. Nogle dage efter bragte Jyllandsposten min artikel om menighedsrådenes store (for store) magt.
I alt er kirkens skov og landbrugsjord på 11.000 hektar, hvilket svarer til et areal på godt og vel Tåsinges størrelse. Dermed er Den Danske Folkekirke Danmarks tredje største jordbesidder. En af årsagerne til at jeg igen-igen oplyser om arealets omfang er, at det kun er yderst få danskere, der ved at kirken råder over jord i det omfang (omkring et areal på størrelse med Samsø).
De fleste, jeg har mødt på gader og stræder, tror, at kirken kun ejer kirkegårdene. Dog husker en del, at staten for mange år siden greb ind og forbød kræftfremkaldende kemikalier som ukrudtsmiddel på kirkegårdene.
Indgrebet kom, da det viste sig, at kirkens medarbejdere simpelthen blev syge. Staten kan altså godt, om nødvendigt, gribe ind i Folkekirkens anliggender, ligesom der meget ofte kommer nye indgreb på en lang række punkter. Det kommer jeg ind på lidt senere.
I min kronik kan man læse meget mere om mit forslag. Man kan ligeledes læse et ordret referat af ordførernes og kirkeminister Joy Mogensens indlæg i debatten om forslaget på Folketingets hjemmeside. Ydermere kan man se en TV-optagelse af hele debatten samme sted.
Med undtagelse af Liberal Alliance og Nye Borgerlige var de øvrige partier positive overfor intentionerne i beslutningsforslaget. Som forhenværende kirkeminister, Marianne Jelved udtrykte det i en af sine indlæg: »Det er et hammerfedt forslag«.
2.000 menighedsråd bestemmer
At et flertal af partierne ikke, som det er formuleret nu, kan støtte forslaget, har sin baggrund i formaliteter og kirkens (for)historiske og komplekse organisationsform på feltet. At et flertal af partierne ikke støtter forslaget, som det ser ud i øjeblikket, skyldes, at de næsten samstemmende vil værne om kirkens decentraliserede form og ønsket om bottom-up-styring.
Her ligger den største udfordring. Det er nemlig de omkring 2.000 menighedsråd i de enkelte landsogne, der skal debattere og bestemme sig for, hvorvidt de vidtstrakte arealer skal dyrkes konventionelt eller uden sprøjtegifte.
At Folkekirken, som det fremhæves af de skeptiske kirkeordførere, er en decentraliseret organisation med flad struktur med mange frivillige ildsjæle i kirkeligt regi, som f.eks. menighedsrådsmedlemmer, er kun rigtigt i en vis grad.
Som udgangspunkt er folkekirken i høj grad en hierarkisk organisation, som udmøntes i, at det er Dronning Margrethe som siddende regent, der er Den Danske Folkekirkes overhoved og øverste i hierarkiet. Herunder figurerer i nævnte rækkefølge kirkeministeren, biskopperne, provsterne, menighedsrådene, præsterne og medlemmer af Den Danske Folkekirke.
Menighedsrådene kan eksempelvis ikke ansatte en præst og kan kun indstille til kirkeministeren, hvilken præst der ønskes indsat i det ledige embede. Det sker dog yderst sjældent, at kirkeministeren griber ind.
Storbønder donerede jord
Menighedsrådene har en særlig stor magt, når det drejer sig om landbrug og skovbrug i de enkelte landsbysogne. Eksempelvis bestemmer de, hvordan arealerne skal dyrkes.
I 1856 udsendte staten et cirkulære, hvori man opfordrede præsterne til at oprette menighedsråd, der skulle hjælpe præsterne i det daglige arbejde.
Præsterne arbejdede således gratis indtil 1922. Først da begyndte de at få løn fra staten. De blev tildelt bondegårde, som i dag derfor stadigvæk kaldes præstegårde. Præsterne var altså bønder, der tjente til livets opretholdelse ved hårdt arbejde i stalden og på marken.
Storbønderne skæppede ydermere godt i menighedsrådenes kasse, da de rige gårdejere med jævne mellemrum i den tolvte time forærede deres gårde til kirken i håb om at få syndsforladelse og dermed kunne klemme sig ind ad Sankt Peders Port. Donationer af den slags er en af årsagerne til kirkens store rigdomme.
Under debatten i Folketingssalen viste det sig, at partierne (undtaget Enhedslisten og Alternative), ikke kunne støtte det aktuelle forslag, som det ser ud nu. Man gav udtryk for, at menighedsrådene stadig skal bestyre og bestemme, når det gælder kirkens landbrug og skove.
Det at stække menighedsrådenes magt hævdedes at ville gå ud over det lokale engagement og i øvrigt være en ydmygelse af menighedsrådene, og i øvrigt være til fare for kirkens demokratiske forfatning. Noget som jeg som menighedsrådsmedlem ikke mærker noget til.
Middelalderlig holdning
Nuvel.
Er det rimeligt af landbrugs-amatører driver landbrug?
»Den Danske folkekirke bør så hurtigt som muligt sælge de store jordbesiddelser, og koncentrere sig om kerneopgaven, som bekendt er at forkynde.« Sådan udtrykker Etisk Råd dets holdning.
At der således ikke må rokkes ved menighedsrådenes magt, er i min optik en middelalderlig holdning, der hører hjemme før Reformationen i 1536. På den tid var biskopperne en slags konger. De ejede omkring en tredjedel af øriget..
I det Herrens år 2020 står midt i en alvorlig klimakrise, der truer menneskeheden. Derfor er der brug for ændringer i kirkens struktur.
Et indgreb i kirkens aktiviteter er en hellig ko, kan man roligt sige.
Kirkens udgifter er årligt på omkring 6,8 milliarder, som finansieres af staten og medlemmer af Folkekirken via skatter.
Netop derfor kan og skal staten i gribe ind for at sikre at sig at de bevilgede milliarder anvendes forsvarligt. Det er simpelt både en ret og en pligt for den danske stat.
Når nu vi befinder os i en alvorlig klimakrise og staten har forpligtiget sig til at nå en 70 procents reduktion af CO2 inden år 2030, ser jeg ingen anden udvej, end at menighedsrådenes suverænitet magt for en stund lægges på øverste hylde i de 2.000 landsogn, men kun i den særlige, akutte situation.
Staten greb jo ind overfor menighedsrådene, da det blev forbudt at bruge sundhedsfarlige kemikalier på kirkegårdene. Fra kirkeministeriet kommer der næsten hver uge nye indgreb i form af nye cirkulærer af forskellig slags. Så hvorfor er det så problematisk at staten griber ind i påtrængende sager?
Det blev fremhævet af alle partier, undtagen LA og Nye Borgerlige, at det er vigtigt at der sideløbende er dialog mellem alle de involverede parter. En meget positiv udmelding.
Marianne Jelved havde sågar allerede i dialogens tjeneste booket en af de store sale på Christiansborg til en høring i d. 9. oktober i år. Det er en stor håndsrækning og en konkret demonstration af vilje til en nødvendig handling, der netop fremmer dialogen.
Dialogen mellem alle de involverede parter er netop i denne sag central.
Den grønne omstilling går ifølge alle relevante klimaforskere alt, alt for langsom. Det er et flertal i Folketinget enig i. Måske den løbende debat kan inspirere menighedsrådene til frivilligt at lægge om. Det ville være det bedste, men vel at mærke kun, hvis det ikke varer årtier.
Det var glædeligt at se og høre på en sober og saglig debat om et forslag, der i al beskedenhed kan bidrage til 2030-målet. Måske en og anden kunne rede trådene ud, så alle kan forstå, hvorfor menighedsrådenes magt på området er så hellig en ko?
Klimakrisen og corona
Post Sciptum:
I skrivende stund har coronakrisen haft en utilsigtet bivirkning. CO2-udslippet er nemlig faldet markant, fordi vi nu bliver hjemme og stort ikke rejser med flyv, og fordi transport med lastbiler er minimeret. Det er særdeles positivt. Men på en sort baggrund.
Der er ingen som helst tvivl om, at klimaforandringerne på bare lidt længere sigt et meget større problem end coronakrisen. Lige nu er klimakrisen af gode grunde sat på standby. Det ytrer sig bl.a. ved at medierne afviser indlæg om klimastof og prioriteter corona-indlæg. Det er i hvert fald min erfaring.
Vi er – af hensyn til menneskeheden – nødt til at forsætte med at bidrage til klimamålet på en reduktion af CO2- målet på 70 procent hen med 2030. Ellers skyder vi os selv i skoene.
Jeg har ikke styr på, hvor mange indgreb, der så godt som hver dag kommer fra staten i disse dage. Men det er mange, og vi accepterer indgrebene. Coronakrisen er jo synlig for enhver og rammer hver eneste dansker i hverdagen. Megastor respekt for politikerne og sundhedsmyndighederne fordi de handler hurtigt og modigt i disse dage.
Men klimakrisen er ikke synlig, fordi vi ikke er berørt af den i dagligdagen, og der er hverken panik eller daglig frygt. Ikke endnu i hvert fald.
Det må ikke blive sådan, at vi først vågner op til dåd, når vi står i vand til loftet i samtalekøkkenet.
Når coronastøvet har lagt sig, må regering og folketing og den enkelte gribe ind og fortsætte arbejdet med at nå 2030-målet. Ingen hellige køer må stå i vejen.
