Jordens time i aften: Millioner slukker lyset

Corona-virussen har efterhånden aflyst de fleste arrangementer i Danmark. Men ét initiativ bliver ikke aflyst. Igen i år kan vi vise vores støtte til naturen og klimaet ved at slukke for lyset i anledning af det verdensomspændende Earth Hour. Her er det Brandburger Tor i Berlin. Foto: WWF

– For mig er Earth Hour hver time af hver dag. Behovet for i fællesskab at beskytte vores planet er større end nogensinde før, siger Greta Thunberg. Sammen med millioner af mennesker verden over slukker hun lyset i en time som led i en symbolsk manifestation for vores fælles planet.

KLIMA – I aften vil mange mennesker i Danmark sammen med millioner af mennesker verden over slukke for lyset i en time fra 20.30 – 21.30. Det sker som led i den globale manifestation, Earth Hour. Det er fjortende gang, at verden slukker lyset for naturen, men i år bliver anderledes.

Det oplyser WWF, Verdensnaturfonden.

Som følge af den globale COVID-19-sundhedskrise er en lang række arrangementer i hele verden aflyst, da tusindvis af mennesker ellers ville have været forsamlet ved nationale vartegn og ikoniske bygninger for at slukke lyset som støtte til naturen.

Du kan livestreame koncerter

I stedet holder 40 lande en stor digital sammenkomst for mennesker og planeten.

På YouTube kan du derfor livestreame koncerter med en række kendte musikere, mens hele familien kan prøve Earth Hours nye dance challenge på TikTok.

På Spotify er der lavet en officiel Earth Hour-spilleliste med sange med naturtema. Spillelisten varer præcis en time og passer derfor lige til den mørke time fra 20.30 – 21.30.

Og på Facebook kan du live-chatte med førende miljøforkæmpere om alt lige fra biodiversitet over forbrugeradfærd til vedvarende energi.

Greta Thunberg: For mig er det Earth Hour hver time

Både WWF Verdensnaturfonden og den nu 17-årige svenske klimaaktivist, Greta Thunberg, opfordrer i år alle til at vise deres støtte til Earth Hour på de sociale medier.

– For mig er Earth Hour hver time af hver dag. Behovet for i fællesskab at beskytte vores planet er større end nogensinde før, siger Greta Thunberg.

– Vi er blevet bedt om at undgå offentlige forsamlinger for at reducere spredningen af COVID-19, derfor opfordrer jeg alle til at stå sammen under #EarthHour for at vise opbakning til fortsat handling på naturens og klimaets vegne på en ansvarlig måde, opfordrer den verdenskendte klimaaktivist.

Sammenhold på behørig afstand

Corona-pandemien har vendt op og ned på hverdagen herhjemme, men selvom mange store arrangementer er aflyst i hele verden, skal ingen snydes for Earth Hour, understreger generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden, Bo Øksnebjerg:

– Ingen af os har før skulle vise sammenhold på afstand, men det er lige præcis det, vi gør lige nu via YouTube og sociale medier, siger han.

Han håber, at folk i stedet vil gå til de digitale live-koncerter, få en snak med kendte miljøaktivister eller bare hygge sig med nogle af de »gode gammeldags« klassikere som spillekort og brætspil, origami eller kigge på stjerner.

– Earth Hour er i år et digitalt opråb for naturen, som alle kan vise opbakning til ved blandt at dele egne billeder fra den mørke time. Planeten har i den grad brug for vores hjælp, siger Bo Øksnebjerg.

Verden over slukkes lyset fortsat ved mange ikoniske bygninger og vartegn. Det drejer sig blandt andet om Eiffeltårnet i Paris, Brandenburger Tor i Berlin, Markuspladsen i Venedig, Sheikh Zayed moskéen i Abu Dhabi og Akropolis i Athen.

Herhjemme slukker blandt andet Kronborg Slot også for lyset.