Jørn Jespersen skal stå i spidsen for økologisk forskningscenter

Jørn Jespersen bliver ny formand for ICROFS - Internationalt Center for Forskning i Økologisk Jordbrug og Fødevaresystemer, som har eksisteret siden 1996. Centret er nedsat og økonomisk støttet af Miljø- og Fødevareministeriet.

Tidligere medlem af Folketinget for SF og formand for Natur- og Landbrugskommissionen bliver ny formand for ICROFS, Danmarks forskningscenter for økologisk landbrug og fødevarer.

Jørn Jespersen, der gennem mange år var et af de fremtrædende medlemmer af Folketinget for, blandt andet som partiets miljøordfører, skal efter årsskiftet stå i spidsen for ICROFS, det danske økologiske forskningscenter, som koordinerer og leder den danske forskningsindsats for økologiske jordbrugsmetoder og fødevareproduktion.

Han afløser den tidligere Aarhus-borgmester, Louise Gade (V), som blev indsat på posten, da Esben Lunde Larsen var miljø- og fødevareminister. Bestyrelsen for ICROFS består af 13 medlemmer, som er udpeget af miljø- og fødevareministeren.

Jørn Jespersen er direktør i konsulentvirksomheden Dansk Miljøteknologi og har et indgående kendskab til natur, landbrug og miljø. Han sad i Folketinget for SF fra 1987 til 1988 og igen fra 1994 til 2005. I Folketinget var Jørn Jespersen blandt andet partiets miljøordfører, og i 2012 var der igen bud efter ham til den vanskelige post som formand for Natur- og Landbrugskommissionen, der udkom med en diger rapport i 2013 .

Jakob Sehested, centerleder for ICROFS, glæder sig til samarbejdet med den nye formand:

»Med Jørn Jespersen får vi et stærkt formandskab med natur- og landbrugsfagligt indblik  til gavn for økologiforskningen og hele den økologiske sektor. Jeg ser frem til at drøfte nuværende og kommende aktiviteter med ham og byder ham hjerteligt velkommen som ICROFS nye formand«, siger Jakob Sehested.

FAKTA om Jørn Jespersen

  • Jørn Jespersen, er født 1955, tog lærereksamen i 1982 og blev i 1987 HD i organisation.
  • Han var medlem af Socialistisk Folkepartis hovedbestyrelse 1980-88 og 1990-94 og har været MF for partiet 1987-88 og 1994-2005.
  • Jørn Jespersen har især beskæftiget sig med landbrugs, miljø- og bistandspolitik og var formand for Folketingets fødevareudvalg 1998-1999 og formand for Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg 1998-2001.