Sigtbarheden er lav, når mosekonen brygger. 1998 blev året, hvor det blev misvisende at markedsføre øko-produkter med teksten »produceret uden kemiske sprøjtemidler og kunstgødning«. Hvordan gik det til?
Af Henrik Platz, cand. merc.
DEBAT – I de sidste år har Helga Moos anstrengt sig ihærdigt for at fjerne økologisk landbrug fra jordoverfladen. Hun har gennemført sin egen informationskampagne mod økologisk landbrug. I sin bog ØKO-ideologi – nej tak fra 1997 anklager hun økologerne for deres manglende evne til at tænke i helheder og sammenligner dem med nazismens og kommunismens ideologier, som stod for fald. Hun raser mod Ø-mærkets store succes, som hun mener skyldes ’misvisende anprisning’.
I sin seneste kritik af økologerne fremhæver Helga Moos, at økologerne sprøjter og bruger kunstgødning. De må indkøbe indtil 15 procent konventionelt foder, samtidig med, at de må bruge en række midler, som kan betegnes som kunstgødning og sprøjtemidler. 15 procent reglen svarer ifølge Moos til, at økologerne selv sprøjter deres eget areal med sprøjtemidler svarende til mellem 40 og 90 procent af normaldosis.
Den kritik kan være svær at komme uden om. For Helga Moos har jo ret. Det er ikke godt for økologerne, endsige for de forbrugere, som betaler i dyre domme for de økologiske varer. De må vride sig godt og grundigt.
Problemet med Helga Moos
Problemet med Helga Moos er imidlertid, at hun kun fortæller en del af sandheden. Hun angriber økologien på enkeltpunkter og fremhæver de negative forhold uden at fremhæve økologiens fordele.
Et par eksempler: F.eks. nævner Moos ikke, at 15 procent-foderreglen kun bruges i en overgangsperiode, fordi der endnu ikke er en tilstrækkelig stor økologisk foderproduktion i Danmark. Tidligere var fodersatsen på 25 procent, og målet i fremtiden hos økologerne er nul procent – dvs. 100 procent selvforsyning. Det går derfor i den rigtige retning.
Hun nævner heller ikke, at de “sprøjtemidler” og den “kunstgødning”, som bliver anvendt i økologisk jordbrug, enten er naturligt forekommende som f.eks. kridt eller “lettere kemiske” som f.eks. svovl. De kan slet ikke i farlighed eller omfang måle sig med den sprøjtemiddel- og gødningspraksis, der anvendes i konventionelt landbrug. Midlerne må kun bruges i særlige tilfælde, og for de flestes vedkommende kun efter en dispensation fra Plantedirektoratet.
Helga Moos nævner heller ikke:
>At økologisk landbrug kun bruger halvdelen af den energi, der bruges i konventionelt landbrug, også selv om der bliver indkøbt 15 procent konventionelt foder.
>At økologisk landbrug har en langt bedre kvælstofbalance end konventionelt landbrug.
>At der er op til 30 procent flere fugle på økologiske marker.
>At økologiske husdyr kommer på græs om sommeren og får foder uden konserveringsmidler, farvestoffer og antibiotika.
>At tyre, som spiser økologisk foder, har dobbelt så god sædkvalitet som tyre, der spiser konventionelt dyrket foder – for blot at nævne nogle eksempler på økologiens fordele.
Forbrugernes oprør mod landbrugs- og miljølovgivningen
Det er også opmuntrende, at forbrugerne bliver ved med at købe økologisk på trods af Helga Moos’ ensidige skriverier. De gør oprør mod landbrugs- og miljølovgivningen, fordi de ikke synes, at den er god og visionær nok. De køber økologisk til høje merpriser samtidig med, at de betaler skat til forureningsbekæmpelse.
Det svarer til at skattesatserne bliver sat op samtidig med at skatteyderne frivilligt indbetaler større bidrag til statskassen. Det er der da vist ingen, der kunne finde på. Derfor er økologisk landbrug et ret enestående fænomen i landbrugs- og miljødebatten.
Forbrugerne ved godt, at økologien ikke er fejlfri og stadig kan lære noget. Men de ved samtidig, at økologisk landbrug er det mindst ringe, vi har i dag. De vil trods alt hellere have mellem 40 og 90 procent af normaldosis i stedet for 100 procent for at blive i “Moos-terminologien”.
Bæredygtigt landbrug handler både om økonomi, fødevareforsyning, kvalitetsprodukter, sundhed, husdyrvelfærd, natur, miljø, kultur, nærhed, demokrati, etik etc. På flere af disse felter har økologisk landbrug vist en række videnskabeligt dokumenterede resultater, som ikke lader sig fornægte.
Sigtbarheden er lav, når mosekonen brygger
På andre områder halter økologien bagefter, og endelig er der områder, vi ganske enkelt ikke ved nok om. Med Helga Moos’ ensidige bidrag til økologi-debatten er sigtbarheden imidlertid ved at være meget lav. Det er svært at se, når mosekonen brygger.
Helga Moos’ korstog mundede sidste år ud i, at Veterinær- og Fødevaredirektoratet ændrede deres vejledning for mærkning af økologiske produkter, så det ikke længere som tidligere er tilladt at skrive “fremstillet uden brug af kemiske sprøjtemidler og kunstgødning” på de økologiske produkter, medmindre det dokumenteres særskilt. Det skader naturligvis troværdigheden om økologien på kort sigt.
Lad os få en reel sammenligning
Spørgsmålet er dog, om Helga Moos ensidighed og utroværdige fremgangsmåde skal blive ved med at være retningsgivende. Det er på tide, at vi får en god grundtvigiansk oplysningskampagne, hvor økologisk landbrug, lysegrønt landbrug og konventionelt landbrug i deres helhed bliver sammenlignet på fordele og ulemper. Helt nøgternt, sagligt og videnskabeligt dokumenteret med al den nyeste viden på en skala fra 0-100 procent.
Lad os få alle de midler og tilsætningsstoffer, der bruges i konventionelt landbrug, IP-landbrug og økologisk landbrug i hele kæden fra jord til bord, stillet op overfor hinanden i et overskueligt skema. Lad os få økonomitallene, miljøeffekten, sundhedseffekten osv. i de forskellige driftssystemer op på bordet. Så må vi se, hvem der klarer sig bedst i en god gammeldags kappestrid.
Det vil jeg gerne opfordre Helga Moos og det konventionelle og økologiske landbrug til.
Henrik Platz var økonomisk medarbejder ved »Informationskampagnen for økologisk og biodynamisk jordbrug«, som blev gennemført 1990-1993.
