Elektrisk skraldebil skal klare renovationen i Aabenraa

Aabenraa Kommune får sin første elektriske skraldebil, som er udviklet af Sidis Robotics på Als i samarbejde med Odense Renovation. Pressefoto

Aabenraa Kommune præsenterer i dag en lokaludviklet elektrisk skraldebil, der fremover skal tømme borgernes skraldespande.

MILJØ – Forhenværende klima- og energiminister og EU-klimakommisær Connie Hedegaard er blandt de prominente gæster, når Aabenraa Kommune i dag kl. 14 kan præsentere kommunens første lokaludviklede elektriske skraldebil.

Aabenraa Kommunes forsyningsselskab Arwos og Odense Renovation har i samarbejde med virksomheden Sidis Robotics på Als udviklet en el-skraldebil, som fremover skal hente skrald hos borgerne.

Skraldebilen præsenteres i dag kl. 14 foran rådhuset, og foruden tidligere klimakommisær Connie Hedegaard kan man også møde bestyrelsesformand i Sidis Robotics, Jørgen Mads Clausen, bestyrelsesformand i Arwos, Jens Wistoft, og Aabenraa Kommunes borgmester, Thomas Andresen.

Bilen er 100 procent elektrisk, og det er planen, at den skal køre på vejene i Aabenraa Kommune. Bilens eldrevne motor gør, at borgerne vil opleve mindre støj i forbindelse med tømning af skraldespande, oplyser Aabenraa Kommune.