Kystlotteri skal få flere til at fjerne affald fra stranden

Den store årlige affaldsindsamling udskydes på grund af corona-krisen. Foto: Colourbox

Seks jyske kommuner udlover flotte præmier for at få os til samle plastik og andet affald langs Vestkysten. Samler årligt 1.000 ton affald.

AFFALD – Seks jyske kommuner forsøger nu at få flere frivillige til at fjerne skrald fra strandene ved at udlove præmier. Det sker i forbindelse med det såkaldte »kystlotteri«, der også fandtes sidste år, hvor man kunne blandt andet kunne vinde hotelophold og surfkursus.

Det skriver DR Syd- og Sønderjylland.

Kystlotteriet er oprindeligt en idé, vi har hentet fra Norge, og i år deltager de seks jyske kommuner i projektet: Hjørring, Frederikshavn, Jammerbugt og Thisted kommuner, Esbjerg og Varde.

Samler 1.000 ton affald årligt
Kystlotteriet omfatter et samarbejde mellem blandt andre lokalbefolkningen, de lokale og regionale virksomheder samt forskellige sponsorer, og målet er at rydde de kysterne for plastik og andet affald.

I gennemsnit samler de jyske kystkommuner 1.000 ton affald op om året tilsammen, oplyser Kommunernes Internationale Miljøorganisation, der står bag initiativet.

Går ud over dyr, natur og turister
Ifølge koordinator Ryan Metcalfe volder de store affaldsmængder mange problemer, hvis det blot får lov til at blive liggende.

»Dyr kan vikles ind i affaldet, og fuglene kan komme til at spise det og kvæles i det. Det går også ud over vores turistindustri, hvis der ligger en masse affald på stranden, så gider folk jo ikke at ligge på strandene og opleve naturen«, siger Ryan Metcalfe til DR.