Dansk landbrugsspil til unge vinder EU-pris

Det Økologiske Råd vandt The CAP Communication Award 2014 for mest innovative kommunikation af landbrugspolitiske emner i 2014. På billedet ses landbrugskommissær Phil Hogan overrække prisen til Ulla Skovsbøl, projektleder for spillet, ved en ceronomi i Bruxelles. Foto: EU-Kommissionen

Spillet Fremtidens Landbrug fra Det Økologiske Råd har netop vundet EU-Kommissionens pris for bedste formidling af landbrugspolitiske emner i 2014 i kategorien innovativ kommunikation.

LANDBRUG – Det kombinerede computer- og rollespil Fremtidens Landbrug vandt torsdag EU´s »CAP Communication Awards 2014« i Bruxelles. Spillet er produceret af Det Økologiske Råd i samarbejde med forskere fra Københavns og Aarhus Universiteter. Det henvender sig til unge på gymnasier og landbrugsskoler og handler om sammenhængen mellem landbrug, miljø og politik.

»Spillet vil sætte en livlig og højst påkrævet diskussion i gang mellem unge landmænd og kommende forbruger om fremtidens landbrug og miljøet«, hedder det i juryens udtalelse om det vindende spil. Og videre: »Spillet kan hjælpe eleverne til at få vigtige kundskaber – også om demokratiske beslutningsprocesser og landbrugspolitiske emner«.

Der var 146 deltager i konkurrencen om CAP Communication Awards. I kategorien innovativ kommunikation konkurrerede vinderprojektet fra Det Økologiske Råd i finalen med et belgisk debatteater og et italiensk projekt om agroturisme.

Glade og stolte prismodtagere
– Vi er utroligt glade og stolte over, at vores spil er blevet kåret som det bedste eksempel på innovativ formidling af landbrugspolitiske emner, siger projektleder for spillet, journalist Ulla Skovsbøl, som torsdag modtog prisen i Bruxelles på vegne af Det Økologiske Råd.

– Vi har allerede spillet med flere hundrede gymnasie- og landbrugsskoleelever, mens vi testede spillet. Og det har været utroligt spændende at se, hvordan rollespilskonceptet får dem til at gå op i et nørdet emne som landbrugspolitik med liv og sjæl. Nu glæder vi os til at få spillet ud i hele landet, siger hun.

Fremtidens Landbrug bliver spillet i grupper á fire, hvor hver enkelt elev skal identificere sig enten med landmanden Michael Storgård, med miljøaktivist Sofie Røllike, direktør i agroindustrien Asger Hartkorn eller borgmester Pernille Middelhede.

Rådgiver regering og EU
De fire er udpeget til at være rådgivende udvalg for den danske regering og EU. Understøttet af et computerprogram skal de forhandle sig frem til anbefalinger om fremtidens brug af kunstgødning og pesticider, udbredelsen af energiafgrøder og naturarealer og om, hvor mange husdyr, vi skal have ud i det fri.

Spillet Fremtidens Landbrug er en del af et større projekt, hvor Det Økologiske Råd har udviklet bæredygtige fremtidsscenarier for dansk landbrug sammen med forskere fra Institut for Agroøkologi ved AU Foulum og Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet.

Projektet præsenteres i sin helhed ved en konference på Christiansborg den 6. februar 2015.