Det var en helt skæv prioritering, da V-regeringen beskar midlerne til grøn omstilling i landdistrikterne. Simon Kollerup ruller nu nedskæringer tilbage.
LANDDISTRIKTER – Som et led i arbejdet med landbrugspakken beskar den tidligere V-regering de lokale aktionsgrupper, hvis formål er at skabe liv og aktivitet i landdistrikterne. Den nedskæring ruller erhvervsminister Simon Kollerup nu tilbage.
Regeringen afsætter dermed 30 millioner kroner ekstra i 2020 til de lokale aktionsgrupper. Mere præcist 30 millioner kroner til lokale projekter, der fremmer bæredygtig udvikling og grøn omstilling i landdistrikterne.
»LAG-midlerne er vigtige for udviklingen i Danmarks landdistrikter. De skaber liv og aktivitet, og de fastholder arbejdspladser overalt i landet«, mener erhvervsminister Simon Kollerup.
Helt skæv prioritering
»Derfor var det en helt skæv prioritering, da V-regeringen i sin tid beskar ordningen med en tredjedel. Vi har i Socialdemokratiet lovet at rulle den borgerlige nedskæring tilbage. Det gør vi nu i dag ved at tilføre 30 millioner kroner til området i 2020«, lover han.
Han mener, landdistrikterne er en vigtig del af klimaløsningen.
»Produktionen og idéer er mange i disse skønne områder uden for de store byer. Det er derfor, at vi nu både styrker de lokale aktionsgrupper og den grønne omstilling. Der er i mine øjne gode sammenhæng mellem at skabe aktivitet og arbejdspladser ude i landdistrikterne og at bidrage til en mere grøn fremtid. Det potentiale understøtter vi nu helt kontant«, siger Simon Kollerup.
Den nuværende LAG-indsats er en del af EU’s Landdistriktsprogram og løber til 2020, hvorefter der igen skal forhandles om en ny programperiode.
Landdistrikternes Fællesråd jubler
I Landdistrikternes Fællesråd jubler formand Steffen Damsgaard over meldingen fra regeringen.
»Det er en glædesdag for de danske landdistrikter. Flere midler i LAG-ordningen betyder flere midler til et af de allervigtigste lokaltforankrede udviklingsredskaber for de mange ildsjæle, der skaber arbejdspladser og sikrer fundamentet for bosætning rundt om i landet«, siger han.
Siden Venstre-regeringens beslutning om at beskære LAG-ordningen med en tredjedel har Landdistrikternes Fællesråd gentagne gange rejst problemstillingen omkring besparelserne på de lokale aktionsgrupper for politikere på tværs af Folketinget.
I begyndelsen af september sendte formanden for Landdistrikternes Fællesråd et brev til erhvervsminister Simon Kollerup, hvori han bl.a. opfordrede til at styrke de lokale aktionsgrupper i forbindelse med finansloven for 2020 samt i den kommende programperiode. Nu glæder Steffen Damsgaard sig over, at erhvervsministeren tilsyneladende har lyttet til opfordringen.
»Jeg vil gerne kvittere for, at regeringen ikke alene lytter, men også handler på baggrund af de indspark, vi er kommet med. Det tegner godt for vores fremtidige samarbejde. I dag er finansieringen til LAG-ordningen i 2020 reddet, næste skridt er at sikre finansieringen til den kommende programperiode i 2021-2027«, siger han.
Regeringens forslag om at rulle besparelserne på LAG-midlerne tilbage ligger i tråd med ikke alene de socialdemokratiske meldinger under valgkampen, også SF, Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti har talt for at sløjfe besparelserne. Dermed ser det ud til at være et bredt flertal for at styrke LAG-midlerne.
Fakta om LAG
- Der er i alt 26 lokale aktionsgrupper på tværs af landet, som tilsammen dækker over 56 kommuner og 27 småøer.
- Med LAG-midlerne får borgere, virksomheder og foreninger en
økonomisk hånd til at udvikle det lokale erhvervsliv eller til at understøtte gode levevilkår i landdistrikterne og på de små øer. - De lokale aktionsgrupper (LAG) giver tilskud til projekter, der kan skabe vækst og udvikling i landdistrikterne. Aktionsgrupperne prioriterer midlerne på baggrund af den lokale LAG-forenings egen strategi.
Kilde: Erhvervsministeriet