Det er på tide, at den rød/grønne fløj i Folketinget tager fløjlshandskerne af og bryder Venstres hidtidige magtmonopol på at føre landbrugspolitik.
Af Anders Borgen,
cand. agro., økologisk planteforædler
DEBAT – Greenpeace mener, at den danske husdyrproduktion skal halveres, og Radikale Venstre vil udtage 30% af landbrugsarealet for at leve op til Paris-aftalens klimamål. Alle andre grønne partier og organisationer har ligeledes forskellige bud på, hvordan landbrugets klimabelastning kan reduceres.
Regeringen har hidtil intet gjort, da den mener, det vil blive dyrt. Men bliver det dyrt, og er det nødvendigt delvist at nedlægge landbruget for at nå miljømæssige mål?
Landbrugets klimabelastning skyldes to ting: Landbrugets omfang og måden landbruget dyrkes på. Om der er for meget landbrug, afhænger i høj grad af, hvordan landbruget dyrkes. Miljømæssigt set er der himmelvid forskel på, om den amerikanske prærie afgræsses af bisonokser, eller om den opdyrkes med foderkorn til køer på stald.
Det samme gælder naturligvis i det danske landskab. Som det dyrkes i dag, er der ingen tvivl om, at der er alt for meget landbrug både i Danmark og i verden.
Korn er en problematisk afgrøde i Danmark
Hovedparten af dansk landbrug dyrkes med korn, som miljømæssigt er en meget problematisk afgrøde i det danske klima. Korn hører hjemme i et middelhavsklima med tørre somre og vækst om vinteren. Det danske og nordiske klima er omvendt.
Korn dyrket i Danmark har stort set hele sin vækst og næringsoptagelse i april, maj og juni, mens markerne resten af året, og især mens jorden er varm i juli, august og september, er udsat for kvælstofudvaskning og humusnedbrydning.
Det danske klima er egnet til planter med vækst om sommeren, men ikke om vinteren. Korn dyrkes som monokulturer, hvilket nødvendigvis fører til højt smittetryk af sygdomme og opformering af ukrudt.
Derfor sprøjtes korn massivt med pesticider, mens græs ikke har behov for at blive sprøjtet. Det danske klima er bedre egnet til græsproduktion, som har en meget længere vækstsæson end korn, og som opbygger humus i jorden og forhindrer kvælstofudvaskning.
Små eller store landbrug
EU’s landbrugspolitik har gået på at øge produktion af reformafgrøder, herunder især korn på bekostning af græs, fordi korn kan omsættes på verdensmarkedet og mellem firmaer, og priserne kan styres ved interventionslagre eller sendes ud på verdensmarkedet, mens græs primært dyrkes til selvforsyning på det enkelte landbrug.
EU’s landbrugspolitik har ikke primært gået på at øge produktionen, som det ofte hævdes, men har gået på at øge omsætteligheden af afgrøderne, og at nedsætte selvforsyningsgraden i de enkelte lande og på de enkelte landbrug.
At landbrugsproduktionen i det sidste halve århundrede er ændret fra små alsidige landbrug til at blive ensidig korndyrkning på store marker og med koncentration af husdyrproduktionen på få industribrug er ikke en naturlig og nødvendig følge af teknologien og af samfundsudviklingen.
Det er et resultat af et landbrugspolitisk valg. Når landbrugsstøtten gives som en støtte pr. hektar, så får man mere i støtte, jo flere hektar man har, og så bliver store landbrug mere rentable end små.
Hvis man i stedet gav landbrugsstøtten som et bidrag til hver enkelt landmand, så ville store landbrug blive mindre rentable i forhold til små landbrug. Alle økonomiske analyser viser, at store landbrug kun er rentable i kraft af landbrugsstøtten, og at mellemstore landbrug er mere driftsøkonomisk rentable.
De helt små hobby-bedrifter er heller ikke rentable, fordi de har for dårlig kapacitetsudnyttelse af maskinerne. Det groteske er, at vi tilbage i dag kun har de urentable industrilandbrug, som lever af hektar-tilskud, og hobbylandbrugene, som lever af indtægter fra lønarbejde udefra.
De rentable mellemstore landbrug er udkonkurreret og opkøbt af industrilandbrugene. Landbrugsstøtten har således givet et samlet resultat til skade for samfundsøkonomien, fordi landbrugsproduktionen er blevet mindre rentabel, og i dag er helt afhængig af fortsat støtte.
Markant belastning af miljøet
Korn kan i Danmark ikke dyrkes uden markant miljøbelastning, og udbytterne i korn er ikke højere end i græs. Tværtimod. Græs giver faktisk et højere udbytte end korn. At de danske græsningsarealer er omlagt til kornproduktion er et politisk valg, og skyldes ikke, at det giver en større produktion. Landbrugsmaskiner med et akseltryk på over 3½ tons giver permanente trykskader på underjorden.
Permanente i den forstand, at det giver et varigt og akkumulerende udbyttetab fra nu af og muligvis helt frem til næste istid. Udbyttepotentialet i dansk landbrug vil derfor være faldende i kommende år som følge af strukturudviklingen. Store landbrugsmaskiner er derfor på lang sigt ikke mere rentable end mindre, og er kun i øjeblikket rentable for den enkelte landmand, fordi landbrugspolitikken skaber rammevilkår, som gør store kornmarker mere støttede end små.
Landbruget ser ud som det gør, fordi der har været en politisk målsætning om at ændre landbruget i den retning, og det er kun lykkedes ved en massiv skattefinansieret investering i landbrugsstøtte, som har skubbet landbruget i den retning.
Løsningen er derfor ikke nødvendigvis at lukke landbruget, men at omlægge det til en mere miljøvenlig driftsform. Hvis køerne kom tilbage ud på græsmarkene i stedet for at stå inde i staldene og spise korn, så ville de ikke være klimabelastende, og det danske vandmiljø ville ikke belastes med kvælstof.
Industrialisering af landbruget skabte miljøproblemerne
Der er mere humus og dermed mere kulstof bundet i en permanent græsmark, end der er i en skovbund, og kvælstofudvaskningen er lige så lille som skov og anden natur.
Når politikerne snakker om at reducere landbrugets miljøbelastning, så er det en vigtig pointe, at miljøproblemerne primært er opstået som følge af den politiske beslutning om industrialisering af landbruget ved at omlægge græsningslandbruget til kornproduktion, og at sætte dyrene på stald. Det passer ikke, at landbruget ser ud som det gør, fordi det er den mest rentable måde at drive det på.
Strukturudviklingen i landbruget er ikke en naturlig følge af den samfundsøkonomiske og teknologiske udvikling, men er primært gjort kunstigt rentabel ved systematisk at tilrettelægge støtteordningerne til at fremme industrialiseringen og strukturudviklingen.
Mere intensivt landbrug er en forkert strategi
Tænketanken CONCITO og andre har regnet sig frem til, at det er mere fornuftigt at tage noget af landbruget ud af produktion og skabe mere natur, og til gengæld opretholde og måske endda øge intensiveringen af landbrugsproduktionen på resten af landbrugsarealet. Danmark har helt bestemt brug for mere natur, men at øge intensiveringen i resten af landbruget er en helt forkert strategi.
Beregningen bygger på den fejlagtige opfattelse, at intensiv kornproduktion giver en større og mere rentabel produktion end den langt mere miljø-skånsomme græsproduktion. Den forudsætning er simpelthen forkert. Endvidere undervurderer beregningen miljøeffekterne af, at Danmark har Europas mest pesticid-og ammoniakforurenede regn- og overfladevand, og at dette har stor betydning for biodiversiteten også i naturområderne udenfor landbrugssystemet.
Uanset at vi udlægger flere arealer til heder og overdrev, som vil biodiversiteten dér være begrænset på grund af forurening fra den gylle og pesticid-baserede landbrugsproduktion. Naturen i Danmark lider således ikke kun af at være lille og sporadisk, men også af belastningen fra den intensive landbrugsproduktion.
Derfor er det ikke nok at udvide naturarealet for at fremme biodiversiteten, men det er også helt afgørende at omlægge landbrugsproduktionen til mere miljøskånsomme driftsformer.
Der argumenteres ofte med, at det er en dårlig idé at lægge for mange miljø- eller dyrevelfærdsmæssige begrænsninger på dansk landbrug, fordi det blot vil betyde, at landbrugsproduktionen flytter til andre lande, hvor miljøforholdene og dyrevelfærden er endnu værre. Det er noget vrøvl.
Danmark er ikke duks i EU-klassen
Danmark er ikke en duks i EU-klassen. Danmark har Europas mest monotome landskab, den laveste biodiversitet, det højeste pesticidforbrug pr arealenhed, de mest næringsstofbelastede søer og vandløb, og vi overtræder systematisk EU-reglerne for dyrevelfærd.
Danske svin halekuperes systematisk i strid med EU’s regler for dyremishandling, og ingen transporterer så mange dyr over lange afstande som Danmark. Danmark har verdens største produktion af mink, som heller ikke kan betegnes som andet end dyremishandling.
Fra mit eget fagområde med bæredygtig udnyttelse af genetiske ressourcer gælder også, at Danmark suverænt er det land i Europa, som har været dårligst til at bevare vore gamle husdyrracer og plantesorter i strid med Biodiversitets-konventionen.
Hvis dansk landbrugsproduktion skal finde en betegnelse fra skoleverdenen, så er fedterøv mere rammende for den, der forsøger at give indtryk af at være artig, men i virkeligheden gør det modsatte.
Det er altså landbrugspolitikken og dermed måden landbruget dyrkes på, der har skabt miljøproblemerne, og ikke landbruget i sig selv. Derfor kan miljøproblemerne også løses uden at nedlægge landbruget, men blot ved at ændre landbrugspolitikken, og især støtteordningerne.
Målet med dansk landbrug bør være, at Danmark som minimum er selvforsynende med foder og fødevarer. Dette er slet ikke tilfældet i dag. Danmark har en massiv import af især foder for at opretholde husdyrproduktionen, som næringsstofmæssigt langt overgår vor eksport, og det er til skade for det globale miljø.
Landbruget er ikke netto-producerende
Danmark har således ikke nogen netto-fødevareproduktion, men tærer på verdens samlede fødevareproduktion ved at fodre vore husdyr med korn og soja.
Omvendt er Danmark meget velegnet til fødevareproduktion, og vi bør derfor udnytte vort gunstige klima til at ernære verdens stigende befolkning. Danmark bør derfor af moralske og miljømæssige grunde have en målsætning om at bidrage positivt til verdens samlede fødevareproduktion. Det kan kun gøres ved at reducere svineproduktionen og dyrke mere plantebaseret kost til mennesker.
Mennesker kan ikke leve af græs, og derfor skal der også dyrkes korn og grønsager i Danmark, også selvom det nødvendigvis medfører en eller anden grad af miljøbelastning. Imidlertid er det ganske fornuftigt at dyrke korn og grønsager i kombination med græs, fordi det giver en bedre udnyttelse af næringsstoffer og forebyggelse af ukrudt.
Vi bør således have en planteproduktion, der som minimum svarer til det danske fødevareforbrug af planteprodukter og gerne med en vis eksport, og have mindst det dobbelte areal med græsmarker. Husdyrproduktion udover dette græsningsareal kan godt opretholdes, hvis den baseres på primært græsning, og med begrænset supplement af tilskudsfoder.
Et landskab præget af græssende dyr og med korn, grønsager og andre fødevare-afgrøder på mindre bedrifter i rotation med græsmarksproduktion vil ikke nødvendigvis nedsætte den samlede fødevareproduktion i Danmark, og det vil ikke nødvendigvis koste mere. En malkeko giver ikke mere mælk af at stå i en stald og spise korn frem for at gå og græsse på marken.
Den er bare endt dér, fordi de politisk bestemte rammevilkår har fremmet denne produktionsform. Det vil derfor ikke koste noget, hvis man politisk beslutter sig for at ændre rammevilkårene, så man i stedet tilrettelægger støtteordninger og andre rammevilkår til at fremme produktionsformer, der er bedre for biodiversitet, klimaet og for de æstetiske landskabsværdier.
Omstilling mulig, hvis der er politisk vilje
En omlægning af landbruget til denne vision kan godt gennemføres inden for den gældende landbrugspolitik i EU, hvis der er politisk vilje til det i Danmark. Der er muligheder for at give en del af landbrugsstøtten til miljøtiltag, og hvis disse muligheder udnyttes intelligent, kan målet godt opnås med kun begrænsede ændringer i tilskudssatserne.
Stilles der eksempelvis et krav om, at støtte til korn kun gives, hvis det dyrkes i et sædskifte med græs, så koster det ikke støttekroner, og den samlede foderproduktion kan opretholdes, fordi græs giver større foderproduktion end korn.
Hvis Danmark standser med at give nationalt tilskud til at opføre flere af de urentable svinestalde, så koster det heller ikke noget. Danmark har nidkært gennemført veterinære kontrolsystemer, som gør små levnedsvirksomheder urentable, og som alene gavner den industrielle husdyrproduktion. Igen er det et politisk valg, at man gerne ville fremme industrialiseringen på bekostning af lokal produktion og levevilkårene i landdistrikterne.
Det er altså muligt at nedbringe landbrugets miljøbelastning, uden at det bliver dyrt og uden at produktionen falder. Det kræver blot politisk vilje til at arbejde efter et andet langsigtet mål.
Vi må sætte et nyt mål for landbrugets udvikling
Industrilandbruget er et resultat af en politisk målsætning, som har vist sig at medføre en uhensigtsmæssig og uacceptabel miljøbelastning, og som har reduceret den samlede fødevareproduktion.
Nu skal vi sætte et nyt mål for landbrugets udvikling. Det vil naturligvis tage lang tid at omlægge marker, maskiner og stalde, og forskningen, som hidtil ensidigt har fokuseret på øget industrialisering i landbrugssektoren, skal i stedet finde løsninger til mere miljøvenlige driftsformer. Alt starter med det første skridt, og det første skridt er at beslutte et ny langsigtet vision for, hvor vi vil hen med dansk landbrug.
Dansk politik har i de sidste 100 år været præget af en magtdeling mellem Folketingets partier. Magtdelingen har rødder helt tilbage til Kanslergadeforliget, som blev indgået i 1933.
Magtdelingen går ud på, at Socialdemokraterne har fået lov at udforme socialpolitikken, mod at Venstre fik lov at bestemme over landbrugspolitikken, og at det yderste venstre og det yderste højre holdes uden for politisk indflydelse.
I 2001 blev Anders Fogh Rasmussen statsminister, og han har om nogen brudt med den traditionelle magtdeling ved at invitere DF helt ind magtens centrum især på det værdipolitiske område, og ved at genindføre den fattigdom, som ellers var ved at være udryddet.
Det er på tide, at den rød/grønne fløj tager handskerne af, og bryder Venstres magtmonopol på det landbrugspolitiske område.
