Vandsektoren: Vi arbejder for klimaet

Vandselskaberne skal bl.a. afhjælpe konsekvenserne af de stigende vandmasser og voldsomme skybrud, som vi allerede oplever. Foto: Colourbox

Til klimamøde på Marienborg i dag medbringer DANVA en række af vandsektorens CO2-reducerende løsninger, som understøtter Danmarks ambitiøse klimamål.

KLIMA – Hvordan kan vandsektoren medvirke til at opfylde regeringens målsætning om reduktion af klimagasser med 70 procent i 2030? Det kan bl.a. ske ved at udnytte spildevandsslam til klimavenlig strøm, fjernvarme og biobrændstof.

Flere steder i landet sker det allerede, men teknikkerne, der er fremtidens CO2-løsninger, kan udvikles og udbygges yderligere for at indfri det fulde potentiale.

»I vandsektoren er der et kæmpe potentiale for at bidrage til den nationale klimamålsætning, og vandsektoren ser frem til at bidrage til de partnerskaber, som statsministeren nu igangsætter, siger Carl-Emil Larsen, direktør i DANVA.

»Vandsektorens klimavenlige forsyningsløsninger, er både til gavn for danske vandkunder og Danmarks klimamål, ligesom de er attraktive på eksportmarkeder og dermed også understøtter løsninger globalt«, siger han.

Klimapartnerskaber præsenteres på Marienborg
Statsminister Mette Frederiksen præsenterer i dag på Marienborg sine 13 nye klimapartnerskaber. Vandsektoren er inviteret til at indgå i partnerskabet om affald, cirkulær økonomi og vand og ser frem til dette samarbejde. Men vandsektoren har samtidig en meget tæt kobling til samarbejder om at udvikle fælles løsninger med både fjernvarme- og energisektoren.

»Håndtering af vand er helt afgørende for at minimere problemerne med klimaet. På den ene side skal vandselskaberne afhjælpe konsekvenserne af de stigende vandmasser og skybrud, som vi allerede ser i dag. På den anden side skal vi reducere udledningen af CO2 ved hjælp af moderne strøm, fjernvarme og biobrændstof fra spildevandsslam. Teknikkerne skal udbygges til storskalaformat i hele landet, så de får størst mulig effekt«, siger Carl-Emil Larsen.

Vandsektorens CO2-reducerede løsninger er inddelt i tre fokusområder: Teknologiudvikling, forsyningsstruktur og klimavenlige investeringer.

De teknologiske løsninger handler først og fremmest om, at der er ressourcer i både vand og spildevand, som skal udnyttes i endnu højere grad til el, fjernvarme, brændstof og gødning. Som noget nyt er der nu udviklet en metode til at omdanne spildevandsslam til bioolie, der kan raffineres til flybrændstof.

Udover at begrænse CO2-reduktionen arbejder vandselskaberne også på at minimere udledningen af andre klimagasser som lattergas og metan.

Klimaløsninger
Hvis det står til vandsektorens organisation, skal politikerne desuden indrette forsyningsstrukturen og lovgivningen på en måde, så forsyningssektoren kan etablere de mest optimale og CO2-reducerende løsninger.

Det vil betyde, at man skal fjerne afgiftsmæssige barrierer og tage stilling til at erstatte forbrænding med fremtidens CO2-neutrale el, fjernvarme og brændstof. F.eks. kan en væsentlig del af fjernvarmen i danske husstande dækkes af produktionen fra renseanlæg.

Vandsektoren vil udvikle CO2-reducerende klimatilpasningsløsninger. Dette kan f.eks. ske ved at investere i vandparkeringspladser, hvor lavbundsjorde anvendes til opmagasinering af vand. Det skal sikre, at vandet ikke oversvømmer de nærliggende byer og gør skade på ejendom. Samtidig vil indsatsen både medføre reduktion af metan, ligesom den understøtter, at der kommer mere biodiversitet på de arealer, man friholder fra jordbrug. 

Vandsektoren understøtter også, at danskerne drikker vand fra hanen, hvilket er 900 gange mere klimavenligt end at slukke tørsten med flaskevand. Grundvandet beskyttes blandt andet ved hjælp af skovrejsning, da træer fremtidssikrer indvindinger og samtidig reducerer mængden af CO2.