Ny rekord: Vi er vilde med at overnatte i naturen

Antallet er overnatninger i naturen er fordoblet siden 2013. Foto: Colourbox

Miljøminister Lea Wermelin vil nu undersøge muligheden for fri teltning i endnu flere af statens skove landet over.

NATUR – En ny opgørelse viser, at rekordmange napper en nat under stjernerne i løbet af året og vågner op til fuglefløjt og frisk luft i naturen.

Flere end 210.000 bookede sidste år en primitiv overnatning i det fri på en af Naturstyrelsens store lejrpladser. Det er mere end en fordobling, hvis man sammenligner med 2013, hvor man begyndte at registrere antallet af bookinger, oplyser Miljø- og Fødevareministeriet.

Især de sjællandske lejrpladser er populære at booke, mens der er plads til, at endnu flere ruller liggeunderlaget ud på de fynske lejrpladser.

Ud over at kunne bruge Naturstyrelsens store lejrpladser, kan vi også sove på en af landets 250 små, primitive lejrpladser, eller slå telt op i skove med fri teltning. Her er det ikke nødvendigt at booke, og disse overnatninger tæller derfor ikke med i de nye tal.

Du kan frit slå teltet op i 200 statsskove

– Danskerne er blevet vilde med at sove ude i vores fælles natur, og det er en oplevelse, som jeg gerne ser, at endnu flere får glæde af. Derfor vil jeg nu sammen med Naturstyrelsen undersøge, om vi ikke kan åbne op for endnu flere muligheder for fri teltning, siger miljøminister Lea Wermelin.

Der er allerede fri teltning i over 200 statsskove i hele Danmark. Her må man gratis slå sit telt op og tage en enkelt overnatning uden at søge om tilladelse først. Det er blandt andet på baggrund af et ønske fra Spejderne, at miljøministeren nu vil have undersøgt, om der kan udpeges flere skove til fri teltning. 

– Som danskere betaler vi over skatten for, at vi kan tage på gratis ferie i det fri på statens naturområder. Her kan børn, unge og voksne opleve naturen, uden at det kræver en masse planlægning eller udstyr. Jo mere vi kommer ud i den danske natur og får den ind under huden, jo bedre bliver vi til at passe på den, siger Lea Wermelin. 

Det er ikke kun i de lune sommermåneder, at vi laver mad over bål og folder liggeunderlaget ud på skovbunden, under teltdugen eller på shelterets planker. Det er en mulighed, som mange benytter sig af året rundt. Tidligere undersøgelser har desuden vist, at det især er børnefamilierne, der i stor stil er begyndt at benytte sig af de gode muligheder for at sove udendørs.