Det, vi opfatter som personlig frihed, er med til at ødelægge os selv og smelte vores livsgrundlag væk under fødderne på os. Vi bliver nødt til at indse, at fremtiden skabes af nutidens begrænsninger.
Af Rebecca Goldschmidt Andersen, studerende og klimaaktivist i Den Grønne Studenterbevægelse i Aarhus
I sidste uge sagde de, at indlandsisen smelter seks gange hurtigere, end den gjorde i 80’erne. I sidste uge så jeg »Vores Planet« på Netflix. Dem der har set afsnittet om Arktis ved, at hvalrosserne lider af pladsmangel. De nødsages til at kravle op på høje klipper, hvorfra de falder ned og slår sig ihjel. I sidste uge hørte jeg klimaforskeren fra Århus Universitet, Jørgen E. Olesen sige, at en global 1-barnspolitik vil være et effektivt middel til en bæredygtig fremtid.
I løbet af min barndom skabte jeg billedet af mit perfekte voksenliv. Det indebar sjovt nok ikke lange sommertørker, plastikøer og stigende havvand, men derimod mig og X, hvis navn og ansigt var skiftende alt efter, hvem jeg nu lige forelskede mig i, og vores tre børn. Realiteterne har ændret sig siden, jeg var barn – og voksenplanerne dermed.
Fanden er for længst blevet malet på væggen. Demonstrationer verden over viser, at maleriet ikke mindst påvirker ungdommen, som udover at bestå deres eksamener også skal forholde sig til en uvis fremtid, som lige for tiden tegner en smule dyster.
Disse unge, som tager fremtiden alvorligt og råber op, drømmer om at få ham Fanden sat på den politiske dagsorden. Ikke kun i ordlyd, men i handling!
Det kunne være så rart, hvis nogle af de, som mener, at de er voksne nok til det ansvar, det er at lovgive på europæisk og nationalt plan, ville bruge deres tildelte magt ordentligt. Det ville være så rart, hvis de rent faktisk vil male fremtiden grøn i stedet for sort. Ikke med ord, men med handling.
Essensen af vores menneskeret
Lige nu – op til og i valgkampen – er ordlyden taget til. Men handlingen er stadig ingen steder at opsnuse. De siddende politikere virker ikke til at være modige nok til at føre en politik, som kan kategoriseres som bæredygtig. De er simpelthen for bange for, at det skulle gå hen og blive upopulært.
Specielt kunne klimavenlig lovgivning gå hen og blive upopulær i Danmark, hvor befolkningen er vant til at kunne få alt, hvad de drømmer om uden politiske begrænsninger, hvor Gør-det-for-Danmark-reklamer opfordrer os til at knalde noget mere for at vende den nedadgående fødselsrate, og hvor flyrejser, kødforbrug og unødvendige tøjindkøb er nogle af de muligheder, vi stadig betragter som essensen af vores menneskeret.
Af denne grund føles det nok svært for genvalgsfokuserede politikere at indføre nogen form for CO2-reducerende politik. Det vil det blive ved med at være, indtil vi som individer og samfund har fattet, at der er mange aspekter af vores overflodslivsstil, vi bliver nødt til at give afkald på.
Fremtidsprognoserne viser, at der ikke er tid til mere laid-back politik. Det er derimod tid til, at klimaansvarlige politikere får lov at komme til orde. Det er tid til, at der indføres en lovgivning, som – om man kan lide det eller ej – begrænser vores klimabelastende friheder.
Hvad vi opfatter som personlig frihed er nemlig med til at ødelægge os selv og smelte vores livsgrundlag væk under fødderne på os. Vi bliver nødt til at indse, at fremtiden skabes af nutidens begrænsninger.
Min fremtidstro består i håbet om, at der rent faktisk er klimahandlingsvillige politikere rundt omkring i partierne. I håbet om, at danskerne kan gennemskue, hvad der er ordlyd, og hvad der er sandt. Min gejst for fremtiden består i håbet om, at valgene i år bliver seriøse klimavalg!
Jeg ønsker hverken at se flere ignorante politikere på Christiansborg eller flere faldende hvalrosser i Arktis.
