Site icon Jordbrug.dk

Køb-og-pas-på: Nu reparerer vi vores gamle støvsugere

Nicole Kiel Broch, direktør i den 56 år gamle kæde af støvsugerbutikker, Støvsugerbanden, melder om en markant stigning i antallet af reparationer af støvsugere. På et år er omsætningen på reparationer vokset med 45,7 procent.

Køb-og-smid-væk-kulturen er på vej ud, og vi er igen begyndt at reparere vores elektriske apparater. Butikskæden Støvsugerbanden melder om en markant stigning i antallet af reparationer.

RESSOURCER – De danske genbrugsstationer bugner af elektronikaffald. Tidligere undersøgelser viser, at op mod en fjerdedel af apparaterne stadig virker og kun har få skader. Meget tyder dog på, at vi står midt i en bæredygtig modreaktion til flere års brug-og-smid-væk-kultur.

Ifølge Henrik Egede, der er direktør i brancheorganisationen APPLiA Danmark, er der en begyndende tendens til, at forbrugere ønsker at reparere deres produkter frem for at købe nye. Foreningen repræsenterer producenter og importører af elektriske husholdningsapparater.

– Vi er på vej væk fra køb-og-smid-væk og henimod køb-og-pas-på. Vi er alle begyndt at tænke os bedre om, og det er gået op for mange forbrugere, at det ofte er en bedre løsning at reparere end at købe nyt – både for pengepungen og for kloden. Det er en tendens, vi mærker på forskellig vis nu i branchen for hårde hvidevarer og andre elektroniske apparater, fortæller Henrik Egede.

For at sætte turbo på udviklingen advokerer foreningen for, at Boligjobordningen bliver udvidet, så den også omfatter vedligeholdelse og reparation af husholdningsapparater.

Samme løsning er allerede indført i Sverige.

Fremgang for Støvsugerbanden
Et eksempel på den bæredygtige udvikling finder man hos den traditionsrige kæde af støvsugerbutikker, Støvsugrbanden. Virksomheden har i løbet af det seneste år oplevet en markant stigning i antallet af kunder, der ønsker at reparere støvsugeren frem for at købe en ny.

Omsætningen på reparationer er på blot ét år fra 2017 til 2018 vokset med 45,7 procent.

– Vi har været kede af den her brug-og-smid-væk-kultur, som har hersket i mange år. I fremgangs-nullerne ødslede folk simpelthen pengene væk, og efter krisen købte folk så billige støvsugere, at det ikke kunne betale sig at reparere på dem. Vi har haft kunder, der har købt en ny støvsuger, alene fordi de syntes, det var svært at finde de rigtige poser til den gamle, siger Nicole Kiel Broch, der er direktør i Støvsugerbanden.

– I de seneste år er kunderne dog blevet mere opmærksomme på bæredygtighed. Tendensens viser sig i, at vi generelt sælger flere støvsuger af høj kvalitet og i særdeleshed i mængden af reparationer. For kunderne handler det både om økonomi og om at tage ansvar for miljøet, forklarer han.

Siden Støvsugerbanden blev stiftet for 56 år siden, har reparationer været et vigtigt ben i virksomheden, og alle syv butikker har et værksted med specialuddannede teknikere.

Samtidig tilbyder virksomheden en landsdækkende service, hvor den defekte støvsuger bliver hentet i hjemmet og leveret igen i repareret tilstand.

Exit mobile version