Kender du klimaaktivistens forskellige faser af benægtelse, skyld og skam, afmagt og håb?
Af Maya Bjerrum Trinkjær,
cand. mag., Citizens’ Climate Lobby Denmark
KLIMA – Vi inficerer din nyhedsvæg på Facebook, Instagram eller Twitter med dårligt nyt og giver dig dårlig samvittighed over, at du pakker din mad ind i stanniol, at du vælger at have to biler for at spare 1 eller 3 timers transport om dagen, at du elsker spaghetti med kødsovs, lammekoteletter eller frikadeller, nyder dine shoppeture og køb fra Wish, eller at du hvert år ser frem til dine to charterrejser med ungerne.
Jeg er med i flere af grupperne, og jeg undskylder på bagkant og forhånd den dårlige samvittighed, jeg måtte forvolde dig. Jeg håber, at du tror mig, når jeg siger, at det ikke er min hensigt. Ingen af os er helgener.
Mit første skridt mod klimahandling var at omfavne, at så længe jeg lever i denne verden, så længe må jeg leve som hykler.
Det er hverken din eller min skyld, så længe vores samfund ånder på fossile brændstoffer, og det betaler sig at forurene.
Jeg tror, at de mange af os, der har klimaet og bevarelse af kloden som hjertesag, har været igennem flere faser, inden vi mødte hinanden i de grønne fællesskaber.
Når femøren falder
Da det går op for os, at vi er fucked. At der virkelig er noget galt, når koralrevene dør og havene ikke kan absorbere ilt, når skovene ryddes, når tusindevis af dyrearter uddør, og polerne smelter.
Når de dårlige nyheder ingen ende vil tage, og det virkeligt er sådan: Vi arbejder os sikkert frem imod vores endeligt. Verden, som vi kender den, er måske allerede fordømt. Dette er panikstadiet med frygten for voldsommere vejr, økologisk kollaps, vores børns fremtid, sygdomme, flygtningekriser. Krig.
Benægtelse
Måske er det slet ikke så slemt, som det lyder, tænker vi så. Måske er der en teknologisk løsning lige om hjørnet. Måske findes den allerede. Den løsning, der hjælper dyrearterne tilbage i trivsel, der redder koralrevene, renser havene og luften og giver plads til opdyrkning af mere skov. Forskerne kan gøre mirakler. Politikerne finder en løsning. Det gør de altid…
…ik?….
Skyld og skam
Her forstår vi, at vi er en del af problemet. At vores forbrug er af dødelig karakter. Nu begynder vi at slukke lyset efter os, tørre tøj på tørresnore, at skifte el-pærerne ud, sorterer affald, skifte bank til en grøn, skifte mobilselskab, elselskab, pensionsselskab, købe genbrug, cykle som transport, flyve mindre, spise mindre kød, intet kød, intet animalsk. I hvert fald økologisk(!)
Indtil ….
Afmagten
Mavepusteren, modløsheden, forfærdelsen, når vi indser, at vores anstrengelser er en dråbe i havet. At vi er for små til at gøre en forskel.
For infrastrukturen er ude af kontrol, og mens vi knokler for menneskets fremtid på jorden, er den herskende tendens økonomisk vækst baseret på fossile brændstoffer; virksomhederne losser CO2 ud i atmosfæren og forgyldes for det, og vores økologiske madvarer er ganske vist sunde, men de forurener i produktionen af CO2.
De bæredygtige valg er dyre og svære, og håbløsheden er total, når købet af en el-cykel eller el-bil følges af erkendelsen af, at både batteri og el er helt ad helvede til for klimaet.
Håbet
Når vi har raset eller grædt eller ængstedes, alt efter temperament, og har sat ord på vores afmagt og vores forfærdelse, før apatien sparker døren ind, da modnes håbet. Og stadfæstes fordi vi opdager, at vi ikke er alene.
Vi opdager, at en dråbe i havet, trods alt er en dråbe. At et regnvejr gør en forskel, en stormflod: »Det er bare et sugerør,« sagde syv milliarder mennesker. »Det er bare en flyvetur,« sagde én milliard mennesker.
»Det er vores fremtid«, siger x antal mennesker. Det X antal mennesker bliver flere.
Jeg bliver både håbefuld og glad og sorgfuld, når jeg hører Greta tale for vores fremtid og handle efter samme.
Det samme når folk samles til klimamarch, til møder, i grupper og til aktioner, når vi snakker sammen om nødvendigheden af omstilling og vores fælles ansvar.
Det betyder noget. Folkebevægelsen vokser.
Jeg tør stadig håbe
En facebook-debattør blev irriteret over nogle grønne skriverier og skrev: »Må VI, som lever NU, også gerne være her?«.
Til det føler jeg mig overbevist om, at ingen mener »nej«. Jeg ønsker mig, at der er plads til alle sammen. Nu og i fremtiden. Det kræver både inklusion og hensyntagen. Og ordentlighed.
Vejer vores »nu« højere end andre generationers? Vores børn og børnebørns »nu«? Vi opdrager vores børn til at rydde op efter sig selv. Til at tage hensyn og levne til de andre. At være mod andre, som vi ønsker, at de skal være mod os. Det mener jeg, at vi skal efterleve i alle vores handlinger.
At vi skal opelske fællesskabet, fordi det er med hinanden, vi skal leve. Ikke af hinanden. Jeg ønsker, at kysse mine børn godnat om aftenen med ro i maven fordi deres fremtid ikke er i fare. Er det utopi at håbe?
Jeg tør stadig håbe. Blandt andet fordi vi bliver flere og flere, der indser, at klimabidrag, -bonus og klimatold, hvor høje og støt stigende CO2-afgifter på kilden af forurening, hvor afgifterne fordeles ligeligt på befolkningen, og hvor importerede varer pålægges tilsvarende afgifter (Dvs. ikke som Macron foreslog det), er et vidunderligt, uvurderligt værktøj til den grønne omstilling.
Hvad får dig til at håbe?
