Flere forskellige afgrøder dyrket samtidig på samme mark kan medvirke til et mere robust og bæredygtigt landbrug. Men det er ikke altid nemt at gå nye veje.
Af Ane Kirstine Aare, Ph.d.-studerende ved Roskilde Universitet
LANDBRUG – I skoven vrimler det med liv; forskellige planter vokser side om side i under- og overskoven, ja nogle kravler sågar op ad hinanden for at deles om vand, jord og sollys.
Går man en tur i det danske landsbrugslandskab er ensartede marker med den samme afgrøde derimod det mest almindelige syn.
I naturen er der artsdiversitet, fordi hver planteart har forskellige egenskaber og behov, og fordi naturen fordeler sine ressourcer forskelligt selv indenfor et meget lille område. Naturen er derfor i stand til at udnytte de ressourcer, der er til rådighed meget effektivt.
På en dansk kornmark med en enkelt art udnyttes vand, lys og næringsstoffer ikke i samme grad som i naturen. Og der er andre ulemper ved den ensartede dyrkning af samme afgrøde – også kaldet monokultur – som for alvor tog fart efter 2. verdenskrig:
- Jordens frugtbarhed reduceres, når færre afgrøder dyrkes på samme areal år efter år.
- Der er større behov for bekæmpelse af sygdomme og skadedyr.
- Der er ringe muligheder for at reducere risikoen for økonomiske tab på grund af udsving i vejret og verdensmarksprisen på den enkelte afgrøde.
Så hvad nu hvis landmænd efterligner naturen og begynder at så flere forskellige afgrøder på markerne samtidig?
Netop det undersøger vi på Roskilde Universitet i EU-projektet ReMIX, hvor vi sammen med en gruppe landmænd skal indhente erfaring og inspirere til mere diversitet på de danske marker.
Samdyrkning er gammel vin på nye flasker
En af de måder, man kan skabe mere forskellighed på markerne, er gennem samdyrkning.
Samdyrkning betyder, at man dyrker flere forskellige afgrøder på samme mark på samme tid. En praksis, som var langt mere udbredt før industrialiseringen af landbruget for omtrentlig hundrede år siden, men som med tiden stort set er gået i glemmebogen.
Før industrialiseringen var det udbredt at dyrke blandinger af flere kornarter og bælgplantearter for at sikre sig komplet og sammensat vinterfoder til sine dyr.
Hvis en af afgrøderne havde dårlige vilkår på grund af sygdomme eller ringe vejr, var der mulighed for, at de andre arter stadig kunne klare sig.
Blandingerne gjorde dermed landmanden mindre udsat – eller sagt på en anden måde, så blev dyrkningsstabiliteten øget
Samdyrkning højner biodiversiteten
Blandt forskere er der i dag en stigende anerkendelse af, at diversiteten skal tilbage til landbruget, hvis sektoren skal fremtidssikres og blive mere bæredygtig (se for eksempel ekspertpanelet IPES’ rapport om emnet fra 2016).
Hvis man skifter mellem forskellige afgrøder fra år til år (sædskifte) og dyrker flere afgrøder samtidig på samme mark (samdyrkning), opnår man en række fordele.
Dyrkningsmetoden er nemlig mere skånsom for biodiversiteten, da den mindsker behovet for pesticider og handelsgødning – specielt ved kombination af for eksempel korn og bælgplanter som ærter eller hestebønner (se Hauggaard-Nielsen et al. 2008).
Endelig øges dyrkningsstabiliteten, således landmændene er mindre udsatte ved de skiftende vejrforhold, som vi har i vente på grund af klimaforandringer.
Ikke nemt at ændre praksis i landbruget
Men på trods af potentialet ved samdyrkning er det svært for den enkelte landmand at ændre praksis, da landbrugssektoren er indrettet til et yderst specialiseret og ensartet produktion og salg.
Landmænd støder derfor på en række udfordringer, når de overvejer at anvende samdyrkning på deres marker.
Udfordringerne er blandt andet, at de maskiner, de har til rådighed, de sorter, vi har fremavlet og den rådgivning, de kan få, alt sammen ikke passer til denne måde at dyrke på.
Det samme gælder logistikken hos de, der aftager afgrøderne, dét, de lærte i skolen og den æstetik, som naboen bruger til at vurdere, hvor gode landmænd de er.
Behov for et paradigmeskift i landbruget
Efterhånden oplever flere landmænd bagsiderne af både de kemiske og mekaniske måder at styre planternes vækst, og de efterspørger nye måder at sikre sunde fødevarer og frugtbare jorde.
Det er stadig et mindretal af danske landmænd, særligt økologer, der benytter sig af samdyrkning.
Men potentialet for denne metode er meget større, og der findes langt flere kombinationsmuligheder, end der bruges i dag.
Dernæst skal diversiteten på de danske marker samlet set være langt større, hvis det skal have en effekt på nogle af de store udfordringer, landbruget står overfor i dag – såsom at sikre biodiversitet, reducere udledning af drivhusgasser og udnytte jordens næringsstoffer bedre.
Det kan derfor være nødvendigt at udfordre den nuværende forståelse af, hvad effektivitet er indenfor landbrugsproduktionen.
Måske vi skal rette blikket mod den mest effektive måde at udnytte de mekanismer, som de naturlige økosystemer allerede tilbyder, hvis vi vil give plads til andre og mere langtidsholdbare måder at dyrke vores jord på?
Det vil kræve en anden forståelse hos både landmændene selv, men også hos de som aftager deres varer, os forbrugere, de store interesseorganisationer, lovgiverne, uddannelsesinstitutionerne og forskningen.
Samarbejde skal skabe mere bæredygtighed
Forskning har været en vigtig motor for, at vi i dag har et meget specialiseret og højtydende landbrug. En del forskning har handlet om at forbedre teknologier, mens en mindre del har handlet om at beskrive de strukturer og processer, som fastholder den måde, vi producerer på.
Særligt fordi der i dag stilles højere krav til landbruget om både at yde mere og at påvirke naturen mindre, er der behov for mere forskning i, hvorfor landmænd optager eller ikke optager nye, mere bæredygtige praksisser.
Det kræver ikke mindst mere samarbejde mellem forskning og praksis, hvorfor vi på Roskilde Universitet er gået ind i et samarbejde med en gruppe danske landmænd.
Vi oplever stor iderigdom hos landmændene, og en mere indgående forståelse af deres muligheder for at ændre praksis er derfor kernen i vores arbejde. Sammen undersøger vi, hvad disse nye (eller gamle) måder at dyrke jorden på vil betyde for den enkelte landmand.
Gruppen af landmænd prøver metoderne af og diskuterer med os og andre landmænd. På den måde tvinger vi hinanden til at tænke i nye muligheder med udgangspunkt i den virkelighed og hverdag, de skal implementeres i.
Artiklen er oprindeligt publiceret på Forskerzonen på Videnskab.dk
FAKTA om forskningsprojektet ReMIX
- ReMIX – Redesigning European cropping system based on species MIXtures – er et forskningsprojekt finansieret af EU’s Horizon 2020 forskings- og innovationsprogram og løber fra 2017-2021.
- Projektet har støttenummeret 727217. Læs mere om og følg ReMIX på hjemmesiden, Facebook, Twitter og RUC.
FAKTA om forskere, landmænd og virksomheder på fælles konference
- I september 2019 mødtes omkring 200 forskere og andre fra sektoren for første gang for at diskutere muligheder og udfordringer ved at bringe mere diversitet på de europæiske marker.
- Udover forskere deltog landmænd, interesseorganisationer og forskellige virksomheder fra landbrugssektoren. Konferencen blev arrangeret af Crop Diversification Cluster – et samarbejde mellem en række EU-projekter, der alle arbejder med forskellige måder at højne afgrødediversiteten i europæisk landbrug.
