Hvem spænder ben for miljøministerens ønske om at nedlægge en gavebod til landbruget, som tiden for længst er løbet fra? Fører departementet sin egen politik til gavn for landbruget?
K O M M E N T A R
Af Søren Wium-Andersen, biolog
LANDBRUG – I efteråret 2019 ønskede Miljøminister Lea Wermelin at nedlægge erstatningsordningen for kronvildtskader i Oksbøl og Ulfborg, da formålet med ordningen – at øge krondyr bestanden – er opfyldt. Hvorfor er dette endnu ikke sket? Hvem forsinker, at miljøministerens ønske omsættes til en ny praksis på området?
Erstatninger for markskader er gennem de seneste 75 år blevet udbetalt til de landbrug, der ligger nær ved reservaterne for krondyr i Vestjylland. Alene i perioden 2010 til 2018 blev der udbetalt næsten 9,1 mio. kroner til landbruget indenfor den to kilometer zone, der omgiver reservaterne. Miljøministeriets styrelser er fortsat med at udbetale erstatningerne til landbruget, uden at gøre deres nye miljøminister opmærksom på, at der var midler at spare på finansloven i 2020 i størrelsesordenen 2 mio. kroner.
Det finder jeg uansvarligt, for udbetalingerne er fortsat på trods af, at andre landmænd effektivt har holdt krondyrene væk fra afgrøderne ved at opsætte vildthegn. Det er hyldevarer, der kan købes i den nærmeste grovvarehandel og hos leverandører, der handler med vildthegn. Prisen for hegnene er kun en brøkdel af de erstatninger for krondyrskader, som staten udbetaler til naboer til reservaterne.
At lokale rådgivningsvirksomheder eg. SAGRO har afholdt kurser i en effektiv beskyttelse mod kronvildt understreger kun absurditeten i, at ministeriet er fortsat med udbetalinger af erstatninger til udvalgte landmænd. Dette er oven i købet sket i en periode, hvor miljøministeriet har lettet mulighederne for at bortskyde krondyr i tilfælde af markskader.
Klar udmelding fra Vildtforvaltningsrådet
Da ministeren erkendte, at der var et problem med den givtige ordning for erstatninger til landbruget, blev Vildtforvaltningsrådet, VFR, spurgt om det havde bemærkninger til at nedlægge ordningen.
I mødet, hvor spørgsmålet blev drøftet, deltog rådets ni medlemmer samt ikke mindre end seks repræsentanter fra miljøministeriets departement og miljøstyrelsen, nemlig to kontorchefer, en funktionsleder, en teamleder, en seniorkonsulent samt en studentermedhjælper. Udmelding fra Vildtforvaltningsrådet til ministeren var klar. Et enigt VFR-råd bakkede op om at nedlægge erstatningsordningen. Desuden fandt Vildtforvaltningsrådet det ikke nødvendigt at fastholde de to kronvildtreservater.
Så skulle den ged være barberet, tænkte mange – erstatningsordningen bliver lukket.
Men nej. En aktindsigt viser, at Miljøministerens departement tilsyneladende ikke ønsker at ophæve erstatningsordningen, før flere spørgsmål er blevet afklaret herunder om krondyrreservaterne skal bevares. Først to måneder efter at departementet var blevet bekendt med Vildtforvaltningsrådets indstilling – i februar 2020 – afgiver departementet en bestilling på bemærkninger hertil fra Naturstyrelsen. Af departementets bestilling fremgår det også, at Miljøstyrelsen åbenbart er i gang med en form for en overgangsordning for nedlæggelsen af erstatningsordningen(!)
Forældede ordninger bør ophæves snarest
Naturstyrelsens bemærkninger til Vildtforvaltningsrådets indstilling foreligger ikke som ønsket den 28.02.2020, men først den 9.03.2020. Styrelsen er fagligt enig med Vildtforvaltningsrådet, og finder, at det ikke er nødvendigt at fastholde krondyrreservaterne.
En forbløffende oprigtig konklusion, som Naturstyrelsen burde have forelagt for ministeren mindst ti år tidligere og senest, da den nye miljøminister kom ind i ministeriet. Hvorfor departementet finder, at Naturstyrelsen skal spørges nu, efter at VFR har udtalt sig om spørgsmålet, fortaber sig i det uvisse. Men at departementets handlinger har forsinket den af ministeren ønskede afskaffelse af erstatningsordningen omkring krondyrreservaterne er åbenbar for enhver, og det får mig også til at stille spørgsmålet: Fører departementet sin egen politik til gavn for landbruget?
Hvornår Miljøministeren, som ønsket, får sin administration til at udsende en bekendtgørelse om at lukke for erstatningerne, der vil spare staten for måske to mio. kroner i 2020 og dermed får lukket en gavebod, som tiden er løbet fra for ti år siden, står mig ikke klart.
Dersom Lea Vermelin skal få opfyldt sit ambitiøse mål om at forbedre biodiversiteten her i landet, så er der et behov for, at hendes rådgivere har ekspertise og et fagligt overblik. Erstatningsordninger, som tiden er løbet fra, bør ophæves snarest muligt – også selvom Miljøministeriets departement tilsyneladende har en anden opfattelse, og med held har traineret den opgave.
Et fagligt stærkt miljø i ministeriet, som foreslået i en kronik i Altinget af Søren Mark Jensen og Tine Skafte Nielsen, ville have reageret hurtigere og mere effektivt på dette område.