Der er i øjeblikket ingen indikation af, at SARS-CoV-2-virus, der forårsager COVID-19, kan inficere svin, skriver fem eksperter.
CORONA-VIRUS – Der er i øjeblikket ingen indikation af, at SARS-CoV-2-virus, der forårsager COVID-19, kan inficere svin. Coronavirus er normalt begrænset i deres værtsområde, og det kræver en betydelig ændring for dem at erhverve evnen til at inficere en anden vært.
Coronavirus inficerer mange forskellige pattedyrværter og fugle. Der er tale om en stor familie af forskellige virus, hvor visse coronavirus kan forårsage alvorlig sygdom hos dyr og mennesker. Zoonotisk transmission forekommer dog sjældent.
Det skriver fem eksperter i en artikel i Dansk Veterinærtidsskrift: Coronavirus i danske produktionsdyr, kæledyr og vilde dyr.
Den nye COVID-19 epidemi, som er opstået i Wuhan i Kina, er forårsaget af et nyt coronavirus, SARS-CoV-2. Det nye coronavirus er tæt beslægtet med et SARS-lignende virus, som er påvist i kinesiske flagermus. Men der er i øjeblikket ingen indikation på, at den kan inficere for eksempel danske svin, fremgår det af artiklen i tidsskriftet.
»Coronavirus er normalt begrænset i deres værtsområde, og det kræver en betydelig ændring for dem at erhverve evnet til at inficere en anden vært«, skriver de fem eksperter, som er Graham J. Belsham, professor ved Københavns Universitet, Lars E. Larsen, professor ved Københavns Universitet, Pia Ryt-Hansen, postdoc ved Københavns Universitet, Thomas Bruun Rasmussen, seniorforsker ved Statens Serum Institut og Anette Bøtner, professor ved Københavns Universitet og sektionsleder ved Statens Serum Institut.