Når man er udendørs og gradvist opfanger en svagt småsnakkende og blødt gakkende palaver fra luften, gælder det om at kigge op. Det er bramgæs, i bølgende bånd og perlerækker af stadigt skiftende mønstre.
N A T U R K L U M M E N
Af Ian Heilmann, lic. scient. og naturskribent
Fuglesang og fugletræk hører givetvis til de sider af fugleverdenen, der i særlig grad evner at tage et solidt greb i hjerterødderne hos de fleste, inklusive salmedigtere: Her i begyndelsen af november er skoven falmet trindt om land og fuglestemmen dalet. Havde der stadig været storke, var de flygtet over strand og viltre svaler fulgt efter. Og dog er der stadig fugletræk, om end det nu synger på sidste vers.
Til de mange indlysende privilegier, der er forbundet med at være bosat i Svendborg, øhav og opland, kan føjes oplevelsen af det spektakulære træk af bramgæs, efterår og forår. Når man er udendørs og gradvist opfanger en svagt småsnakkende og blødt gakkende palaver fra luften, gælder det om at kigge op. Det kan være svært at retningsbestemme, men så ser man dem pludselig, enten gennem skyer og dis eller mod en blå himmel.
Det er bramgæs, i bølgende bånd og perlerækker af stadigt skiftende mønstre, ofte i hundredevis. Gæssene er på vej fra arktiske ynglepladser til vadehavets vinterkvarterer mod sydvest. I maj måned går turen den anden vej – der er i det hele taget masser af Nils Holgersen stof i dette storslåede gåsetræk. Hvad snakker de om, spørger man sig selv. I hvert fald er det ret umuligt at stave sig til deres gåsesprog, men nogen forsøgte sig åbenbart i sin tid efter fattig evne: Bram-bram-bram – og så fik den navn.
Der sker mange ændringer og forskydninger i fugleverdenen i disse år. Bestandsstørrelser og geografiske udbredelser af de forskellige arter er påvirkede af en lang række forhold, som kan være svære at udrede. Vi mennesker med alle vores aktiviteter fylder til stadighed mere og mere. I det store billede og på det lange sigt har det negative konsekvenser for langt de fleste af de millioner af andre arter af livsformer, som vi deler denne begrænsede klode med.
Men der er også opløftende fortællinger ind imellem. Om bramgåsen, f.eks. Den er gået bemærkelsesværdigt frem gennem de seneste årtier. Det går åbenbart rigtig godt på de arktiske ynglepladser i Østgrønland, Svalbard og Novaja Zemlja, hvor klimaændringerne ellers slår særlig kraftigt igennem.
Indtil videre tilpasser bramgæssene sig med held i områder med såvel forøget snefald som forøget afsmeltning. Og foreløbig undgår de åbenbart også den forøgede trussel fra sultne isbjørne, som i stigende omfang udvikler sig til æggetyve i takt med, at deres foretrukne jagt på sæler vanskeliggøres af den svindende havis. Og fra de traditionelle arktiske ødemarker har bramgåsen tilmed formået at udvide sit yngleområde, i et tigerspring på over 2000 km. – mod syd(!)
Den er blevet ynglefugl i Østersø-området og siden 1980 også i Danmark – og ekspansionen synes at fortsætte. Bramgåsen kører med klatten – det havde man ikke lige set komme for halvtreds år siden. Dens mindre og mørkere slægtning knortegåsen er ikke så omstillingsparat, og så snakker den i øvrigt også helt anderledes: knor-knor-knort.
