Wefood har næsten fordoblet omsætningen under corona-krisen

Madspildsbutikkerne Wefood har aldrig haft mere travlt. Siden statsminister Mette Frederiksen lukkede Danmark ned, er omsætningen næsten fordoblet. Det skyldes blandt andet, at store supermarkedskæder donerer langt flere og mere attraktive varer end under normale omstændigheder. Foto: Kristian Skårhøj

Kølediskene bugner i Wefood-butikkerne, der sælger madvarer, der ellers ville ende som madspild. Wefood har i de sidste uger solgt 40 procent mere end på samme tid sidste år.

MADSPILD – Madspildsbutikkerne Wefood har aldrig haft mere travlt. Siden statsminister Mette Frederiksen lukkede Danmark ned, er omsætningen næsten fordoblet. Det skyldes blandt andet, at store supermarkedskæder donerer langt flere og mere attraktive varer end under normale omstændigheder.

Det oplyser Folkekirkens Nødhjælp, som står bag madspildsbutikkerne Wefood med tre butikker i København og en i Aarhus.

»Vi har de sidste uger solgt 40 procent mere end på samme tid sidste år. Det er fantastisk, for det betyder, at vi sammen med vores gode samarbejdspartnere og leverandører kan være med til at mindske det danske madspild. Men det betyder også, at vi sammen kan sikre endnu flere penge til vores projekter i verdens fattigste lande. Det er der stort behov for lige nu. Om lidt rammer corona-pandamien for alvor det afrikanske kontinent, og her kan krisen hurtigt blive en stor katastrofe«, siger Birgitte Qvist-Sørensen, der er generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.

Ti tons flere varer

I marts modtog Wefood-butikkerne 28-30 tons overskudsvarer. Det er næsten ti tons flere varer end på en almindelig måned. Blandt de største leverandører er nemlig.com, der i løbet af de sidste uger har doneret langt flere varer til Wefood end normalt.

»Som onlinesupermarked har vi mindre madspild end et almindeligt supermarked, men siden udbruddet af Covid-19, har vi måtte donere flere varer på grund af danskernes ændrede indkøbsvaner. Vores samarbejde med Wefood sikrer heldigvis, at varerne ikke går til spilde, men i stedet sælges i Wefood-butikkerne og støtter et godt formål«, siger Mikkel Pilemand, kommerciel direktør i nemlig.com.

Wefood sælger varer, som almindelige supermarkeder ofte kasserer. Det er varer, som er bestilt hjem i for store mængder, er ude af sæson, har overskredet bedst-før-datoen eller har ødelagt emballage. Men varer, som ingenting fejler. Wefood-butikkerne drives af frivillige, og overskuddet går til projekter i verdens fattigste lande.

Hårdtarbejdende frivillige

»Vi havde egentlig forudset, at vi var nødt til at lukke Wefood-butikkerne under corona-krisen. Vi har stor forståelse for, hvis vores mange hårdtarbejdende frivillige ikke kan eller ønsker at arbejde i de her tider. Men i stedet har mange af dem insisteret på, at Wefood skal holde åbent for at kunne bekæmpe den stigende madspild. Det er utrolig prisværdigt og har stor betydning for Folkekirkens Nødhjælps arbejde«, siger Birgitte Qvist-Sørensen. 

For at passe bedst muligt på både de ansatte og de mange kunder, er der sat plexiglas op ved kasserne, og der er afmærkning på gulvet for at sikrer afstand, når kunderne står i kø. Derudover må der højst være ti personer i butikken ad gangen. 

Folkekirkens Nødhjælp åbnede den første Wefood-butik i 2016. I dag er der tre butikker i København og en butik i Aarhus, og planen er at åbne yderligere to butikker i år. Du kan læse mere på wefood.dk.