Vores forbrug har et markant højere ressource-aftryk end gennemsnittet i EU

Vores forbrug i Danmark svarer til indvinding af 22 tons råstoffer per person. Til sammenligning var det tilsvarende tal 14 tons for EU. Foto: Colourbox

Det danske forbrug og investeringer i Danmark medførte et træk på jordens ressourcer på 125 mio. tons i 2016. Det svarer til indvinding af 22 tons råstoffer per person. Til sammenligning var det tilsvarende tal 14 tons for EU.

Det danske forbrug og investeringer i Danmark medførte et træk på jordens ressourcer på 125 mio. tons i 2016. Det svarer til indvinding af 22 tons råstoffer per person. Til sammenligning var det tilsvarende tal 14 tons for EU.

Det viser en ny analyse fra Danmarks Statistik: Hvordan påvirker vores forbrug verdens naturressourcer? Analysen indeholder den første opgørelse af det globale ressourcefodaftryk, der kommer som følge af det danske forbrug og investeringer i Danmark.

»Vores forbrug trækker på naturens ressourcer – ikke kun i Danmark, men i store dele af verden. Analysen kan ses som en indikator for, hvor stort et pres vi i Danmark med vores forbrug lægger på verdens ressourcer, og her kan det blandt andet ses, at vi i Danmark har et relativt højt forbrug i forhold til EU som gennemsnit«, siger Bogomil Iliev, der har skrevet analysen.

Det danske ressourcefodaftryk adskiller sig fra EU’s samlede råstofforbrug ved i højere grad at udgøre indvinding af sand og grus til bygge- og anlægsindustrien.

»Den store forskel mellem Danmark og EU skal ses i sammenhæng med, at Danmark er blandt de rigeste EU-lande og både den danske produktion og endelige anvendelse af varer og tjenester er højere end EU’s«, siger Bogomil Iliev med henvisning til, at BNP per indbygger i Danmark var 26 pct. højere sammenlignet med EU i 2016.

Stigende råstofforbrug

Analysen viser også, at råstofindvindingen til forbruget og investeringerne i Danmark er steget siden 2013.

»Den stigende råstofindvinding skyldes især mere indvinding af sand, grus og sten som anvendes i bygge- og anlægsbranchen, som i perioden har oplevet en høj aktivitet«, siger Bogomil Iliev.