Mumbai i Indien huser Asiens største slumkvarter. Her bor og arbejder én million mennesker under kummerlige forhold. De lever bogstaveligt talt af skrald. Reality Tours arrangerer guidede ture .
Af Ulla Skovsbøl, journalist
INDIEN – Filmen »Slumdog Millionaire« trækker turister til Asiens største slumkvarter i Mumbai. Det lille firma Reality Tours har specialiseret sig i slumturisme, men lader de fattige få del i turisternes penge
Rappe små drenge, et helt slæng af slum-unger, som drøner af sted mellem affaldsbjerge, gennem snævre gyder, løber på slumbyens tage og hopper fra hus til hus med politiet i hælene.
Det er en af de mange scener, biografgængere sikkert husker, hvis de har set den populære Oscarvindende film, »Slumdog Millionaire«. Kameraet zoomer ud. Man ser tagene fra oven – et kludetæppe i farverne grumset, støvet og beskidt. Set stadig længere ude fra fylder de forskelligfarvede frimærker af bølgeblik hele det store lærred.
Mumbai-bydelen Dharavi, hvor mange af scenerne er optaget, er stor – det er Asiens største slumkvarter. Her bor omkring en million mennesker på kun 175 hektar.
Den underholdende og hjertegribende historie om den forældreløse teenager Jamal Malik, der vinder 20 millioner rupees i den indiske udgave af »Hvem vil være millionær«, er fiktion, men Dharavi er overvældende virkelig.
Den populære film har gjort slummen synlig for et internationalt publikum til ærgrelse for de indere, der hellere ser deres land forbundet med vækst og velstand og en voksende middelklasse.
Reality Tours arrangerer guidede ture
Men Krishana Pujari og Chris Way, et indisk-engelsk makkerpar, ser anderledes på det. De synes, det er udmærket, der kommer fokus på slumlivet i Mumbai, for de lever af slumturisme. Sammen driver de det lille firma Reality Tours, som har specialiseret sig i guidede udflugter til Dharavi. De vil vise slummen til turisterne på en etisk forsvarlig måde, som også kommer de fattige til gode – uden at udstille eller kompromittere dem.
Turene koster fra godt 40 kroner og op til 350 kroner for en individuel tur på 4,5 timer, hvor turisten bliver hentet og bragt i bil og får sin egen guide. 80 procent af overskuddet går ifølge ejerne til forskellige projekter i slummen: et uddannelsescenter for voksne, et projekt, der skal lære beboerne om vigtigheden af hygiejne og rent vand og aktiviteter for fattige børn, som de ellers ikke ville have adgang til.
Ganesh Tikonkar er en af Reality Tours? syv guider. Han bor ikke i Dharavi selv, men kender efterhånden området ret godt, for han har tit op til flere ture dagligt. Ganesh havde ind til for nylig en udmærket stilling hos Vodafone, men valgte selv at skifte mobilbranchen ud med slumturismen.
– Jeg ville gerne arbejde for en frivillig organisation, og jeg havde lyst til at gøre noget for de fattige. Det var derfor, jeg tog dette job, forklarer han. Og så kan jeg godt lide ideen bag Reality Tours – at vi prøver at vise de positive sider ved slummen.
– Folk har mange fordomme om, at her bare er fattigt og beskidt og massive problemer med kriminalitet, men vi vil vise, at man godt kan leve et værdigt liv her, og at folk arbejder hårdt for udkommet.
Det sidste er der i hvert fald ikke nogen tvivl om. Der er omkring 10.000 små virksomheder i det store slumkvarter, og ifølge Ganesh har de en samlet årsomsætning på 665 millioner dollar.
Man skal ikke gå mange skridt i Dharavi, før man forstår, hvad bydelens hovederhverv er: affald. Sagt på den positive måde er Dharavi én stor genbrugscentral. Her er affald overalt, og ingenting går til spilde.
Alt bliver genbrugt
I nogle dele af den tætbefolkede bydel ligger en kvælende kemisk røg over tagene, og lugten overdøver den naturlige stank af en million mennesker på alt for lidt plads med rindende vand i kun tre timer om dagen og et astronomisk antal ender per wc.
Den kemiske stank kommer fra den lokale aluminiumsindustri. Her bliver aluminium fra blandt andet malerbøtter genbrugt, men først bliver malingsresterne skrabet ud og brændt af. Det stinker fælt.
Plastik bliver sorteret, farvet og solgt til fabrikker. Papkasser bliver vendt om, så der kan blive trykt ny tekst på den blanke bagside. Der er tilsyneladende ingen grænser for genbrug.
Her er hverken fagforening eller arbejdstilsyn, og de små virksomheder er ikke godkendt af nogen myndighed. Arbejderne, som sidder i de små mørke værksteder, knokler fra tidlig morgen til sen aften syv dage om ugen. Mange spiser og sover også i de små fabrikker. Tit er det folk, der er kommet fra landet, drevet af drømmen om en bedre tilværelse eller i håb om at kunne spare penge sammen til familien derhjemme.
– Og det lykkes også, siger Ganesh.
»De har et bedre liv her end på landet. En dagløn her er omkring 150 rupees, og det er meget mere end mange af dem ville kunne tjene, der hvor de kommer fra.«
Åbne rendesten
Vi hopper over de åbne rendesten og smyger os gennem gyder, der er så snævre, at en velnæret turist nemt kunne sidde fast. I forbifarten får vi glimt af små mørke rum, hvor hele familier bor og lever deres liv, men der er ikke noget med at standse op og fotografere. Ganesh har formanet alle om at lade kameraet blive hjemme – det er en del af Reality Tours? politik: ingen billeder.
I en lille gade, hvor man må vade gennem det ildelugtende afløb fra en garvers huder, bliver vi turister overhalet af en flok velfriserede børn i skoleuniformer så rene og fine, at det ligner et under.
De hopper over mudder og pytter, gennem porten til Habeeb Raza Primary School, der ligger her mellem garverens lager og en affaldsplads, hvor hængeørede geder fouragerer. Børnene griner og pjatter, løber op ad trappen og fordeler sig i skolens tre klasseværelser.
Reality Tours har for nyligt lavet en aftale om at støtte skolen. Og der er ingen tvivl om, at uddannelse er en mere sikker vej ud af slummen end at satse på den store gevinst i et tv-show. Historien om den gode og ærlige Jamal, hans skruppelløse storebror og smukke barndomskæreste – ja det er og bliver et eventyr. Men helt sikkert et af de gode.
