Ansvaret er dit, det er mit, det er bøvlet, det er besværligt, men der er ingen anden vej, med mindre vi vil en kultur – og en politisk samtale – hvor de hånlige fnys gjalder højest.
Af Rebecca Goldschmidt Andersen,
studerende og klimaaktivist i Den Grønne Studenterbevægelse i Aarhus
Grundlovsdag på Himmelbjerget. Lea Korsgaard, medstifter af Zetland, taler om kynisme. En stigende kynisme i det danske demokrati.
»Hvis kynisme er fravær af håb, fraværet af en grundlæggende tro på både verden og hinanden, så er der masser af kynisme at spore i politik i dag«, siger hun.
Vejret ser faretruende ud. Lige nu skinner solen godt nok, men der blæser også en vind, som sagtens kunne føre en regnbyge eller endda et skybrud med sig. Lea Korsgaards røde hår flagrer i den vind, og jeg trækker mit tæppe lidt op over skuldrene.
Solen bider i mine kinder, som også var eksponerede for den hårde Uv-stråling i går, da jeg sad klimavagt foran Aarhus Rådhus for at sætte fokus på klodens råb om hjælp op til folketingsvalget. Jeg kommer til at tænke på damen, der vrissede af mig, da jeg fortalte hende, hvorfor vi var der. Hun pegede på min veninde, der var ved at skrive slagord med kridt på Rådhuspladsen.
»Er jeres kridt så overhovedet CO2-neutralt?«, spurgte hun hånligt. Lidt forvirret måtte jeg konstatere, at det var det sandsynligvis ikke.
Kynikeren lyder rationel
Lea Korsgaards stemme lyder ud over Himmelbjergets grønne plæne:
»…Og kynikeren lyder altså rationel. Kynikeren kigger på dem, der tumler rundt, svedende, kæmpende, dem, der besværet forsøger at bygge noget op. Og så mener kynikeren en hel masse om den indsats. At det ikke er arbejdet værd. At planen er urealistisk. At drømmen vil briste. At det var tåbeligt overhovedet at kaste sig ind i den kamp. At al den iver og begejstring og stridslyst, da er meget kær, men hvad skal vi egentlig med den, når det hele åbenlyst vil fejle«.
Det minder mig lidt om en ung mand, der kom forbi os hos klimavagten i går og fortalte om alle de ting, han mente, der burde gøres i politik, men som aldrig ville blive gjort, fordi ingen politikere reelt ønskede at gøre verden bedre. Efter at have klaget over, at der også var blevet skåret markant ned på brandvæsnet i løbet af de seneste år, konstaterede han, at der ingen chance var for, at klimaet ville kunne reddes på politisk initiativ. Jeg følte mig pludselig lidt dum ved at sidde der ved Århus Rådhus og tro på, at små hjul stadig kan flytte store ting.
Enhver god samtale er båret af evnen til at lytte
Jeg må løbe efter Lea Korsgaard, da hun er færdig. Hun er på vej videre, men har dog lige tid til at svare på mit spørgsmål. Hvordan taler jeg med en kyniker? Svaret kommer prompte:
»Det vigtigste er, at enhver god samtale også er båret af at lytte. Man er nødt til at gå ind i den samtale som en, der har noget på hjerte, men som også faktisk har lyst til at lytte og sætte sig i den andens sted.«
Hun giver mig et tip om at have eksempler parate. Eksempler på, at samfundsnormer, tankemønstre og levemåder kan ændre sig. Slaveri, kvindesynet og landbrugskulturen er blot nogle af disse. »Det kan vi da gøre igen«, siger hun og gentager ivrigt, »Det kan vi da gøre igen!«
Lea kører videre. Jeg sætter mig i græsset og spiser min madpakke. Solen skinner stadig, jeg har taget tæppet af og nyder den 5. junis varme stråler.
Ansvaret er dit, det er mit, det er bøvlet
Lea Korsgaards afsluttende ord på talen runger stadig i mit hoved. »Ansvaret er dit, det er mit, det er bøvlet, det er besværligt, men der er ingen anden vej med mindre vi vil en kultur – og en politisk samtale – hvor de hånlige fnys gjalder højest.«
Dette vil jeg huske på, næste gang jeg sætter mig ved Århus Rådhus. For jeg vil en kultur, hvor vi kollektivt, både som samfund og individer, gør noget ved klimaforandringerne og forsøger at minimere dens konsekvenser.
Næste gang jeg får at vide, at kridtet ikke er bæredygtigt, at kampen ikke nytter, fordi slaget er tabt på forhånd, og det er nemmere at gå hjem, give op og tænde for Netflix, så vil jeg lytte.
Jeg vil prøve at forstå, hvor kampgejsten er blevet af, og så vil jeg gøre mit allerbedste for at kalde håbet frem igen og tænde den gnist, der skal til for at skabe den forandring, der kan sikre en fremtid.
