Den 13. marts vil jeg gå på gaden for at vise klimaministeren og alle de andre folkevalgte, at de har min støtte til at sige nej tak til olieboringer. Rundt om i hele landet, vil der blive afholdt klimastrejker på denne dato.
Af Rebecca Goldschmidt, studerende og aktiv i Den Grønne Studenterbevægelse i Aarhus.
KLIMASTREJKE – Jeg har lagt plastik til plastik og pap til pap. Jeg har undersøgt prisen på solceller og fundet ud af, at det ikke er så dyrt, som jeg troede, men stadig lidt dyrt for en studerende, der er for doven til at arbejde ved siden af læseriet.
Jeg har hørt, at regeringen er i gang med at sælge de sidste dråber olie i Nordsøen, selvom denne lunefulde vinter har vist, at det allerede flyder ud over bægerets kanter. Jeg har dog også hørt, at Dan Jørgensen tøver, og at han har gjort det længe.
I slutningen af marts skal klimaministeren endeligt bestemme om oliefirmaerne må få lov til at suge videre eller ej. Et JA til olieindustrien vil tillade boringer i den danske undergrund indtil 2055. Regeringen sagde engang, at vi skulle være fossilfrie i 2050. Noget modsiger sig selv.
En klarere udmelding får man, hvis man lytter til dem, der de sidste par år har råbt på gaderne. Både unge og gamle vil have grøn energi og ikke mere af den sorte. Det er mange af dem, der har stemt Dan Jørgensen ind på den stol, han sidder på. Og de stemte ham ikke ind til at pumpe olien op af Nordsøen.
Tænk hvis jeg studerede business
Tænk hvis jeg studerede business. Så ville jeg måske bedre kunne forstå, hvad der foregår. Ville jeg så ikke kunne forstå, hvorfor klimaministeren ikke bare sætter et eftertrykkeligt nej tak-stempel på oliefirmaernes lokkende dokumenter?
Der er så meget, jeg ikke ved om økonomi. Fx har jeg længe ikke vidst, at Holland vil stoppe deres kulgraveri i 2030, og derfor risikerer at blive sagsøgt af en tysk kulgravervirksomhed for en milliard dollars, som firmaet havde regnet med at skulle have tjent på CO2-udledningen.
Jeg har heller ikke vidst, at det tyske selskab havde ret til at sagsøge den hollandske stat, fordi der er en mekanisme, der hedder ISDS, som er skrevet ind i alle handels- og investeringsaftaler mellem samhandlende lande.
Mindst af alt vidste jeg, at denne aftale, som kun giver rettigheder til virksomheder og ikke til landenes folkevalgte, er en hindring for den grønne omstilling på det globale plan.
Svært at være Dan Jørgensen i disse dage
Og pludselig lyder plastik til plastik og pap til pap ikke så stort igen. Og solceller i baghaven som blot en bagatel.
Havde jeg bare vidst alt det om Holland, ISDS og velhavende virksomheders magt til at modsætte sig politisk klimahandling, så havde jeg nok også fået en fornemmelse af, at det kan være svært at være Dan Jørgensen i disse dage.
Den 13. marts vil jeg gå på gaden for at vise klimaministeren og alle de andre folkevalgte, at de har min støtte til at sige nej tak til olieboringer. Rundt om i hele landet, vil der blive afholdt klimastrejker på denne dato.
Børn, unge, voksne og gamle vil ikke råbe plastik til plastik og pap til pap. De vil råbe alverdens politikere op og give dem det folkelige mandat til at gøre op med profitorienterede virksomheders kontrol over vores fremtid.
Skal der fremover falde sne om vinteren, så er det på tide, at vi alle får lidt mere at vide, så vi kan gøre op med et system, der aldrig kan blive bæredygtigt, så længe multinationale virksomheder har magt nok til at underminere en demokratisk befolkning, der kalder på klimahandling.
Rebecca Goldschmidt skriver jævnligt for Jordbrug.dk om især klimarelaterede emner.
