Forenklede regler vil gavne både natur og samfund ved at skabe større sammenhængende naturområder og spare penge, der i dag anvendes til erstatninger og fodring af krondyr.
K O M M E N T A R
Af Søren Wium-Andersen, biolog, cand. scient.
NATUR – Er tiden kommet til at nedlægge kerneområderne for krondyr på statens arealer og få større sammenhængende naturområder?
I 1940’erne var der et ønske om, at bestanden af krondyr skulle øges, hvorfor der blev udlagt en række reservater for krondyr spredt over landet på statens arealer hovedsageligt i Midt- og Vestjylland. De jyske reservater blev ændret til 11 jyske kerneområder for krondyr i 1994. Siden er bestandene af krondyr steget ikke blot i krondyr kerneområderne, men også mellem de oprindelige reservater.
Derfor kan det undre, at staten fortsat opretholder kerneområderne, når bestandene er blevet så store, at de giver problemer. Skovgæster og jægere er glade for de store bestande, mens nogle landbrugere og skovbrugere anser krondyret for at være en problemart.
Landbrugets utilfredshed med krondyrene skyldes, at de store bestande søger ud på markerne, hvor de giver omfattende markskader, da de store bestande mangler mad i skoven og på de omgivende heder.
Mange af hederne i kerneområderne er i dag hegnede, således at krondyrene ikke kan græsse der. Hegningerne sker, fordi miljøministeriet kan tjene på at udleje græsningsrettighederne, for at fårene kan driver naturpleje som på hederne ved Vind og i Stråsø komplekset.
Effektive indhegninger mod krondyr
Desværre er indhegninger af arealer med fåregræsning effektive mod krondyrene, men ikke altid mod de lokale ulve, som æder fårene. Fårenes ejer blive så kompenseret af miljøministeriet for sine tab, da ulven er en truet art(!)
Dette Ebberød Bank system, der har fungeret i mange år, ser jeg ikke grund til, at ministeriet værner om. For hvorfor kan krondyrene ikke gennemføre den naturpleje, som fårene betales for at gennemføre i dag?
På de uhegnede hedearealer kan man se krondyr i imponerende grupper på mere end 1000 stykker. Er der en ulv, der æder et naturplejende får, så skal ejeren have en erstatning. Er det derimod et naturplejende krondyr, som ulven forgriber sig på, vil det ikke koste samfundet en krone.
I dag udbetaler Miljø- og Fødevareministeriet store erstatninger for markskader forårsaget af krondyrene op til to kilometer fra reservatgrænserne. En aktindsigt viser, at der i 2017 og 2018 blev udbetalt hhv. 1,48 og 1,76 millioner i kronvildt-erstatninger af Naturstyrelsen Vestjylland. Det højeste erstatnings beløb i 2018 var på 961.881 kroner til et areal på 70 hektar svarende til 13.740 kroner per hektar.
Hvorfor bliver disse erstatningsmidler ikke anvendt til at hegne statens arealer ud mod markerne, således at vildtet ikke generer landbruget? For der må da kunne rejses ganske mange kilometer hegn for det erstatningsbeløb. Allerede i dag hegner landbruget mange steder deres marker i de områder, hvor der ikke ydes erstatninger for krondyrskader.
Det gælder fx ind mod den 490 hektar store Ovstrup Hede, der kan have en efterårsbestand på op til 400 krondyr. Skovejerne ved også, at hvis de planter løvtræ, så er hegning nødvendig for at beskytte kulturerne mod dyrene.
Jeg vil håbe på, at den nye miljøminister forsøger at tænke nyt på dette område. Lad bare krondyrene tage sig af naturplejen på statens arealer, og anvend så de sparede erstatningsmidler til en effektiv hegning mod produktionsarealerne. En anden og meget billigere løsning vil være, at staten opgiver at opretholde de såkaldte krondyr kerneområder, hvorved statens erstatningspligt i forbindelse med markskader forårsaget af krondyr ophører.
Ved samme lejlighed bør det overvejes om ikke også »kerneområder for dåvildt« bør ophæves. I Gribskov, der er udpeget som kerneområde for dåvildt, er efterårsbestanden i dag så høj (1.400 stk.), at det er nødvendigt at supplere med en kostbar tilskudsfodring i vinterperioden for at opretholde den alt for store bestand.
Sådanne forenklede regler på statens område vil gavne såvel naturen som samfundet ved at skabe større sammenhængende naturområder og spare betydelige midler, der i dag anvendes til erstatninger og fodring.
