Site icon Jordbrug.dk

Grønt flertal enige om historisk ambitiøst reduktionsmål på 70 pct.

Socialdemokratiets leder, Mette Frederiksen, bliver Danmarks hidtil yngste statsminister, når hun om kort tid kan præsentere sit nye ministerhold for dronningen. Foto: Socialdemokratiet

Det vil være en historisk bedrift både at sætte det her mål og at indfri det. Hvis en S-ledet regering kan lande her, vil det være en kæmpe sejr for både klimaet og de danske vælgere, siger Greenpeace.

KLIMA – SF, Radikale Venstre og Enhedslisten har fået trumfet et centralt klimakrav igennem i forhandlingerne med Socialdemokratiet om en ny regering. Det fortæller Enhedslisten og SF til DR Nyheder.

»Det her er en samlet aftale, så vi er slet ikke i mål med velfærd, økonomisk politik og integration. Men det er rigtigt, at på klimaspørgsmålet var den helt store diskussion et reduktionsmål på 70 procent. Det har været vanvittigt vigtigt for os – der kan vi sætte et flueben«, siger Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, der også tweetede om aftalen under forhandlinger her til aften.

»Det er historisk, hvis et nyt flertal forpligter sig til så stor en reduktion«.

Det siger Mette Frederiksen (S) til DR om enigheden med Enhedslisten og SF om, at Danmark i 2030 skal have reduceret drivhusgasserne med 70 procent forhold til 1990.

Greenpeace har tidligere regnet sig frem til, at netop en reduktion på 70% i 2030 er det niveau, Danmark som minimum skal op på for at leve op til Paris-aftalens 1,5 gradsmål.

Historisk bedrift
»Det vil være en historisk bedrift både at sætte det her mål og ikke mindst indfri det. Hvis en S-ledet regering kan lande her, vil det være en kæmpe sejr for både klimaet og de danske vælgere«, siger Mads Flarup Christeisen, generalsekretær i Greenpeace.

»Som vores udregninger har vist, er netop 70% reduktion af alle drivhusgasser minimumsniveauet, hvis Danmark skal leve op til vores globale ansvar for at afværge klimakrisen.«

»Der skal ikke herske nogen tvivl om, at det bliver hårdt at komme i mål, men det er præcis i sådanne situationer, at rigtige ledere træder frem i lyset, og Mette Frederiksen og de øvrige partiledere ser ud til at have lyttet og reageret. Med det nye mål vil vi kunne genindtage positionen som verdens grønne fyrtårn.«

Stort politisk mod
En klimalov med et så stærkt bindende mål vil vidne om stort politisk mod fra det nye flertal, mener Greenpeace.

»Enhedslisten, SF, Radikale og Alternativet tog ansvar ved at lave en fælles udmelding om behovet for 70% under valgkampen, men Socialdemokratiet fortjener også en kæmpe grøn rose for tilsyneladende at have lyttet til danskernes krav om klimahandling, lyder det anerkendende fra Mads Flarup.«

»Et så stærkt klimamål vil både vise vejen for verden og også give enorme gevinster herhjemme. Vi vil ikke bare få eksempelvis renere luft, vi vil også få masser af grønne jobs og sætte dansk erhvervsliv i en eminent position som leverandører af fremtidens løsninger«, siger generalsekretær i Greenpeace Norden, Mads Flarup Christensen.

Radikale: Uden økonomi – ingen klimaaftale
Morten Østergaard, politisk leder for de radikale, er tilsyneladende skuffet over, at enigheden mellem partierne om den ambitiøse klimaaftale er lækket til offentligheden og har derfor valgt at melde afbud til forhandlinger i aften.

»Vi vil ikke indgå aftaler på enkelte områder, før vi er sikre på, at vi har en regering, der også kan føre det ud i livet«, siger Morten Østergaard til DR.

Han understreger, at der skal være enighed om blandt andet økonomien, før de radikale vil kunne bakke op om en klimaaftale i forhandlingerne.

»Derfor meldte vi afbud til mødet. Det tager ingenting fra glæden over, at der tilsyneladende er et flertal, der nu går ind for en reduktion af CO2 med 70 procent i 2030«, siger Morten Østergaard.

Danmark er tilbage som grønt foregangsland
»Ja! Det her er i sandhed historisk. Danmark er tilbage i rollen som grønt foregangsland. Jeg glæder mig over, at delaftalen er virkelig stærk, og at alle fire partier står bag.«, skriver Maria Reumert Gjerding på twitter.

Til Politiken siger Maria Reumert Gjerding:

»Det her er et eksempel på, at der er blevet lyttet til de massive folkelige mobiliseringer, der har været i den her valgkamp«.

»Klimapagten holder. Vi får en ambitiøs grøn regering, hvis vi kommer helt i mål med en endelig aftale«, skriver Pia Olsen Dyhr, SF’s politiske leder.

»Vi to er meget meget glade!«, skriver SF’s Carl Valentin, som har postet et billede på facebook, hvor han står sammen med SF’s partileder, Pia Olsen Dyhr.

»Her til aften er det nemlig lykkes at komme igennem i forhandlingerne med kravet om en bindende klimalov med 70% reduktion af drivhusgasser i 2030!!«

Carl Valantin kalder det »en kæmpe sejr for klimabevægelsen og den aktivistiske ungdom!«

»Hold kæft hvor er jeg stolt og håbefuld for fremtiden. Tak til danskerne for at give os et stærkt mandat til at trække Danmark i en mere progressiv retning.«

Også i Det Økologiske Råd er der begejstring over, at der nu endelig er udsigt til, at Danmark får en ambitiøs klimaaftale.

»Intet mindre end fantastisk. Nyt flertal leverer mål, der lever op til Paris-aftalen. Sådan!«, lyder det fra Jeppe Juul, transportpolitisk medarbejder i Det Økologiske Råd.



Exit mobile version