Studerende og eksperter skal hjælpe Procudan med at skabe innovative og velsmagende ingredienser til plantebaserede produkter.
MAD – 41 procent oplever udfordringer med at skifte til mere plantebaseret kost, hvoraf ca. 57 procent ikke kender til alternativer der smager ligeså godt, som de animalske produkter, de plejer at spise. Det viser en undersøgelse fra Voxmeter. Så på trods af at danskerne ifølge en undersøgelse fra Coop er positive overfor en grønnere kost, så er der langt fra tanke til handling.
Derfor søger ingrediens- og emballagevirksomheden Procudan input fra studerende og eksperter i det åbne innovations-event, InnovateFood.dk. Det er arrangeret af Danish Food Cluster og afholdes i år i samarbejde med Københavns Universitet.
Forbrugerne tænker på kød til aftensmaden
Mange forbrugere tænker først på kød, når de skal overveje, hvad de skal spise til aften, og det er en udfordring, siger Michael Bom Frøst, som er lektor i sensorik på Institut for Fødevarevidenskab ved Københavns Universitet. Han er samtidig med som ekspert på Procudans case.
»Udfordringen med plantebaserede produkter er, at når forbrugerne tænker på aftensmad, så tænker de oftest på kød først, så en af udfordringerne ved at vælge plantebaserede alternativer er forventningen om, at det skal have de samme smagsmæssige egenskaber som kød, for eksempel den stegeskorpe, som mange holder af ved kødet, i det plantebaserede«, siger han.
»Det handler om at gøre det nemmere for forbrugerne, og om at lave nogle produkter, som de kan forholde sig til og som også er naturlige«.
Hos Københavns Universitet undersøger de bl.a. forskellige typer af fermentering.
»Fermenteringer øger holdbarheden på de plantebaserede fødevarer og giver forandring i de sensoriske egenskaber, som vi bør udnytte bedre for at øge forbrugernes accept af plantebaserede fødevarer«, siger Michael Bom Frøst.
Inspiration til nye metoder
Netop inspiration til nye metoder til plantebaserede ingredienser, er hvad Procudan håber at få med hjem fra InnovateFood.dk.
»Vi vil gerne have et bud på, hvordan studerende og førende eksperter ser markedet for plantebaserede produkter, for så at kunne frembringe noget, som smager bedre og giver forbrugerne lyst til at vælge plantebaseret, så vi i sidste ende kan skåne miljøet og være mere bæredygtige«, fortæller Product Manager hos Procudan, Martin Jakobsen.
Et skræddersyet ekspert-team og et hold af fire håndplukkede studerende indenfor fødevareteknologi, forbrugeradfærd og ernæring samles til InnovateFood.dk for at komme med løsninger til Procudans case.
»Det er interessant for os også at få indspark fra nogen af dem, som ikke nødvendigvis altid bliver hørt i fødevarebranchen, og studerende ser på udfordringerne med nye friske øjne, så den sparring og dialog kan vi helt sikkert bruge i vores arbejde med fødevareudvikling og trends«, siger Martin Jakobsen.
Pris for mest innovative løsning
I alt fire virksomheder stiller op med cases der alle hører under årets tema ‘Taste of Food Innovation’. Sammen med Procudan kommer Arla, Skarø Is og Konnerup & Co alle med hver deres case, som skal udfordre de studerende og eksperterne. Udover at være en hjælpende hånd til virksomhederne, kæmper de studerende også om prisen for den mest innovative løsning.
I år har Danish Food Cluster teamet op med IBM, Region Midtjylland, DesignIt, Nestlé, Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet og Arla, som alle er samarbejdspartnere på arrangementet.