Vi snakker ofte om grafer, modeller og klimafremskrivninger. Klimadebatter er meget tekniske og videnskabelige. Men der er også den anden side, den side, der relaterer sig til de følelser, som klimadebatten vækker i os. Håbet og troen på fremtiden, der hele tiden skal forsøge at holde angsten og utrygheden i ave. Men kan håbet vare evigt?
Af Louise Vinther Alis,
miljøingeniør og folketingskandidat for Radikale Venstre, København
DEBAT – Jeg valgte min uddannelse efter jeg i 2001 havde set Al Gore’s film »An unconvenient Truth«. Siden da har jeg arbejdet både professionelt og i min fritid for at dæmme op for klimaemissionerne. Jeg er en del af dem, der fra tid til anden bogstaveligt talt ligger søvnløs om natten mens tanker om klodens tvivlsomme fremtid pisker rundt i mit hoved.
Spørgsmål som ’Hvordan kunne jeg tillade mig at sætte børn i verden?’, ’Vil mine børn overhovedet selv have lyst til at sætte børn i verden?’, ’Hvad sker der geopolitisk når antallet af klimaflygtninge 10-dobles inden udgangen af dette århundrede?’
En nat i 2016 da jeg havde kastet mig rundt i sengen i timevis tog jeg en beslutning. Jeg blev nødt til at gøre noget. Jeg besluttede mig for at det eneste ordentlige og rigtige at gøre var at gå aktivt ind i politik, og helt reelt komme ind og kæmpe for, at Danmarks klima- og miljøpolitik bliver lige så ambitiøs som forskerne understreger, at den bør være. Beslutningen var ikke nem, for jeg har små børn, og er af natur introvert. Desuden har jeg jo et godt og sikkert job, så hvorfor rokke båden?
Vil gøre en forskel
Jeg har altid haft mange meninger om politik – men som introvert ingeniør er det bestemt ikke drømmen om spotlight og eksponering, der driver mig. Tværtimod, er det sådan noget, der dræner mig. Jeg drives derimod af et ønske om at gøre en forskel for klimaet, og en følelse af ansvar og pligt i forhold til at bringe mine evner og erfaringer i spil.
Ved at kaste mig selv ind i puljen kan jeg i det mindste håbe på en chance for at gøre den afgørende forskel på Christiansborg. Og jeg kan sige til mine børn, børnebørn, og mig selv, at jeg gav alt, hvad jeg kunne i et forsøg på at redde, hvad reddes kan.
Der er generelt en fortælling i partierne om, at man ikke bare bliver valgt første gang man er opstillet. Der kan ofte gå to-tre valg, før man har opbygget nok vælgere til at komme ind og få et af de eftertragtede mandater. Jeg har derfor fået en del opfordringer om ikke at tabe modet, og at »hvis ikke du kommer ind denne gang, gør du det næste gang«.
Men hvis jeg skal være helt ærlig, tænker jeg ikke, der bliver en næste gang. Lige nu har vi 12 år til at få knækket kurven. I 2018 var Danmarks emission steget i forhold til året før, og det er klart, at hvis denne tendens fortsætter globalt, brænder lyset ud meget hurtigere end de anslåede 12 år. Og hvis vi ikke får noget sat i gang indenfor den næste valgperiode, hvad er der så at redde? Hvad kan vi reelt nå på otte år eller mindre?
Vi har stadig tid
Det er disse tanker, der gør at jeg ikke tror jeg vil se nogen mening i at stille op igen, hvis jeg ikke kommer ind i år. Lige nu har vi håb. Vi har stadig tid – og vi har de teknologiske løsninger tilgængelige til at komme i gang. Så disse dage vil jeg være med til at bygge håb, og støtte op om den bevægelse vi ser.
Som sagt håber og drømmer jeg om at få mulighed for at bruge mine evner og erfaring til at komme ind på Borgen og gøre en reel forskel hen imod at gøre Danmark bæredygtigt. Men hvis jeg ikke kommer ind og får lov til det, hvordan vil jeg så bruge mine kræfter?
Hvis jeg skal være helt hudløst ærligt, så vil jeg nok over de næste par år gradvis investere mere og mere tid, kræfter og resourcer i at forberede mig og min familie på den fremtid vi er mange, der begynder at forudse som et uhyggeligt, men meget tænkeligt scenarie.
De flygtningestrømme, vi har set de sidste par år, er intet imod dem, vi kan forvente i en overophedet verden, hvor størstedelen af den verden, vi kender i dag, vil blive ubeboelig. Over tid vil basale elementer som rent drikkevand, en jordlod, tør grund under fødderne og basale fødevarer blive en mangelvare i flere og flere verdensdele, og dette vil – som set så mange gange før – føre til stridigheder mellem befolkningsgrupper og stater.
Jeg forudser en verden, hvor flere og flere vil tage vare på sig selv, og hvor civilisationen, som vi kender den, vil svigte. Jeg overvejer således at forberede på en ny virkelighed, hvor alle sætter sig selv først, og hvor samfundsstrukturer i værste fald kollapser.
Planlægning efter værst tænkelige scenarie
Jeg vil således begynde at planlægge efter det værste tænkelige scenarie. Første vil jeg investere i at få solceller på taget, så min familie ikke er afhængig af elforsyning. Jeg vil også lave foranstaltninger, der sikrer, vi selv kan pumpe vand op. Så snart vi har råderum til det, skal vi således også investere i varmepumper og en elbil. Vi har også allerede sørget for at anskaffe os et par høns, som kan holde os med æg.
Jeg har altid trukket på smilebåndet over såkaldte »dooms day preppers«, da de forekom mig vel paranoide og alt for selvhøjtidelige. Omvendt kan vi nu høre, at flere og flere anerkendte forskere påpeger, at den verden, vi kan se frem til, hvis vi lader stå til, er en verden, der for størstedelens vedkommende vil være ubeboelig og de få områder, der stadig vil være reelt beboelige vil blive overstrømmet af alle de fordrevne.
I en sådan situation vil stridigheder, krige og generel uro blive den nye norm. De relativt set begrænsede flygtningestrømme, vi oplevede for år tilbage har allerede givet en imponerende medvind til højreradikale stemmer og selv etnisk udrensning er nu noget der hverdagsdebatteres i medierne. Forestil jer så, hvad en 10-dobling af antallet af flygtninge ville betyde?
Jeg skal ikke grave mere i mareridtsscenarierne. For vi har stadig håbet lidt endnu. Vi har mulighederne, teknologierne, og vi ved hvad der skal til. Det eneste, vi mangler, er ambitiøse og ansvarlige politikere.
Der er stadig tid til at bygge håbet. Jeg håber at vi i fællesskab kan bygge håb, så vi ikke behøver at bygge bunkere.
