Site icon Jordbrug.dk

Det grønne Danmark presser på for politisk handling på klimaet

En kommende regering skal ikke blot sætte ambitiøse klimamål, men skal i gang med at handle nu. Foto: Colourbox

Nu skal der handles på klima. Det er budskabet til den kommende regering fra 19 grønne NGO’er, fagforeninger og interesseorganisationer.

For første gang nogensinde rykkede klima og miljø helt til tops på den politiske dagsorden ved et dansk folketingsvalg. Samtidig viser tal fra Voxmeter, at et stort flertal på 60 procent af befolkningen mener, at klimaet er det vigtigste politiske emne at tage fat på i en ny regeringsperiode.

Det fokus i befolkningen ønsker de 19 organisationer, der tilsammen repræsenterer over 350.000 danskere, nu at understøtte. Derfor melder de nu samlet ud med fire klare ønsker til de igangværende regeringsforhandlinger.

Bindende, ambitiøs klimalov
»Det er helt afgørende, at den nye regering og det nye folketing sikrer, at Danmark får en ambitiøs klimalov nu. Klimaloven skal leve op til det ansvar, Denmark har for at være med til at holde den globale temperaturstigning under 1,5 grad«, siger Troels Dam Kristensen, der er sekretatiatsleder for 92-gruppen, der samler grønne organisationer.

»Den skal indeholde klimamål og delmål både på kort og langt sigt og for alle relevante sektorer og politiker, så vi kommer i gang med det samme og holder kursen. Kun derved kan vi blive et grønt foregangsland igen«, understreger han.

70 procents reduktion i 2030
Lars Køhler, der er klimapolitisk rådgiver hos Det Økologiske Råd, siger, det er nødvendigt, at Danmark senest når i netto-nul i 2040.

»Når vi i forhold til 1,5 gradsmålet ser på Danmarks andel af det tilbageværende globale Carbon-budget, og på hvilken kurs og hastighed der skal sættes, for at vi holder os indenfor vores del af dette budget, så kan vi se, at vi senest skal være i netto-nul i 2040 og have reduceret vores udledning af drivhusgasser med minimum 70% i 2030, siger han.

»Og disse mål må være minimumsmål, der skal hæves, hvis videnskaben siger, det er nødvendigt«, tilføjer Lars Køhler.

Stop for udvinding af olie og gas
De grønne organisationer vil også have indført et stop for nye tilladelser til at lede efter og udvinde olie og gas.

»En ny, grøn regering skal levere mere end stærke mål. Det er helt oplagt at tage fat i Nordsøen, hvor vi kan risikere at låse os fast til massiv olieudvinding i årtier frem, hvis vi ikke sætter en stopper for nye tilladelser til at lede efter og udvinde olie og gas. Vi ved, at mindst 80% af verdens kendte reserver af fossile brændsler skal blive i undergrunden, og som et rigt land skal Danmark gå forrest og hverken suge til sidste dråbe eller lede efter endnu flere«, lyder det fra Jens Mattias Clausen, klimapolitisk chef i Greenpeace.

Klimabistand til fattige lande
De 19 organisationer prioriterer også, at Danmark skal leve op til internationale forpligtelser om klimabistand.

»Rige lande som Danmark har lovet at hjælpe fattige og sårbare lande med ekstra klimabistand. Men vi lever ikke op til løfterne. Det er uværdigt og uansvarligt. Vi har brug for, at Danmark igen lever op til sit internationale ansvar«, siger Rasmus Stuhr Jakobsen, generalsekretær hos Care Danmark.

De 19 organisationer, der står bag er: Care Danmark, 350 Klimabevægelsen Danmark, DIB, IWGIA, Verdens Skove, WWF, Det Økologiske Råd, Greenpeace, Mellemfolkeligt Samvirke, VedvarendeEnergi, Dansk Magisterforening, JA, FAOD, Den Grønne Studenterbevægelse, Så Er Det Nu, Folkekirkens Nødhjælp, Danmarks Naturfredningsforening, Bibliotekarforbundet og 92-gruppen – Forum for Bæredygtig Udvikling.

Exit mobile version