Biodiversitet: Vi mister arter i alarmerende hast

Biodiversiteten har det skidt, og vi mister plante- og dyrearter i et alarmerende tempo. Fremtidsudsigterne er dystre, hvis ikke Danmark og de øvrige EU-lande skruer op for tempoet, konkluderer ny rapport. Foto: Colourbox

Europa mister dyre- og plantearter i hastigt tempo, og biodiversiteten har det skidt. Der er også tilbagegang blandt helt almindelige arter, der ellers ikke regnes for at være sjældne eller truede.

NATUR – Det ser skidt ud for europæiske natur og biodiversitet. Trods fremgang inden for enkelte områder, har EU-medlemslandene enorme udfordringer med at nå unionens egne mål, og derfor skal der ydes en langt større indsats i løbet af de kommende år, hvis biodiversitetskrisen og naturens tilbagegang skal bremses.

Det fremgår af en ny rapport om miljøets tilstand, som Det Europæiske Miljøagentur (EEA) har offentliggjort i dag.

Rapporten understreger ifølge præsident i Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding, at politikerne – hverken i EU eller i Danmark – gør nok for at bremse naturens tilbagegang. Hvis udviklingen skal vendes, kræver det ifølge præsidenten at der sikres langt mere plads til naturen og en langt bedre beskyttelse.

Drastisk tilbagegang
– Rapport på rapport dokumenterer, at vores natur fortsætter en drastisk tilbagegang, hvor vi mister arter i et hurtigere tempo, end vi nogensinde har oplevet før. Og det er global tendens. Det er en europæisk tendens. Og det er en dansk tendens. Denne her rapport understreger meget tydeligt, at problemet er, at politikerne ikke har fulgt op de politiske mål og ambitioner, vi har udviklet i EU, siger hun.

Rapporten, der udkommer hvert femte år, tegner et øjebliksbillede af miljøet i Europa og giver en vurdering af, hvorvidt EU kan opfylde sine egne mål for natur, miljø og klima i hhv. 2020, 2030 og 2050.

En af hovedkonklusionerne i rapporten er, at udviklingen går den helt forkerte vej, når det kommer til beskyttelse og bevarelse af den europæiske natur og biodiversitet. Trods høje ambitioner ser blot to ud af 13 politiske mål for 2020 inden for dette område ud til at blive nået.

Vi mister arter i alarmerende hast
For selvom EU har nået sit mål med at udpege beskyttede hav- og landområder, så står det rigtig skidt til for arterne og økosystemerne.

Europa er nemlig ved at miste arter i alarmerende hast. 77 procent af naturtyperne og 60 procent af arterne under EU’s Habitatsdirektiv er i ugunstig bevaringsstatus, mens der også ses tilbagegang blandt almindelige arter, der ellers ikke regnes for at være sjældne eller truede.

Danmark er et af de mest intensivt opdyrkede lande i verden. Over 60 procent af landarealet dyrkes med landbrugsafgrøder og det er med til at presse naturen. Danmark indtager da også en suveræn bundplacering, når det gælder Natura 2000-beskyttet natur.