Aalborg melder sig ind i Giftfri Haver

Jomfru Ane Parken i Aalborg er giftfri ligesom alle de andre offentlige arealer i Aalborg Kommune. Foto: Colourbox

I sidste uge meldte Furesø Kommune sig ind i sammenslutningen af Giftfri Haver. Nu følger Aalborg kommune trop med fire gange så stort et areal.

Næsten hele 32 millioner kvadratmeter er nu officielt blevet giftfrie. For Aalborg Kommune har netop tilmeldt alle deres offentlige arealer til Giftfri Have. Med deres tilmelding træder de i Furesø Kommunes fodspor, der i sidste uge tilmeldte otte millioner kvadratmeter.

Det oplyser Danmarks Naturfredningsforening.

Giftfri Have er et fælles initiativ fra Landsforeningen Praktisk Økologi og DN. Det skal beskytte grundvandet mod rester af sprøjtegift og være med til at fremme vild natur og biodiversitet i de danske haver.

Netop hensynet til grundvandet er en af hovedårsagerne til, at Aalborg Kommune holder de offentlige arealer fri for sprøjtegift.

– Kommunens offentlige arealer er giftfrie for at beskytte borgernes drikkevand. Her i Nordjylland har vi jordlag, der gør, at sprøjtegift hurtigt kan trænge ned og spores i vores grundvand. Derfor føler vi et ekstra stort ansvar for holde vores områder giftfrie, siger Kirsten Lund Andersen, der er stadsgartner for Park & Natur i Aalborg Kommune, til DNs presseafdeling.

Ingen gift siden slutningen af 90érne
Aalborg Kommune har ikke brugt kemisk sprøjtegift siden slutningen af 90’erne. Den nye tilmelding til Giftfri Have skal gøre det mere synligt både for omverdenen og borgerne, at kommunens arealer er giftfrie.

– I Danmarks Naturfredningsforening arbejder vi målrettet for rent drikkevand og miljø. Vi er derfor glade for, at Aalborg Kommune som den anden kommune i Danmark har valgt at tilmelde sig til Giftfri Have. Det sender et stærkt signal til landets øvrige kommuner og deres borgere om at droppe giften, for at beskytte vores grundvand, biodiversitet og os selv, siger hun.

Det Giftfri Have-fællesskab har rundet 15.700 medlemmer, der dækker alt fra parcelhushaver og kolonihaver til haver på landet og ved sommerhuset. Også flere vandforsyninger, virksomheder og nu også de første to kommuner registreret deres arealer som fri for sprøjtegift.